Forfatterfokus: Jakob Knudsen – udgivelsen

DSC_0050I går kom dagen endelig for udgivelsen af “Resten er tavshed” og Jakob Knudsen og Hjørring Bibliotek inviterede til forfattercafé.

Endnu en gang var det en oplagt, snakkesaglig og tydeligt glad forfatter, som stolt kunne vise hans 3. krimi om politiinspektør Swane frem.

Som en del af konkurrencen, som har været i gang her på bloggen den sidste uges tid, udvalgte jeg 3 spørgsmål, som jeg fik lov at stille Jakob Knudsen:

Kan det være lige så svært at stoppe skrivningen på en god bog, som læsningen af en god bog?

Ja! Faktisk er det sådan jeg har skrevet cirka 25% mere, end hvad der står i færdigudgivelsen. En bog omskrives rigtig mange gange inden den er færdig. Jeg syntes, at det er sjovt at finde på historier og mange gange udvikler den sig og går sine egne veje. Så kan det være svært ikke at lade sig rive med.

Der findes et begreb som hedder at “sidetracke”, hvilket betyder, at man fx bevæger sig ud i en beskrivelse af en karakters familieforhold eller lignende. Som forfatter er det vigtig at kunne gøre det, men også at kunne komme tilbage igen.

Et andet fænomen er “Kill your darlings”. Det kan være en passage i bogen som er velskrevet og som man som forfatter er rigtig godt tilfreds med, men som egentligt ikke passer til historien eller som er irrelevant. Det kan være hårdt at skulle slette dem.

At afslutte en bog kan også være svært, fordi jeg skal sige farvel til de person, som jeg skrevet om i så lang tid.

Hvilken krimi ville du ønske at du havde skrevet?

Da jeg var barn og blev stillet spørgsmålet “Hvis du havde et eneste ønske, hvad skulle det så være?” svarede jeg altid “at alle mine ønsker går i opfyldelse”. Men hvis jeg skal vælge, så må det være “Forbrydelser og straf” af Fjodor Dostojevskij, som er en fremragende krimi. Af nyere dato er det “Danselærerens genkomst” af Henning Mankell.

Hvis Swane-serien blev filmatiseret, hvem ser du så i rollerne?

Eftersom Kristian Swane har flere af de samme karaktertræk, som mig selv, så ville det jo være ekstra vigtig at vælge en person, som jeg selv harmonerer med, ellers ville det jo være en katastrofe.

Som Swane kunne jeg forestille mig Jakob Cedergren eller Michael Persbrandt, men jeg tror, at det er nogenlunde umuligt at finde en skuespiller i Skandinavien, som kan passe på Roberts karakter – dér skal vi nok længere væk.

Navnet er Kristian Swane

At politiinspektøren skulle hedde Kristian, har jeg hele tiden vidst. Jeg tror, at det på et ubevidst plan skyldes, at min morfar altid sagde, at jeg skulle have heddet Kristian. Når jeg vælger at stave det med K er det for at gøre det rigtig dansk. Ligesom mit eget navn Jakob, som selvfølgelig skal staves med K 🙂 Der findes faktisk en familien Swane, som er malere og bor på Bornholm, men de har intet med min Swane at gøre. Jeg valgte et navn, som kan bruges internationalt og undgik derfor æ, ø og å. Det måtte ikke være for langt, så ikke mere end 2 stavelser, og det skulle også være et spændende navn, som klinger med Kristian. Man gør sig rigtig mange overvejelser omkring navnene, for de betyder mere end man lige forestiller sig.

Tema-krimi

Mine krimier er skrevet i temaer. “Håbefulde hjerte” havde elementer fra Balkan-krigen. Titlen kommer fra en mor på Balkan, som vugger sit lille barn, mens hun synger sangen “Håbefulde hjerte”.

“Når engle græder blod” omhandler bloddoping, og titlen kommer fra statuer, hvor rustfarvet vand drypper ned på deres ansigt, så det ser ud til, at de græder blod.

“Resten er tavshed” bevæger sig ind på klima og miljø. Der er mange magtkampe og manipulation. Titlen er et meget berømt citat fra Hamlet.

