Anmeldelse: Oprører, Dæmondræberen #1 af Louise Haiberg
Hmmm… Det her er én af de rigtig svære – Eller det er det måske ikke alligevel, men jeg føler mig ret splittet. Jeg vil så voldsomt gerne være fuldstændig og aldeles forelsket i Dominic, men der er ingen gnister. Jeg kan så godt lide bad boy-typerne, men Dom irriterer mig bare i stedet for.
I starten skulle jeg lige se ham an for at finde ud af, hvad han var for en fyr, og jeg har konkluderet, at han er en provokerende dæmon med samvittighedskvaler og munddiarré. Hans ironi er for meget i længden og til sidst havde jeg lyst til at stikke hans ‘pipfugle’ op et vis sted. Al respekt for broderier, men f… skal det gøre godt for, at dæmonen broderer?!
Springene i bogen var forvirrende, og jeg mistede fokus flere gange. Plottet manglede og alt i alt var jeg ikke særlig begejstret. MEN måske var han bare for meget bad boy til jeg kunne magte det… Måske forstod jeg ham bare ikke… Måske var vi bare ikke ment til at skulle være sammen. Jeg bliver nødt til at finde ud af det og tager den næste bogen med op på natbordet.
en eftermiddag finder Tosh en helt special slange, da han er ude på jagt efter hugorme. I sin søgen efter viden om slangens oprindelse søger han hjælp på nettet og snart efter får han besøg. Tosh bliver pludseligt og ufrivilligt en vigtig del i et gammelt opgør mellem væsner fra en ukendt verden.
‘Slangestenen’ er letlæst børne/ungdomsbog, som kan tilfredsstille sin målgruppe med spændende mystik, action og lille gran humor. Specielt drenge vil med garanti få stor fornøjelse med bogen, som både har hverdagsudfordringer, som venskaber, mobning og skilsmisse, kombineret med de overnaturlige elementer, som magi, kampscener og forskellige verdener.
Forfatteren har skabt et univers med slangen som fokuspunkt og det skinner tydeligt igennem, at han har styr på fakta – dog uden at det bliver irriterende belærende. Det er der imod spændende og fornyende. Der ud over skiller den sig egentligt ikke meget ud i forhold til genren, og i den første den af bogen savnede jeg det et pondus, som skulle fastholde mig som læser. Men hen ad vejen blev jeg mere opslugt at historien og fandt den virkelig underholdende.
Anmeldelse: The Hollows #1 Heksejagt af Kim Harrison
2015 skal være året, hvor jeg ikke kun er mere selektiv i de bøger jeg anmelder, men også året hvor jeg sluger min stolthed og accepterer, at det er okay at kvitte en bog, hvis ikke den fanger min interesse. Lad mig starte med denne…
Nu har jeg trukket mig igennem godt og vel 200 siders ufattelig kedelig nonsens. Handlingen står i stampe og kommer ingen vegne. Der er ingen nævneværdig action, personerne er intetsigende og det lykkedes mig flere gange at falde i søvn over bogen – og så træt var jeg egentlig ikke.
Jeg mener, bestemt, at jeg har givet den en fair chance, men i en bog-verden, hvor det overnaturlige har fået et kæmpe boom, bør der være lidt mere kød på historien.
Eneste plus ved bogen – og som faktisk fik mig til at købe den – er et fantastisk, tillokkende cover. Bedøm selv…
Efter en længere periode, hvor anmeldereksemplarer hobede sig op, mens læselysten dalede, besluttede jeg mig for, at Leoniderne skulle være bogen, som bragte læselysten tilbage. Dermed sagt, at forventningerne var store!
Heldigvis indfriede den alle mine forventninger og efter at have tilbragt en hel søndag fordybet i bogen, har jeg nu sat bogen i reolen og glæder mig til at gøre plads til mange flere i serien.
Leoniderne er en fantasy, som foregår i Danmark, og det fungerer fremragende. Faktisk er det skønt for en gangs skyld at være på hjemmebane. Alle forhold er velkendte og skaber ro til en ellers begivenhedsrig fortælling.
Personerne er elskelige på hver deres facon, og der er tilsyneladende allerede skabt en trend om, hvorvidt man er til Team Noah eller til Team Alban. Og selv om jeg syntes det altid er dejligt forfriskende med en trosig bad boy-type, så har Alban helt klart vundet mit hjerte.
