Anmeldelse: På denne side af paradis af F. Scott Fitzgerald
Mig, mig, mig…magen til luddoven, egocentreret mandsperson skal man da lede længe efter. Tænk sig at kunne fordrive al sin tid med druk, digte og selvmedlidenhed. Ulykkelig over, at den eneste ene ikke var den eneste ene alligevel, og så snylte sig gennem tilværelsen på nas og tilfældigheder.
En ynkelig hovedperson, som er blevet overbeskyttet og forskånet i sin opvækst, resulterende i en ung mand, som ikke tager livet og dets udfordringer alvorligt og i stedet gambler med sin tilværelse for lidt sjov og ballade. Sågar krigstiden virker som et tidsspilde for den unge mand…
“På denne side af paradis” er overfladisk og underholdende fortalt og skal tages med et gran salt. Den giver et pragtfuldt billede af jazz-dansende, cigaret-rygende unge mennesker uden en nævneværdi bekymring i livet.
At denne bog skulle være F. Scott Fitzgerald’s store gennembrud, kan jeg have lidt svært ved at forstå. Ganske vist er bogen underholdende og sjov og giver et godt billede af datiden, men der udover var det ikke en speciel læseoplevelse. Ikke en gang digtene kunne påvirke mig. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke forstår mig ret meget på digte og vil derfor heller ikke forsøge at gøre mig klog på disse, men i stedet blot betragte dem som det de er i min verden; ord med en dybere mening, men som ofte drunker i andre ord – og i denne bog: fyld!
Andrup's bookshelf 