Coveret

Resten er tavshedEn forside er uhyre vigtig for en bog. Den skal skabe blikfang og gøre læseren nysgerrig. Og, såvel som de første 2 bøger, er Jakob Knudsen’s krimi iklædt et velovervejet cover fyldt med symbolik og hints til fortællingen. Kronborg, hvor handlingen primært foregår, er smukt afbildet, og Sverige skimtes i baggrunden, hvor dele af efterforskningen også foregår.

Skorstene henleder tankerne på miljø, som er bogen tema. Ligeledes er coveret holdt i grønne, brune og blå farver, som igen refererer til klima og miljø.

Øverst på siden ses en person, som Jakob Knudsen fortalte, betragtes som en androgyn. Det vil sige en person, hvor det er svært at skelne om det er en mand eller en kvinde. Jeg syntes lige netop, at mystikken omkring personen på coveret var med til at fange min interesse.

Uanset hvad, så er det et helt fantastisk cover, som indkapsler fortællingen og alle de rette elementer til at vække læserens nysgerrighed.

Jakob Knudsen collage

Forfatterfokus: Jakob Knudsen – vinderene, en gratis e-bog og Bogcafé

resten-er-tavshedTusind tak for den store interesse. Vinderne er trukket, og vinderne af hele Jakob Knudsen’s Swane-serie er…trommehvivel…

Birte Vilsted – Lotte Hindsberg – Mona Thagaard

Stort tillykke! Jeg håber bøgerne vil bringe jer mange fornøjelige læsestunder. Vinderne er fundet ved hjælp af random.org, og de får tilsendt en mail.

Men vi stopper ikke der. Der er sørme også blevet plads til en lille bonus-vinder, som vinder den nyeste bog “Resten er tavhed” for det bedste spørgsmål…og vinderen er:

Dorthe Hoppe med spørgsmålet “Kan det være lige så svært at stoppe skrivningen på en god bog – som læsningen af en god bog?” Dét kunne jeg også godt tænke mig at vide og stiller dette og flere af jeres spørgsmål i morgen til Jakob Knudsen’s bogcafé på Hjørring Bibliotek kl. 16. Tillykke til Dorthe!

MEN I kan alle blive vindere… Få “Håbefulde hjerte” gratis som e-bog på saxo.com. Tilbuddet glæder til og med i morgen den 27. februar 2014 -skynd jer!!!

Desuden har du også mulighed for at komme til signering med Jakob Knudsen hos Arnold Busck – Hjørring Metropol i morgen mellem kl. 14.30 – 16.00.

Vi ses!

Forfatterfokus: Jakob Knudsen – anmeldelse

“Resten er tavshed” udkommer ved Forlaget People’s Press på torsdag den 27. februar. Bogen er den 3. krimi af Jakob Knudsen om politiinspektør Kristian Swane. Konkurrencen om at vinde alle 3 Swane-bøger løber indtil onsdag den 26. februar kl. 16. Det eneste du skal gøre er at stille et spørgsmål til forfatteren her på bloggen eller på Andrup’s Bookshelf’s facebook side…

Anmeldelse: Resten er tavshed af Jakob Knudsen

4 stjernerResten er tavshedJeg svinger lidt imellem 3 eller 4 stjerner. Jakob Knudsen’s 3. krimi om politiinspektør Kristian Swane har skruet en anelse ned for den hårdkogte action, men tilbyder derimod en udspekuleret og velskrevet krimi med et uigennemskueligt plot. Denne gang bliver vi i København, og det klæder bogen med de gode beskrivelser af nærmiljøet.

Endnu en gang brillerer forfatteren med et imponerende stykke research, som sikrer, at fortællingen bliver troværdig og spændende. Ligger dog lige på vippen til at blive for videnskabelig, men så alligevel ikke. Klimaforandringer og miljøet vil altid være et højaktuelt emne, som læserne ikke kan oplyses nok om.

Den unge Emilie, som er Kristian Swane’s niece, spiller en fascinerende rolle. Hendes tilgang til tilværelsen er nøgtern og faktabaseret og fratager hende fuldstændig rollen som offer. Der måtte derfor gerne have været meget mere action omkring hendes situation, da hun uden tvivl ville kunne klare det. 