Sproget fungerer rigtig godt og henvender sig ikke nødvendigvis til de helt unge, men med sine fantastisk nuancer og eminente sprogbilleder, kan bogen sagtens og med stor fordel også læses af det voksne, fantasy-hungerende publikum.
Der er planlagt 9 bind i serien og hvert bind bliver fortalt fra en ny hovedpersons vinkel. Næste bog bliver fortalt fra Pi, Noahs tvillingesøster’s vinkel, men jeg glæder mig nok allermest til det bliver Alban’s tur. Jeg finder ham meget sympatisk og så bliver det spændende at læse en bog fra en blind person’s vinkel. I det hele taget en fremragende måde at differencere bøgerne på og jeg glæder mig til at se om det fungere optimalt.
Bogen er udgivet ved forlaget Tellerup og næste bog GEMINIDERNEforventes af udkomme til foråret 2015. Og hvis ellers karaktererne arter sig ordenligt og hører efter, hvad Nanna Foss siger, så kan vi måske allerede få bind 3 senere i 2015, men lad os nu se… Jeg sender i hvert fald de bedste anbefalinger med denne fantasy og ser frem til den næste i serien!
Anmeldelse: Giza og Marionetterne af Maria Simonsen
Maria Simonsen er en ung debuterende forfatter, som i juli udkom med fantasy-fortællingen “Giza og Marionetterne”. Bogen har elementer, som ledte mine tanker hen på serierne House of Night og Harry Potter tilsat en stædig rødstrømpe 🙂
Hovedpersonen Giza er viljestærk og fanden-i-voldsk, og jeg elskede hendes stædighed og kunne i det hele taget rigtig godt lide adskillige af personerne; Narax, Ruben, Noel, Wilbur, Benja og Kallas. De har alle det til fælles, at de er beskrevet med indlevelse og en smuk og elskværdig personlighed (her skinner forfatterens feminine side måske lidt igennem, men det gør bare karaktererne mere nærværende).
Selv om fortællingens handlingsforløb måske ikke leverede de store overraskelsesmomenter, så fandt jeg den spændende og kunne sagtens forestille mig flere fortællinger om Giza.
Jeg var en del i tvivl om, hvor vidt bogen skulle have 3 eller 4 stjerner, og det begrunder jeg med, at den desværre indeholdt en del grammatik- og opsætningsfejl, som irriterede mig. Men omvendt så var jeg imponeret over den gode historie, som den unge forfatter har skrevet i et letlæst sprog, som passende henvender sig til det unge publikum. Jeg læste selv dele af bogen op for min datter, som var helt opslugt og levede sig vældig ind i historien.
Om forfatteren
Maria Simonsen er 26 år og arbejder til dagligt i TV-branchen, hvor hun er redaktionchef for forskellige TV-programmer. Hun er uddannet journalist og bor i København. Hun elsker fantasy og har læst og skrevet i genren lige så længe hun kan huske.
Anmeldelse: Landet Armgard 1, Korgon – Det magiske sværd af Ken Brerup
Hvis du trænger til noget nyt efter Harry Potter, Ringenes Herre eller Arven, så er fantasytrilogien Landet Armgard et rigtig godt bud.
Ken Brerup har skabt sit helt eget smukke og troværdige fantasy-univers. Hans sprog flyder godt, og bøgerne kan sagtens læses af unge helt ned til de tidlige teenageår. Bogen henvender sig primært til drenge, som vil nyde godt af magien, kampene og mystikken.
Fantasien er stor og magien kender ingen grænser. Bogen handler om Korgon – et magisk sværd, som kan forvandles ved hjælp af tankens kraft, men det kan kun styres af én bestemt person. En mørk og ond magt hersker over landet, og Korgon og dettes retsmæssige ejermand er de eneste, der kan besejre det.
Det eneste negative jeg har at sige om bogen, er, at den til tider godt kan være lidt langtrukken. Og så alligevel ikke, måske jeg opfatter den således, fordi jeg ikke besidder den tålmodighed og fordybelse, som bogen kræver. Dette er en bog, som skal nydes, ikke sluges og fortæres.
Så læn dig tilbage i en god stol og hav kaffekanden klar, så du kan holde dig vågen til langt ud på natten. Jeg ønsker dig en magisk rejse til Landet Armgard!
Landet Armgard er skrevet af den danske forfatter Ken Brerup, som altid har haft en levende fantasi og evnen til at skrive, men først nu har gjort noget ved det. Korgon – Det magiske sværd er 1. del af trilogien, efterfulgt af 2. del Krystalstjernens hemmelighed, 3. del er stadig under udarbejdelse. Bøgerne kan blandt andet købes hos Arnold Busck.
