Anmeldelse: Den sorte linje af Jean-Christophe Grangé
Hvis bare denne bog havde været skåret ned til det halve, så kunne det sikkert være en fremragende krimi. I stedet skulle jeg trækkes igennem næsten 600 sider før jeg kom frem til en slutning, som ikke var særlig original og vel egentligt også forventelig.
Det er ikke, fordi jeg ikke er tilhænger af billedlige beskrivelser, men der er også grænser. Bogen blev langtrukken af alenlange person- og miljøbeskrivelser. Flere gange overvejede jeg at lægge bogen fra mig, men det har jeg allerede gjort med en anden af forfatterens bøger, og jeg hader ikke at få slutningen med. Så derfor tvang jeg mig selv til at læse den færdig. Egentligt er historien okay og plottet hænger sammen, men historien er forudsigelig.
Enkelte gange er der ekstremt makabre beskrivelser af voldshandlinger og gerningssteder, og selv om, at der uden tvivl er en dybt forstyrret morder på spil, stak disse beskrivelser voldsomt ud og gjorde mig meget utilpas – beskrivelserne passede ikke ind i resten af historien. Jeg opfattede dem i stedet for, som et forsøg på at imponere læseren og tiltrække dennes opmærksomhed.
Én ting kan jeg i hvert fald konkludere; at jeg ikke kommer til at holde af Jean-Christophe Grangé’s bøger…
Andrup's bookshelf 