Onsdag aften blev så aftenen, hvor jeg skulle prøve kræfter som foredragsholder. Nerverne var på højtkant, og de blev ikke færre, da jeg blev ringet op af regionalnyhederne, som gerne ville lave et lille live-interview midt under foredraget…
http://www.tv2nord.dk/arkiv/2014/2/19?video_id=46191&autoplay=1
Allerede 20 minutter før kick-off ankom de første tilskuere, og jeg var rigtig godt tilfreds med de godt og vel 30 veloplagte mænd og kvinder, som kom for at lytte til mit bidrag på erotisk litteratur.
Snakken gik (en deltager sagde til min mand, at det må være godt, at jeg læser så mange bøger til daglig, ellers ville han da være kronisk træt i hovedet med det snakketøj, som jeg besidder – jeg vælger at tage det som en kompliment), der blev grinet, stillet spørgsmål, drukket pink rosévin og jeg tror, at der var en del, som blev inspireret til at læse deres næste erotiske bog.
Jeg fik en masse dejlig respons på foredraget og blev opfordret til at lave et lignende arrangement omkring krimi, som biblioteket straks tog imod. Høj af oplevelsen lå jeg den halve nat og kunne ikke sove, men den pris betaler jeg gerne en anden gang også – jeg kan sove, når jeg bliver gammel…
Stor tak til Hjørring Bibliotek for invitationen, og stor tak til alle, der deltog i arrangementet. Jeg håber, at vi ses til det næste også…
Allerede i morgen tager jeg fat på noget helt andet, hvor vi begynder opvarmningen til udgivelsen af Jakob Knudsen’s 3. krimi om kriminalkommissæren Kristian Swane. Bogen “Resten er tavshed” udkommer den 27. februar. Du kan godt glæde dig.
Der er bog-gaver på højkant, så læs med fra i morgen…