Vi kommer en hel del tættere på personen Kristian Swane og hører mere om hans barndom og familieforhold. Det skaber en større forståelse for hans handlinger og personlighed. Han er en meget tænksom person, som foretrækker at bruger meget tid alene med sine overvejelser. Hans skønne Ina får desværre ikke så meget “spalteplads” i denne bog, men figurerer nærmere, som en baggrundsfigur. En væsentlig ændring i forhold til de 2 foregående bøger, hvor hun har været en del af efterforskningen på de psykologiske plan.

Til gengæld er Irene meget mere fremtrædende, og hun gør det godt. Jeg syntes, at hendes karakter tilfører bogen en genial gnist. Hun er lynende intelligent og ferm til IT og deler gerne ud af sin viden. Hun føler tilsyneladende ikke behov for at hævde sig selv eller bevise sit værd, for hun ved, at hun kan rumme det.

På det plan er Lone meget anderledes. Hun kæmper en konstant kamp om hele tiden at være et skridt foran de andre og sørge for, at de bemærker det. I længden tror jeg, at det vil give hende problemer på halsen.

Robert kommer vi desværre heller ikke tættere på privat. Han er på sin plads og passer sit arbejde, men det forhold med Lone, som lå som en mulighed, bliver skrinlagt og der bliver ikke gjort noget større nummer ud af det. Jeg håber, at han få lov at komme lidt mere på banen fremover.

Også denne gang er bogen iklædt et iøjnefaldende cover og en tillokkende titel – lækkert!

Forfatterfokus: Jakob Knudsen – interview

Der er allerede kommer rigtig mange super gode spørgsmål til Jakob Knudsen i konkurrencen om alle 3 bind af hans Swane-krimiserie. Flere af spørgsmålene har jeg allerede stillet ham i nedenstående interview, så dér kan I få nogle af svarerne. Og det er ikke for sent at deltage – konkurrencen fortsætter helt frem til og med onsdag middag, hvor 3 vindere udtrækkes iblandt alle der har stillet et spørgsmål her på bloggen eller på facebook. Så spørg endelig løs…

resten-er-tavshed

Jakob Knudsen er lektor på University College of Nordjylland, hvor han underviser på læreruddannelsen. Han debuterede som forfatter i 2010 med “Håbefulde hjerte” – første bind i serien om Kristian Swane fra Rigspolitiets drabstaskforce og hans team. I 2013 fulgte andet bind “Når engle græder blod”, og bøgerne er solgt til udgivelse i Norge.

Interview med Jakob Knudsen

jakob-knudsenDet var en veloplagt og glad Jakob Knudsen, som med ekstrem kort varsel, mødtes med mig på Hjørring Bibliotek mandag eftermiddag i vinterferie. Selv om der kun er kort tid til hans næste udgivelse, og der er rigeligt at se til i den forbindelse, stillede han gladeligt op til et lille interview. Og der byder Hjørring Bibliotek jo på de perfekte rammer… Så udstyret med kaffe og te strøg 1 ½ time pludselig forbi med en veltalende, imødekommende, behagelig og yderst intelligent forfatter.

Jakob Knudsen udkommer den 27. februar 2014 med sin 3. krimi om kriminalkommissær Kristian Swane “Resten er tavshed”. De første 2 bøger af Jakob Knudsen udskiller sig fra mængden, ved at lade begivenhederne tage udgangspunkt i det nordjyske, samt at smide alle stereotyperne over bord, og i stedet lade kriminalkommissæren være en filosoferende, omsorgsfuld og familiær type.

Skriveprocessen

Jeg laver alt mit research først. Det er et kæmpe arbejde, men det er vigtigt for mig, at når jeg går i gang med at skrive, så skal der ikke være nogen forhindringer. Desuden får jeg også mange idéer under min research, som bliver en vigtig del af mine historier.

Under min research taler jeg ofte med eksperter, og i modsætning til hvad mange tror, så deler de gerne passioneret ud af deres erfaringer. Jeg er flere gange blevet yderligere inspireret til mine historier af forskellige eksperter.

Når jeg har lavet min research laver jeg en synopsis – en outline med kapitler, som jeg næsten med garanti kommer til at bryde flere gange under skriveprocessen. Ofte hænder det, at fortællingen tager magten fra mig og går sine egne veje. Det lyder utroligt, men når en scene udspiller sig, kan den blive så livagtig, at den får sit eget liv og jeg bliver tilskuer. Det er en del af skrivningen, men så længe jeg altid har styr på min plotstruktur, skal jeg nok få fortællingen til at makke ret.

