Fantasy med nordisk mytologi, kærlighed og spænding…

Er du til Fantasy? Så er der et nyt navn du skal kende: Sidsel Katrine Slej!

Den 13. august 2013 udkommer Forlaget Turbine med bogen “Sanddrømmeren” af den danske debutforfatter Sidsel Katrine Slej. Du kan allerede nu forudbestille dit eksemplar her.

Sidsel Katrine Slej“Det betyder ikke noget, at Fréas drømme tit bliver til virkelighed, siger hendes mor, men da en jætte bryder ind om natten og angriber dem, må moren indrømme, at de ikke er som andre mennesker. Langt fra.
Fréa er en valkyrie, og vølven har spået, at Fréa skal blive den mægtigste sanddrømmer nogensinde – en valkyrie, der kan se fremtiden i sine drømme.

Fréa må tage til Asgård for at blive oplært som valkyrie og bo blandt de gamle, nordiske guder. Her begynder en uventet rejse, hvor hun knytter stærke venskaber og oplever en spirende kærlighed. Men uhyggelige drømme om is, blod og en brændende himmel hjemsøger Fréa. Er det en sanddrøm? Og kan hun forhindre det i at ske?”

5 hurtige til Sidsel Katrine Slej

Hovedpersonerne Fréa og Magne, hvordan kom Frea og Magne til?

Næsten fra starten havde jeg et billede af, hvordan Fréa og Magne skulle være. De skulle begge være énere, men på hver sin måde. Magne skulle være en kriger og Fréa en helbreder. Magne har gammeldags krigerværdier fra Asgård, mens Fréa har blødere moderne værdier fra Midgård. Men de har stor respekt for hinanden.

Det har hele tiden være meningen at særligt Fréa skulle gennemgå en personlig udvikling. Fréa er i starten af bogen en helt normal pige fra Midgård, men bliver sat i en situation, hvor hun er nødt til at klare sig selv et nyt fremmed sted i et meget anderledes samfund end det hun er vant til. Det gør hende stærkere.

Der er nogle fantastiske og troværdige navne i bogen. Hvor stammer de fra?

Navnene er gamle nordiske navne. Mange af personerne (og dermed navnene) har jeg lånt fra Vølsungasaga og bygget videre på. Fréa skal forestille at være ud af vølsungeslægten, men hun og hendes forældre har jeg dog opdigtet.

Er du færdig med Frea og Magne, eller får vi lov at følge dem mere? / Har du andre fortællinger på tegnebrættet?

Det er svært at sige. Inde I mit hoved er jeg langt fra færdig med Fréa og Magne, og jeg ved, hvordan deres historie skal fortsætte. Så det håber jeg naturligvis på at få muligheden for, men det afhænger af hvordan det kommer til at gå Sanddrømmeren. Men jeg har helt klart en fortsættelse på tegnebrættet!

Dette er din første udgivelse. Er det også den første bog du skriver og hvordan har det været at komme igennem til forlagene?

Sanddrømmeren er det første jeg nogensinde har skrevet. En dag fik jeg pludselig en idé, som jeg fik lyst til at skrive ned. Da jeg så først kom i gang med at skrive fandt jeg ud af, hvor meget jeg holdt af det og idéen udviklede sig til et helt manuskript. At få en kontrakt med et forlag har været fantastisk. Jeg har igennem redigeringsprocessen og samarbejdet med min redaktør lært ufattelig meget. Her tror jeg, det handler om at være lydhør og, i hvert fald i mit tilfælde, gøre sig klart at begrebet ”kill your darlings” får en pludselig endda meget konkret betydning!

Har dine personer arver nogle karaktertræk fra dig?

Fréa har. Hun har fantasi og vedholdenhed. Det tror jeg også jeg har. Derudover er hun en lidt forsigtig type, som jeg også selv er. Men hun udvikler sig i bogen og bliver hurtigt en hel del mere selvstændig end jeg selv var i den alder. Hvad angår alle de andre personer har de alle karaktertræk fra folk jeg kender eller har mødt på et tidspunkt.

Anmeldelse: Sanddrømmeren af Sidsel Katrine Slej

20130714-183549.jpg4 stjernerSanddrømmeren er én af den slags bøger, som du sætter dig med og så giver du ikke slip før du er ved vejs ende.

Et skattekammer af nordisk mytologi, spænding og fantasy tilsat en passende, dog beskeden, mængde kærlighedspulver til at få læseren til at ønske mere… Forfatteren har styr på sin baggrundsviden og uden at gøre bogen til en læredomsbog blev jeg fantastisk underholdt med de spændende nordiske Guder.

Sproget flyder og siderne vender sig selv, og jeg krydser mine fingre for, at historien om Fréa og Magne ikke slutter her.

Giv dig selv muligheden for en ægte Fantasy-oplevelse…

Ugen der gik (28/2013)

Der har været lidt stille fra mig de sidste par dage, men jeg nyder sommeren, nu hvor den viser sig fra sin bedste side. Selv om min ferie ikke er startet endnu, bliver der alligevel tid til familieudflugter og strandture…

Tirsdag lå der en spændende ny dansk fantasy-bog “Sanddrømmeren” i min postkasse fra debutanten Sidsel Katrine Slej. Jeg kunne simpelthen ikke lade den ligge, så onsdag lagde jeg mig til rette på terrassen med bogen. Til midnat (det skal siges at jeg selvfølgelig var trukket indendørs på det tidspunkt) lukkede jeg bogen og tænkte ved mig selv: “Det har hun virkelig gjort godt!!!” Bogen er bygget over nordisk mytologi, som forfatteren har helt styr på.

Jeg glæder mig til at fortælle Jer mere om bogen og forfatteren…jeg skal bare lige have fat i hende igen, og det er åbenbart ikke så let… 😦

Lørdag drog jeg til Hanstholm med familien, hvor vi så på bunkers. Det var virkelig fascinerende, men samtidig også vildt skræmmende. Mens vi gik i de mørke, fugtige gange og hørte vores fodtrin give genlyd igennem hele anlægget, kunne jeg ikke lade være med at sende Michael Kamp’s bog Bunker 137 en tanke…og så vil jeg bare tilføje; lad være med det, når du går sådan et sted – gys! Senere samme dag fandt jeg også et lig (!!!!!) og var med til at finde morderen…men det får I lov at høre mere om i uge 31.

I uge 31 har jeg nemlig får lov til at invadere Krimifan.dk. Jeg tager en Take-over på bloggen og deres Facebook-side. Det skal nok blive rigtig sjovt, og det kommer I også det at høre MEGET mere om.

En trofast læser her på bloggen har forespurgt på “Hun gik indpå en bar” og den glæder jeg mig til at fortælle Jer om i morgen 🙂

“Sanddrømmeren” og Karin Slaugther har tilfredsstillende opfyldt mit læsebehov i denne uge 🙂

20130714-183549.jpg