Jeg overgiver mig…

Anmeldelse: Liv efter liv af Kate Atkinson

Jeg ved godt, at der er rigtig mange, som sikkert vil være meget uenig i min anmeldelse, men man kan ikke vinde hver gang.

Jeg overgiver mig. Jeg har i måneder forsøgt at komme igennem “Liv efter liv“, men nu opgiver jeg og fjerner denne byrde fra mine skuldre. Det ærgrer mig rigtig meget, for jeg kan se, at der er mange, som er vildt begejstret for bogen. Måske kommer det store breakthrough senere i bogen, men dér er jeg desværre ikke nået til…

Egentligt kan jeg godt lige at lade mig overraske og læse en bog, som jeg har fået anbefalet, uden at læse bagsideteksten først. Det er fedt at lade sig overraske – ligesom at gå i biografen og ikke vide ret meget om, hvad filmen handler om – det kan give nogle fantastiske oplevelser.

Forestil dig, at du får et nyt forsøg hver gang du dør, indtil du har levet dit liv perfekt??? Dette er én af den slags bøger, hvor jeg ville ønske, at jeg havde læst bagsideteksten lidt mere grundigt. Derfor gik der også – på trods af den åbenlyse titel – nogen tid, inden jeg fangede Kate Atkinson’s ide, og den greb mig slet ikke. Jeg fandt springene frem og tilbage i tid forstyrrende og forvirrende, og den megen død og sorg gjorde mig led og ked af det. Og jo længere tid gik der således mellem jeg havde lyst til at læse i bogen og til sidst var det umuligt at samle op på læsningen.

Jeg fattede ikke sympati for karakterene eller omgivelserne, og jeg manglede et flow, der kunne fastholde mig fra start til slut. Bedøm selv…