Jeg overgiver mig…

Anmeldelse: Liv efter liv af Kate Atkinson

Jeg ved godt, at der er rigtig mange, som sikkert vil være meget uenig i min anmeldelse, men man kan ikke vinde hver gang.

Jeg overgiver mig. Jeg har i måneder forsøgt at komme igennem “Liv efter liv“, men nu opgiver jeg og fjerner denne byrde fra mine skuldre. Det ærgrer mig rigtig meget, for jeg kan se, at der er mange, som er vildt begejstret for bogen. Måske kommer det store breakthrough senere i bogen, men dér er jeg desværre ikke nået til…

Egentligt kan jeg godt lige at lade mig overraske og læse en bog, som jeg har fået anbefalet, uden at læse bagsideteksten først. Det er fedt at lade sig overraske – ligesom at gå i biografen og ikke vide ret meget om, hvad filmen handler om – det kan give nogle fantastiske oplevelser.

Forestil dig, at du får et nyt forsøg hver gang du dør, indtil du har levet dit liv perfekt??? Dette er én af den slags bøger, hvor jeg ville ønske, at jeg havde læst bagsideteksten lidt mere grundigt. Derfor gik der også – på trods af den åbenlyse titel – nogen tid, inden jeg fangede Kate Atkinson’s ide, og den greb mig slet ikke. Jeg fandt springene frem og tilbage i tid forstyrrende og forvirrende, og den megen død og sorg gjorde mig led og ked af det. Og jo længere tid gik der således mellem jeg havde lyst til at læse i bogen og til sidst var det umuligt at samle op på læsningen.

Jeg fattede ikke sympati for karakterene eller omgivelserne, og jeg manglede et flow, der kunne fastholde mig fra start til slut. Bedøm selv…

En modbydelig historie fortalt på den smukkeste måde…

Anmeldelse: Huset i himlen af Amanda Lindhout & Sara Corbett

Ufatteligt at man kan fortælle så forfærdelig og grum en historie på så smuk en måde.

Amanda Lindhout blev taget til fange og holdt som gidsel i 15 måneder. Hendes historie giver dig alt lige fra barndommens vilkår til Somalia’s støvede gader, hvor Amanda Lindhout og hendes ven Nigel blev holdt fanget.

Amanda Lindhout har gennemlevet et mareridt, som er udenfor et hvert almindelig menneskes forståelse. Selv om hendes fangeskab var af en væsentlig grovere karakter end hende medfange og ven Nigel, lykkedes det hende at være den stærkeste og den motiverende af de to i forhold til håbet om en fremtidig løsladelse.

Hun fortæller en billedlig livshistorie med detaljerede beskrivelser af smukke tropiske rejsemål, livets udfordringer og en viljestyrke til at sætte et mål og gribe en udfordring. Hvor nutidens tendens desværre er, at enhver bestseller-historie, skal nedfældes i en biograf med slibrige og modbydelige detaljer, er der ingen tvivl om, at Amanda Lindhout ønsker at fortælle den væsentlige historie – om kidnapningen, hendes livshistorie og hverdagen som fange, og ikke om hvad hun egentligt blev udsat for. Det, hun fortæller læseren, er barsk, men jeg er på intet tidspunkt i tvivl om, at virkeligheden var endnu mere nådesløs og ubarmhjertelig.

“Huset i himlen” er en bog, som du skal tage dig tid til at læse. Den skal fordøjes og bearbejdes. Når det er gjort, vil den blive ved dig i lang tid.

I morgen udkommer…Eleanor og Park

Anmeldelse: Eleanor og Park af Rainbow Rowell

Flashback…jeg er næsten så hårdt ramt, at jeg har fået piskesmæld.

Jeg mindes pludselig tiderne, hvor vi havde drejeskive på telefonen – den ene telefon, der var i huset – og hvor man skulle starte forfra, hvis man drejede et tal forkert. Kassettebåndene, hvor vi optog hitlisterne, og sad parat til at trykke på record, så snart sangen startede. Jeg blev altid så irriteret, når radioværten talte ind over nummeret, for så var det hele ødelagt.

Der var ikke noget, der hed Skype, hvor man kunne tale gratis i timevis – min mor råbte altid “Gør det nu kort!”, når jeg informerede hele huset om, at jeg lige skulle ringe. Og fjernsynet, vi samles hver aften foran “alteret” og så hvad én af de 2 kanaler kunne byde på, ikke som i dag, hvor der næsten er et tv i hvert rum med utallige kanaler at tilfredsstillende den ene seer med.

“Eleanor og Park” fik mig tilbage til ungdommens uskyldige år, hvor tingene var enkle, men alligevel bød på den tids prøvelser. Uskyldigheden og at prøve at være forelsket for første gang. Helt specielle følelser, som du aldrig nogensinde vil kunne opleve helt ægte igen, har Rainbow Rowell alligevel formået at fange i en lille tidskapsel og sender læseren tilbage til once-upon-a-time.

Bogen handler om den første kærlighed, mobning, venskaber og familieforhold på godt og ondt. Ting, som aldrig vil ændre sig uanset om du skriver 1986 eller 2014, men som i denne bog er befriet for teknologien bekvemmeligheder. En feel-good bog, som både får dig til at grine og græde.

Anmeldelse: Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn

Hvis ikke det var fordi jeg havde lovet at anmelde bogen, så var jeg aldrig blevet færdig med den. Flere læsere udtalte, “at når du er halvvejs, så sker der virkelig noget” Men jeg syntes ikke, at det er ok at læse halvdelen af en bog, før den bliver spændende.

Noget af det første, som jeg bemærkede var måden, som dagbogen var skrevet på. Den var ikke troværdig. Godt nok har jeg aldrig selv skrevet dagbog, men jeg har en forestilling om, at jeg ville skrive til “en anden”… en fiktiv læser. Denne dagbog virkede som en fremvisning af en person, en beskrivelse…en biografi! Skriveren forventede et publikum og skrev ikke bare sine tanker og oplevelser ned for egen skyld.

Flere af personernes handlinger fandt jeg mærkelige, urealistiske og i stedet for lidt for belejlige til bogen. Handlingen forekom mig gennemskuelig, og det var kun slutningen som overraskede og skuffede mig.

Bogen får trods alt ikke bundkarakter af mig og det skyldes, at plottet er gennemtænkt og spændende. Gillian Flynn skriver godt, og hun kan fortælle en god historie.