At skrive en bog kræver meget tålmodighed – det er et langsomt medie. Processen er lang, og det nytter ikke noget at have travlt. Flere unge håbefulde har søgt råd og vejledning i deres jagt på rigdom og berømmelse – ”det hurtige fix”, men mit bedste råd til dem er ”skriv – så kommer inspirationen” og at de skal være indstillet på at skrive meget og bagefter skrive endnu mere. Det tager tid at blive udgivet, og når først man er publiceret, bliver presset og forventningerne skærpet yderligere.

Hjørring som hovedsæde

I de første 2 bøger foregår en stor del af handlingen i Hjørring i det nordjyske. Er det fortsat muligt at koble den københavnske kriminalkommissær med det nordjyske og gøre det troværdigt?

Jeg havde brug for en tilknytning til det – for mig – kendte i begyndelsen, og derfor valgte jeg Hjørring, hvor jeg bor. Dét, at jeg kender området så godt, gjorde skrivningen lettere, og beskrivelser og følelser blev mere troværdige. Selv om jeg brugte et fiktivt vejnavn i den første bog på det første gerningssted, blev området da hurtigt genkendt af de lokale. En genbo spurgte om jeg havde slået naboen ihjel… 🙂

Men jeg er klar over, at jeg er nødt til at slippe det nordjyske for troværdighedens skyld. Dog har Swane jo en tilknytning til Skagen i form af et sommerhus, som de jævnligt frekventerede, da han var barn, men det er så også det eneste. I den nyeste bog slipper nordjyderne således for flere grusomme mordgåder.

Kristian Swane

Kristian Swane virker som en omsorgsfuld og meget familiær mand på trods af en skilsmisse. Hvordan skildrer du Kristian Swane?

I krimiuniverset har der været en tendens til mange kvindelige efterforskere eller retsmedicinere, ligeledes har mange skildret den mandlige pendant i en hårdkogt og ofte fordrukken rollen. Jeg har i stedet forsøgt mig med en mere filosoferende type, som løser gåderne eftertænksomt og som sætter de familiære værdier i højsædet. Og det er på trods af at manden er fraskilt. En skilsmisse, som også er af den milde slags og som igen aftegner Kristian Swane som den eftertænksomme type.

Han har et forhold til den væsentligt yngre Ina. Et ukompliceret forhold, hvor der er plads til deres job, som på hver sin vis er meget krævende i kraft af rejser og skæve arbejdstider. Forholdet har i de første bøger virket dynamisk og afslappet, men i ”Resten er tavshed” begynder de biologiske faktorer at spille ind.

Jeg er ofte blevet spurgt om Kristian Swane ligner mig, og det gør han selvfølgelig på visse punkter. Han er mit fiktive alter ego. Men hvor jeg mener at jeg er blevet mildere med årerne, forbliver Kristian Swane en mere dyster person.

De hurtige

Hvilke forfattere har inspireret dig?

Fjodor Dostojevskij’s ”Forbrydelse og straf” er et mesterværk og skildrer en person, som stiller sig selv det spørgsmål ”Hvorfor skulle jeg ikke kunne slå et andet menneske ihjel?”

Ed McBain’s evne til at simplificere handlingsforløbet og stadig holde spændingen fascinerer mig, og desuden er jeg blevet meget inspireret af skandinaviske forfattere, som Henning Mankell og Sjöwall & Wahlöö.

Jeg læser dog aldrig krimier, mens jeg selv er i gang med at skrive. Jeg er bange for at blive for påvirket, at det jeg læser og at der kommer til at smitte af på min fortælling.

Hvor mange Swane-bøger har du planlagt?

Jeg er i fuld gang med den 4. og har helt sikkert planer om den 5. også. Men hvor mange det bliver til i sidste ende, det er en ”forretningshemmelighed”.

Desuden har jeg planer om en spændingsroman, som jeg håber at få luft til at skrive efter den 5. Swane-krimi.

Er der planer om at udkomme i udlandet?

Allerede den 18. marts i år udkommer ”Håbefulde hjerte” i Norge ved forlaget Gyldendal. Jeg er rigtig glad for aftalen lige præcis med Gyldendal, da de er suveræne på krimimarkedet i Norge. Der er flere andre lande, som har vist interesse, men med henblik på udgivelser i udlandet er den 3. bog ofte skelsættende, inden de vover sig ud i en oversættelse. Så jeg er selvfølgelig spændt på at se udviklingen, men som min forlægger siger: ”Det skal du ikke bekymre dig om – du skal bare skrive.”

