- Udgivelsesdato: 05.02.2013
- Forlag: People’s Press
- Antal sider: 208
- Format: Hæftet
- Originalsprog: Dansk
Beskrivelse: Elizabeth Caspersen er en hovedrig arving til et verdensomspændende dansk industriimperium, men finder en dvd i sin afdøde fars pengeskab. Filmoptagelser skildrer en kynisk, velorganiseret menneskejagt i et arktisk landskab. En jagt, der ender med en ung mands død. Filmen kan ødelægge Elizabeth Caspersen, hendes familie og farens eftermæle. Hun hyrer ekspolitimand og ekssoldat Michael Sander til diskret at identificere offer og bødler. Sander hvirvles ind i en gådefuld og bizar verden med menneskesafarier, organiseret af en gruppe jægere og veteraner fra Balkan og Afghanistan og rigmænd med herrefolksmentalitet, der kræver bestandigt farligere adspredelser. Under opklaringen indleder Michael Sander et tøvende og problematisk samarbejde med politikommissær Lene Jensen fra Rigspolitiet, der både efterforsker et mystisk selvmord begået af en veteran fra Den Kongelige Livgarde, og prøver at hævne mishandlingen og voldtægten af sin datter.Michael Sander og Lene Jensen er af natur ensomme ulve, men tvinges til at opbyde al deres kunnen og erfaring for at overleve den næste menneskejagt, hvor de selv er de jagede.
Min anmeldelse: Actionfyldt krimi med en kæberyster af en prolog. Jeg var straks opslugt af bogen, som er en page-turner skrevet i et fremragende og letlæst sprog. Historien er simpel og ligetil uden de store overraskelser, men på ingen måde alt for forudsigelige eller kedelig. Teksten flyder godt og den ene side afløser den anden og det er svært at give slip. Der er flere hæsblæsende scener, som rusker op i læseren og øger spændingen. Personerne er spændende og giver lyst til at involvere sig. Jeg kunne sagtens forestille mig flere bøger med hovedpersonerne. Historien afrundes med en uigennemskuelig drejning og sætter krydderi til afsløringerne. Jeg er vild med Steffen Jacobsen’s skrivestil og vil helt sikker udforske flere af hans bøger.