Birkegaard, Mikkel – Libri Di Luca

  • Udgivelsesdato: 01.10.2008
  • Forlag: Lindhardt & Ringhof
  • Antal sider: 447
  • Indbind: Hardback
  • Sprog: Dansk

Min anmeldelse: Forestil dig, at du ved hjælp af tankens kraft og en bog, kan slå et andet menneske ihjel. Det er rent faktisk, hvad der er muligt i Libri Di Luca.

Jon arver sin far’s boghandel Libri Di Luca. Jon har ikke været i boghandlen siden han var dreng og efter sin mor’s død blev bortadopteret. Så det er med mange bitre følelser, at Jon vender tilbage. Han er blevet en meget dygtig advokat med en virkelig lovende fremtid og en gammel antikvar boghandel er ikke lige, hvad der står på Jon’s fremtidsplan. Men snart bliver han introduceret for de enorme kræfter, som de såkaldte Lettorer besidder og ikke mindst hvilke muligheder det rummer at være Lettore. Det skal også vise sig, at Jon selv har uanede kræfter, som kan være dødelige, hvis de falder i de forkerte hænder. Jon bliver hjulpet godt på vej af Iversen, som var Luca’s trofaste medarbejder i boghandlen, Katherina, som er stærkt ordblind, men på trods af det også ansat i boghandlen, Paw, som er en ung rebel, der kom kærligt under Luca’s vinger og til sidst også Muhammed, som er en klient til Jon og lever en noget anderledes tilværelse, samtidig er han en helt unik person, der tilsætter historien lidt underholdende krydderi.

Genialt koncept. Jeg er vildt med ideen om afsendere og modtagere. Det er nyt, anderledes og tilfredsstiller læseren ved ikke bare at være endnu en almindelig krimi. I stedet byder den på et dejligt lille twist af det overnaturlige, mens læseren tæskes igennem et eskalerende spændingsforløb, som udløses i en energiladning af stort format.

Og så handler den om bøger, massevis af bøger og man kan jo tydeligt høre, at Mikkel Birkegaard selv holder meget af bøger. Ikke kun at læse dem, men at se, dufte og føle dem og det er så dejligt, at han giver personerne i bogen den samme passion.

Bogen er lynhurtigt fængslende og sproget er godt og tilforladeligt. Ikke en masse fine gloser eller overdrevne metafoer, som på mig ofte virker som pral og unødvendig pynt og i stedet ødelægger læserytmen. Ind imellem er det lidt for tydeligt, hvor forfatteren vil lede læseren hen, også når han vil vildlede denne for at øge spændingen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s