Anmeldelse: Nattens sanger 3 – Følelse af Christina Bonde
INTET KAN SIDESTILLES med overgrebets skrig. Der findes skrig af vrede og glæde, skrig af sorg og smerte, skrig af forskrækkelse eller overraskelse, skrig af angst og magtesløshed, skrig af nydelse – og så overgrebets skrig. Den intense lyd, der i virkeligheden er en følelsesfærd gennem de fleste af de andre skrig.
Endnu en gang blev jeg overvældet af Christina Bondes beskrivelser. Titlen kunne ikke være mere rammende, da bogen er en rejse rundt i smukke observationer og indlevende følelser.
I den forrige bog blev der lagt mange tråde ud og jeg var spændt på om det lykkedes at samle dem alle, men det gjorde det selvfølgelig. Jeg kunne ikke undgå at lade mig fuldstændig opsluge. Som titlen indikerer så er følelserne i højsædet, men også oplevelsen af ikke at have følelser mestrer hun imponerende. For det syntes ellers som en umulig opgave at beskrive en opfattelse af verden, uden at bruge menneskets komplekse register af følelser. Vi har dem med i alt, hvad vi gør og siger, uanset om de er synlige eller ej, så raser der en konstant bølge i kroppen på os – bygget på alt fra glæde, begejstring og lyst til sorg, had og raseri. At beskrive et liv uden dette, er en kunst.
Hele den sidste tredje del af Nattens sanger 3 er en stor closure. Og samtidig med jeg higede efter en afslutning og følte, at nu måtte hun godt se at få sat det sidste punktum, så nåede der at udspille sig handlinger nok til endnu en bog, og ikke én kunne undværes. Dog hælder jeg måske til, at historien ikke behøver slutte her. Selv om der ikke er nogle løse tråde, så er der stadig muligheder, som jeg ikke vil komme nærmere ind på af hensyn til spoilers. Men man har jo lov at håbe…
Nattens sanger-trilogien er fortalt af en person, der simpelthen må være ekstremt omsorgsfuld og kærlig. En person, som brænder for hendes karakterer og er stærkt passioneret. Jeg har aldrig mødt Christina Bonde, men jeg forestiller mig, at hun har lagt en stor del af hendes personlighed i fortællingen, og det er dét der er med til at gøre den ægte. Bare da jeg modtog bogen, kunne jeg næsten ikke få mig selv til at pakke den op. Den var smukt dekoreret med perler og bånd, og dét bevidner om en omsorg ud over det almindelig.
Jeg ønsker Christina Bonde tillykke med en smuk og velskrevet trilogi og opfordrer hende stærkt til straks at kaste sig over næste skriveprojekt… Vi er nogen der venter… 🙂
Anmeldelse: Shadow falls – Født ved midnat af C.C. Hunter
Det er længe siden, at jeg har læst en bog til ende, som har irriteret mig så meget som denne. Bogen var langtrukken og led under manglende fantasi, og jeg fandt adskillige passager direkte latterlige og platte.
Jeg ved godt, at enhver forfatter ikke ønsker, at deres bog bliver beskyldt for at ligne andres bøger, og C.C. Hunter forsøger at gøre hendes fortælling til noget særligt, men de vippende øjenbryn og de idéforladte øjenavne, som Grønøje, Tudsepigen eller Menig Hængemule (den skrabede virkelig bunden), gjorde ikke bogen til noget særligt, men latterliggjorde den snarere.
Og den ufattelig naive og tykpandede teenager Kylie drev mig til vanvid med hendes evindelig “Det er sikkert en hjernesvulst” eller “Faaar…du lovede!” Hun fremstilles virkelig som en teenager i alle dets fordomsagtige klichér, og hendes ringe dømmekraft hvad mandkøn angår…argh, kom nu ind i kampen!
Jeg tror festen stopper her for mit vedkommende…tak for nu, Shadow Falls!
Birgitte Lorentzen har skrevet en spændende ungdomstrilogi med gys, overtro og realisme. I dag udkom den sidste del af trilogien om Lulu og Mads, hvor de drager til Frankrig for undersøge Mads’ roma-aner.
