Nu er det over 1 år siden, at jeg sidst har læst om den blonde servitrice Sookie Stackhouse, og det er lidt som at tage en gammel, slidt, men uundværlig sweater på- Sookie lever stadig livet på kanten. Det er så absolut én af de ting, som gør, at jeg føler mig så godt underholdt.
Sookie tager mig væk fra en – til tider – triviel hverdag og byder i stedet på uanede mængder vold og sex. Og det er den vare, som True Blood-serien leverer… Derfor finder jeg det – ligesom den foregående bog i serien – lide kedeligt, at Sookie er gået hen og blevet ret husmoragtig (så husmoragtig som en telepat, der er gift med en vampyr og hvis tidligere elskere rummer så forskellige typer, som varulve og vartigere, nu kan blive…)
Der bliver da delt er par lussinger ud her og der, og selvfølgelig også begået et mord eller fem, men Charlaine Harris bruger efterhånden flere linier på at beskrive rengøring, opvask og arbejde, end på saftige sexscener (hvor jeg følte mig total snyd med en enkelt linie og en replik om, at det tog 15 minutter) eller blodig vampyroverfald med (næsten) dødelig udfald for den unge frøken Stackhouse. Har Charlaine Harris opbrugt al krudtet og malker hun bare de sidste slatne dråber? Det tror jeg desværre…end the misery – finish it in a grad final!!!
Andrup's bookshelf 