Tusind tak til Jakob Knudsen for hans tid og lyst til at stille op til et personligt interview. Udover, at I har mulighed for at møde ham på Hjørring Bibliotek torsdag den 27. februar i anledning af hans udgivelse, kan I også møde ham på Krimimessen i Horsens den 5. og 6. april. Også dér er jeg så heldig at lave interview med ham – det kommer til at foregår på Krimifan’s stand – mere om det senere.

Jeg fortsætter i morgen med fokus på Jakob Knudsen, hvor du kan læse min anmeldelse af hans 1. Swane-bog “Håbefulde hjerte”.

Forfatterfokus: Jakob Knudsen – konkurrence

resten-er-tavshedOm mindre end én uge udkommer Hjørring-forfatteren Jakob Knudsen med sin 3. krimi om kriminalkommissæren Kristian Swane. Og jeg tør allerede nu sige, at I kan roligt glæde jer…

Det skal fejres! – og det gør vi ved at bruge ventetiden på en konkurrence, hvor du har mulighed for at vinde alle 3 bøger om Kristian Swane!!! På onsdag finder jeg 3 vindere, som hver vinder 3 Swane-bøger venligst sponsoreret af People’s Press.

Reglerne er simple – stil et spørgsmål til Jakob Knudsen. Skriv det i kommentarfeltet her på bloggen eller i kommentarfeltet på Facebook, og så er du med i konkurrencen. Udvalgte spørgsmål – ikke nødvendigvis vinderspørgsmålene – vil blive stillet til Jakob Knudsen næste torsdag den 27. februar, hvor hans udgivelse vil blive fejre med åben Forfattercafé på Hjørring Bibliotek. Alle er velkommen til caféen, som er gratis og hvor der vil være mulighed for signering.

Hver dag op til udgivelsen, vil du få mulighed for at blive en lille smule klogere på Jakob Knudsen. Allerede i morgen lørdag kommer et interview, som jeg fik lov at lave med ham i mandags i de hyggelige omgivelser på Hjørring Bibliotek. Der vil i ugens løb også komme anmeldelser af hans første 2 bøger i Swane-serien.

Lad nedtællingen til udgivelsen begynde…

Nyt til CV’et…”Foredragsholder”…

Bogcafe 19022014Onsdag aften blev så aftenen, hvor jeg skulle prøve kræfter som foredragsholder. Nerverne var på højtkant, og de blev ikke færre, da jeg blev ringet op af regionalnyhederne, som gerne ville lave et lille live-interview midt under foredraget…

http://www.tv2nord.dk/arkiv/2014/2/19?video_id=46191&autoplay=1

Allerede 20 minutter før kick-off ankom de første tilskuere, og jeg var rigtig godt tilfreds med de godt og vel 30 veloplagte mænd og kvinder, som kom for at lytte til mit bidrag på erotisk litteratur.

Snakken gik (en deltager sagde til min mand, at det må være godt, at jeg læser så mange bøger til daglig, ellers ville han da være kronisk træt i hovedet med det snakketøj, som jeg besidder – jeg vælger at tage det som en kompliment), der blev grinet, stillet spørgsmål, drukket pink rosévin og jeg tror, at der var en del, som blev inspireret til at læse deres næste erotiske bog.

Jeg fik en masse dejlig respons på foredraget og blev opfordret til at lave et lignende arrangement omkring krimi, som biblioteket straks tog imod. Høj af oplevelsen lå jeg den halve nat og kunne ikke sove, men den pris betaler jeg gerne en anden gang også – jeg kan sove, når jeg bliver gammel…

Stor tak til Hjørring Bibliotek for invitationen, og stor tak til alle, der deltog i arrangementet. Jeg håber, at vi ses til det næste også…

Allerede i morgen tager jeg fat på noget helt andet, hvor vi begynder opvarmningen til udgivelsen af Jakob Knudsen’s 3. krimi om kriminalkommissæren Kristian Swane. Bogen “Resten er tavshed” udkommer den 27. februar. Du kan godt glæde dig.

Der er bog-gaver på højkant, så læs med fra i morgen…