Bjarni Åkesson Filholm – lokal forfatter med forkærlighed til Bornholm, Færøerne og pigtrådsmusik

Bjarni Åkesson Filhom er født i Vestmanna på Færøerne, opvokset på Bornholm og uddannet i København. I dag er han ansat, som bibliotekar på Hjørring Bibliotek, hvor han efterhånden er fast inventar. Bjarni har været på bibliotektet i al den tid jeg kan huske, og han og biblioteket danner en helhed. Han er, som de fleste bibliotekarer, stille og rolig, men samtidig er han altid interesseret og klar på en lille sludder. Og når han kommer gående i sin habitjakke tilsat et stribet, strikket tørklæde, ser jeg ham tydeligt fra bogen “Fraklip” og de glade tressere.

Bjarni Åkesson FilholmBjarni har efterhånden udgivet en del bøger og er nu tilknyttet  Polyteknisk Forlag i København, hvorfra hans bøger forhandles. Han har skrevet og fået udgivet en lang række bøger (siden 1996 og videre frem), mest faglitteratur om færøsk historie/søfartshistorie, samt en par essaysamlinger og lidt diverse om musik.

“Fraklip” er en relativ ubekymret beretning om at blive voksen, skrevet med let pen med mange fællestræk og lån fra hans egen studietid i København i 1970’erne.
Det er en selvstændig fortsættelse til en roman “Lykkepust fra Liverpool”, som han udgav i 2004 på Forlaget Nautilus og foregår på Bornholm i de glade tressere. http://www.forlagetnautilus.dk/Romaner.htm

“Fraklip” kan sagtens læses uden at have læst den foregående roman.

Fraklip af Bjarni Åkesson Filholm

Fraklip“Og Sverri, din lange naive bonderøv. Hav det sjovt, mens du er her i København og lad være med at forpligte dig på nogen måde.  Hav det sjovt, også selv om du kommer til at såre nogen eller mange. Det betyder jo ingenting, og jo senere man havner i borgerlig forloren idyl, des bedre…”

3 stjerner

Fraklip! Tænk sig, at man kan bruge et enkelt ord, som er så fyldestgørende for bogens eksistens. Bogen indholder masser af fraklip fra Sverri’s sidste tid på Bornholm inden han rejser til København for at studere. Det er fraklip om kærligheden til musikken, kvinderne, studierne, vennerne, Bornholm, Færørerne og livet i København.

Brudstykkerne gør, at bogen læses i high-speed. Der bruges ikke krudt på lange eftertænksomme betragtninger, men i stedet får vi de minder, som har hængt ved. Det er sjovt at læse en bog på den måde, men det giver ikke mig et dybere tilhørsforhold til hovedpersonen. Derfor lader jeg mig i stedet for underholde og lader følelserne ligge. Og budskabet går ind…jeg får et indblik i en tid, som ligger før min, men som bekræfter så meget. Jeg får glimt af stoffer, hippier, demonstrationer, The Beatles og lilla stofbleer. Jeg er hengivet til de glade tressere og finder det ganske underholdende.

Sproget er simpel og ligetil. Siderne er korte – altså lidt tekst på hver, og du skal derfor ikke forventet natlæsning til ret mange dage. Desværre indeholdt bogen en del skrivefejl og manglende ord, som generede mig.

Jeg elsker coveret, hvor en yngere Bjarni optræder og helt klart symboliserer Fraklip eminent.

Vinterferien står for døren…

20130217-141327.jpg Ja, så står den på vinterferie for de fleste. Min ferie starter dog først på torsdag, så jeg har stadig noget at se frem til. Selv om jeg skal op og af sted, slapper jeg alligevel mere af end i hverdagen. Familien kan få lov at sove videre, mens jeg lister rundt i huset og gør mig færdig for at tage på arbejde, fritidsaktiviteterns går på stand-by, og alle går lidt ned i gear.

I litteraturens tegn, står vinterferien for mit vedkommende på en lokal forfatter Bjarni Åkesson Filholm’s nyeste bog “Fraklip”. Bjarni begår sig til hverdag som bibliotekar på Hjørring Bibliotek. Desuden kan du opleve Bjarni mandag den 25. februar på Hjørring Bibliotek kl. 19.00, hvor han fortæller om Saxo Publish sammen med kollega Per Drustrup og repræsentanter fra SaxoPublish. Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding og helt sikker et besøg værd.
Derudover har jeg netop modtaget Christian J.D. Dirksen’s bøger “ID – lånt idenditet”, “Faren” og ” Hovedløst” til anmeldelse, så der er nok at gå i gang med.

Nu varer det heller ikke så længe inden årets Krimimesse i Horsens slår dørerne op, og jeg har stakkevis af bøger, som jeg gerne vil nå at læse inden da.

So many books, so little time…

Er du tonedøv – hvor er filteret?

Der udgives ufattelig mange bøger og det kan uden tvivl være meget svært at komme igennem til forlagene. Derfor er der også i dag rigtig mange muligheder for at udgive sine bøger ud over den lange og tunge vej ved et forlag. Selvudgiver er blandt andet én af dem, og det er både godt og skidt. På denne måde har alle en chance for at få publiceret deres værk. Nogle gør det bare for deres egen skyld, men langt de fleste ville lyve, hvis de sagde, at det bare var for sjov.

Drømmen om en karriere som forfatter er stor for mange, men jeg kan ikke helt lade være med at komme til at tænke på American Idol, X-Factor og hvad de utallige talentshows nu end hedder. Dér står det ene håbefulde (og til tider håbløse) sangtalent efter den anden. Og det er skræmmende hvormange af dem, der ret faktisk tror, at de toneløse og falske strofer der kommer over deres læber, er i verdensklasse. Selvfølgelig er talenterne også der iblandt, men… Og her er det så at jeg sammenligner med selvudgiverne. Der er helt sikkert nogle talentfulde forfattere, som får muligheden for at få deres værk på tryk, men vil der ikke også slippe et par tonedøve igennem? Hvor er filteret?

Erotiske fortællinger eller porno?

Netop én af disse selvudgivere fangede min interesse med et flot cover og en fræk og indbydende bagsiden. Bogen er kun udgivet som e-book og prisen var tilforladelig, så den skulle da have en chance.

Desværre levede denne bog under ingen omstændigheder op til mine forventninger. Jeg ved ikke om det bare er mig, der har en forkert opfattelse af erotiske fortællinger, men der var så lidt handlingen, at jeg kedede mig. Jo, altså der var rigligt med handling, når det kom til sengekanten, strandbreden, skrivebordet eller hvor nu de utallige sexakter fik lov at udspille sig. Jeg vil nærmere kalde det for porno end for erotisk fortælling. Tre sider inde i bogen får læseren de første sexscener og det fortsætter stort set på hver anden side med kliché-replikker som “Skat” og “Smukke”, “Tag mig” og “Ih og åh…” indtil allersidste side, som slutter meget brat. Det kan altså godt blive trættende i længden at læse igen og igen. Var fortællingen så bygget op over en meningsfyldt historie med noget kød på – undskyld mit platte ordvalg –  så kunne det måske have opvejet scenerne, som nærmest grænsede til sexvejledning. Jeg læste godt nok bogen i et stræk og giver derfor 2 i stedet for 1 stjerne, for indrømmet – sex er da sjovt, men det tog altså heller ikke lang tid at pløje sig igennem sølle 154 sider, specielt ikke når der står det samme på de fleste sider. Selve skrivestilen virkede på mig amatøragtig og var irriterende med sætninger der flød oveni hinanden. Og som sagt var slutningen så brat, at jeg tror, at forfatteren bare ikke gad mere.