Anmeldelse: Når engle græder blod af Jakob Knudsen
“Når engle græder blod” byder på hårdkogt krimi krydret med skarp intelligens, og omhandler bloddoping og hævnagt. Vi kommer vidt omkring fra Kenyanske drenge, til maraton i København til rockermiljøet i Nordjylland. En spændende krimi, som roligt og realistisk bygges op til en page-turner.
Der kan på ingen måde herske tvivl om, at Jakob Knudsen har lavet et dybdegående og meget grundigt stykke arbejde med hans research til bogen. Uden at føle mig belært er jeg blevet en hel del klogere på bloddoping.
Persongalleriet oparbejdes i denne 2. bog om Kriminalkommisær Kristian Swane, og jeg har lyst til at lære personerne endnu bedre at kende. De er en god sammensætning, som hver især bidrager med forskellige egenskaber og personligheder, som i sidste ende skaber en højere enhed. Der er meget mere at byde på dér, og jeg håber, at Jakob Knudsen vil åbne endnu mere op for posen i hans næste Swane-krimi.
Fordi fortællingens troværdighed holder vand, accepterer jeg, som læser (og nordjyde), at handlingen endnu en gang bliver trukket fra København til det nordjyske og således atter får mulighed for at inddrage Lone Wilhelmsen fra Nordjyllands Politi, men troværdigheden vil lide, hvis det fortsætter i den næste bog. Personligt nyder jeg godt af at kunne læse om mine hjemmevante omgivelser, som giver fortællingen et “ned-på-jorden”-plan.
Smukt cover og en title, som fanger læserens opmærksomhed og vækker interesse, samtidig med at den indkapsler essesen af krimien – en perfekt helhed.