Birgitte Lorentzen er fremragende til at mystificere læseren og til at få læseren til at tro. Hun bærer historien hele vejen igennem på et niveau, hvor det kan accepteres, uanset om man er overtroisk eller ej.Det unaturlige bliver naturligt og troværdigt. Du kommer til at se spøgelser og du vil mærke en tilstedeværelse, der bringer gåsehuden frem på dine arme. Hendes miljøbeskrivelser er fantasiske, og du behøver blot lukke øjnene og lade dig indfange og så vil høre musikken fylde din øregang, den lune sommerbrise vil kærtegne dit ansigt og flamencodanserne vil danse for dig.
Hver bog har efterladt mig med en længsel efter den næste og jeg blev heller ikke skuffet over denne. Jeg elskede slutningen og hele opbygningen til den… jeg holdt vejret i mange lange minutter ad gangen, men jeg skal ikke røbe noget her. Det kan du selv få lov at læse dig til.
Slutteligt vil jeg endnu en gang takke Birgitte Lorentzen, fordi jeg fik lov at læse bogen og komme med ris og ros, inden den skulle i trykken. Det var sjovt at være med på sidelinjen!
Bøgerne er udgivet til Forlaget BookBooks, hvorfra jeg har lånt de smukke bog-covers.
Lucas så mig ind i øjnene og fik kort varigt min krop til at snurre. Så sank jeg ned på gulvet og krøb sammen om mit hjerte – knust i tusind stykker, som skar og flåede i kroppen. Jeg kunne høre min egen gråd, og jeg kunne høre Alexanders og Lucas’ stemmer, men efterhånden lukkede jeg af og forsøgte at samle styrke mod smerten indeni; smerten, der forsøgte at få mig til at opgive. For jeg havde lyst til at opgive. Jeg havde lyst til at dø! Citat fra Christina Bonde’s “Skæbne”
Anmeldelse af Skæbne – Nattens sanger 2 af Christina Bonde
Med mascaraen løbende ned ad mine kinder på lidet charmerende vis, hulkede jeg mig igennem den første del af “Skæbne”. Christina Bonde skriver nærværende, og hun slider på læserens følelserne med håndgribelige beskrivelser, og selv om jeg forsøgte at overbevise mit følelses-register om, at det ikke var noget at græde over, var jeg ikke overbevisende nok.
I denne anden del af Christina Bonde’s trilogi bliver der lagt mange tråde ud. Handlingen går i flere retninger og jeg er spændt på, om hun formår at samle alle trådene på troværdig vis i den afsluttende tredie del, uden handlingen bliver forjaget. Det er én af tingene, som jeg finder tiltalende i hendes bøger; tempoet er højt – ikke actionpræget, men sceneskiftene kommer ofte. Der dvæles ikke for lang tid ved en handling med unødvendig snak eller kedelige beskrivelser, men det må heller ikke gå stærkere, ellers risikerer fortællingen bliver overfladisk. Det er en svær balancegang.
Og overfladisk er nok det sidste jeg vil knytte til Christina Bonde’s bøger. Hendes skrivetalent er udsøgt, og jeg følte ikke, at jeg læste; jeg oplevede… Jeg delte Victoria’s smerte – både den fysiske og psykiske, jeg mærkede hendes modsatrettede følelser, jeg befandt mig i skoven sammen med hende.
Historierne fra bind 1 og 2 følger hinanden tæt, og jeg vil klart anbefale at læse dem ud-i-ét, da de foregående handlinger ikke opsummeres. Således sparer du dig selv for at vride hjernen alt for meget med lokalisering af de forskellige karakterer. Heldigvis udkommer den sidste bog “Følelse” allerede den 4. juli, så I kan snart købe hele serien på én gang.
Og til de anmeldelere, som mener at vampyr-fortællinger er so-last-year, byder jeg dem velkommen til sømme låget fast på Dracula’s kiste sammen med deres vampyr-bøger, men erkend så også at I har fået styret blodlysten, inden I kritiserer en forfatter, som rent faktisk kan skrive, er der rigeligt med “forfattere”, som desværre mangler den evne.
Hmmm… Det her er én af de rigtig svære – Eller det er det måske ikke alligevel, men jeg føler mig ret splittet. Jeg vil så voldsomt gerne være fuldstændig og aldeles forelsket i Dominic, men der er ingen gnister. Jeg kan så godt lide bad boy-typerne, men Dom irriterer mig bare i stedet for.
en har skrevet en spændende ungdomstrilogi med gys, overtro og realisme. I dag udkom den sidste del af trilogien om Lulu og Mads, hvor de drager til Frankrig for undersøge Mads’ roma-aner.
Andrup's bookshelf 