Krimimessen 2014

Det tager tid at sunde sig ovenpå en weekend smækfyldt med store og små indtryk, mange søde og glade mennesker og bøger i stakkevis. Fængslets stemningsfyldte mure dannede endnu en gang rammerne for en messe med blod, mord og en pokkers masse dygtige plotudtænkende forfattere.

“Let skyet med stedvis regn”

I år kunne vejrguderne byde på “let skyet med regn ind imellem” – kedeligt, når man skulle bevæge sig fra fængselsgårdens store telt til de festivalsprægede toiletskurvogne, men det var trods alt bedre end sidste års snestorm. Så er vejret på plads, som vi danskere altid ynder at indlede en samtale med – stærkt efterfulgt af frasen “Hvad laver du så?”

“Den lille sorte er altid et hit”

Og hvad lavede jeg så…???Lørdag mødtes jeg med alle mine søde Krimifan-kolleger og gensynsglæden var stor som altid… Vi lagde hårdt ud med vores veltalende Jakob Knudsen, der stod for skud overfor en læser, som havde vundet et interview med ham. Så jeg lod Jakob være Jakob og kastede mig i stedet over hans yndige hustru Gry. Alt imens Jakob snakkede forfatterskab, fik vi drøftet anmeldelsers og bloggers betydning for litteraturen, men vigtigst af alt fik vi koordineret aftenens dress til den store festmiddag på Hotel Opus. Dét er en meget vigtig ting…

“Goth-retsmediciner anbefales før frokost”

Da frokosten var fortærret tiltrak den tyske goth-retsmediciner Mark Benecks’ foredrag om “Forfærdelige forbrydelser – og Førerens gebis.” Jeg havde egentligt ikke tænkt så meget over det, som smuttede gladeligt afsted med et par Krimifans. Denne retsmediciner var en helt speciel type, som er svær at beskrive. Han tolerede ikke at publikum ikke gav ham den fulde opmærksomhed, så stoppede han simpelthen op og spurgte på engelsk med kraft tysk accent “Is there something the matter?” (Sig lige den sætning i hoved med tysk accent – det er altså hylemorsomt…) Men det var ligesom ikke stedet for et hysterisk latteranfald, så jeg beherskede mig. Det næste problem, som retmedicineren måtte påpege flere gange i form at en stor slide på hans projekt “No pictures”. Fair nok, det viste sig, at de billeder, som han brugte under hans foredrag var fra virkelig gerningssteder og derfor var det ikke tilladt at fotografere. Billederne var selvfølgelig barske, men det var faktisk ikke det der påvirkede mig mest. Det var det faktum, at dét gerningssted og i lige dén blodpøl var der rent faktisk en person, som havde mistet livet – og umiddelbart på en meget brutal måde. Det var ikke længere bare fiktion, som vi læser i alle krimiromanerne. Det var virkelighed. Da han gik videre til næste billede af et lig – halvt i oplæsning – i en sø, og han begyndte på midernes og spyfluernes udvikling, samtidig med ligets forrådnelse, så takkede jeg af og forbandede den sandwich jeg netop havde fortærret indenforedraget. Uden tvivl en dygtig mand, men næste gang skal jeg nok være lidt mere mentalt rustet og vente med frokosten.

“Festmiddag, Chris Carter og Blå Gajol”

En power-nap, et godt grin med Ørkenens sønner fra TV og en omgang styling, og så var der afgang til den store festmiddag på Hotel Opus. Jeg var så heldig at få Chris Carter til bordherre, hvilket gjorde aftenen til en helt unik oplevelse. Maden var god, vinen var sparsom, men min bordherre var en ivrig fortæller, og timerne skred hurtig frem. Snart efter middagen gik vi i baren, hvor Chris Carter fik mulighed for at prøve de berømte Gajol-drinks. Jeg kan ikke huske, hvad det var han sammenlignede den Blå Gajol med, men det var ikke noget nogen ville bryde sig om at drikke. Jeg fortsatte en vældig interessant samtale med Chris indtil midnat, hvor mit hoved kaldte på en pude.

Søndag bød på interview på standen med føromtalte Chris Carter, Sissel-Jo Gazan og svenske Carin Gerhardsen. Det var sjovt at interviewe dem alle, som er vidt forskellige typer – hvilket også afspejles tydeligt i deres bøger. Gårsdagens oplevelser og indtryk havde sat sit præg på krop og sind, og jeg var klar til afrejse allerede kl. 14. Så jeg takkede af med kufferten fuld af bøger, hovedet fuld af oplevelser og sindet fuld af inspiration.

I løbet af weekenden fik jeg mødt en masse flinke forfattere. Du ser nogle af dem på nedenstående billeder: Inger Wolf, Jens Østergaard, Morten Ellemose, Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel, Michael Lycke, Stephanie Caruana, Lotte Petri, Chris Carter, Emilie Schepp, AJ Kazinski (jeg følte mig meget-meget lille sammen med dem. Det ser næsten ud som om jeg sidder på knæ…) Sissel-Jo Gazan, Joakim Zander, Kim Juul, Carin Gerhardsen og Jakob Knudsen med sin skønne hustru Gry.

 

Krimimessen er lige rundt om hjørnet…

Så er det lige før, at krimimessen atter slår dørene op for en forrygende weekend. Denne første weekend i april står den både på Sara Blædel, Jussi-Adler Olsen, Sissel-Jo Gazan og mange, mange flere kendte, som mindre kendte forfattere. Der plads til dem alle og store, som små – nye, som gamle.

Jeg varmer sæderne i Krimifan’s stand begge dage sammen med mine fantastiske blogger-kolleger. Og vi kører et hårdt program spækket med konkurrencer og forfatterinterviews. Du kan hos os blandt andre møde Jakob Knudsen, Jussi-Adler Olsen, Kaaberbøl & Friis, Sara Blædel, Sofie Sarenbrandt, Chris Carter, Ninni Schulmann, Sissel-Jo Gazan og Carin Gerhardsen. Personligt glæder jeg mig ustyrlig meget til at lave interview med Jakob Knudsen (fantastisk forfatter og så bor vi jo i samme dejlige nordjyske by :-), Sissel-Jo Gazan, Carin Gerhardsen og selveste Chris Carter… Så kig endelig forbi…

Vognene ruller atter i Dødesporet…

Anmeldelse: Dødesporet af Sara Blædel

Sara Blædel har endnu en gang leveret en fremragende krimi, dog med en del flere “bløde” vinkler end i hendes tidligere Louise Rick-bøger.

Fortællingen tager udgangspunkt i Asatroen, som jeg syntes, at hun beskriver godt og spændende. Min nysgerrighed omkring troen blev vagt, og jeg blev lidt klogere uden at føle, at jeg var sat på skolebænken. Rigtig mange fascinerende ritualer blev vendt og – sikkert også takket været dramatikken omkring disse – blev jeg fængslet af historien. Det kan være svært at forestille sig, at der rent faktisk er mange i Danmark, som dyrker troen, som er mig meget fremmed og ukendt. Og selv om det på den ene side kan virke overnaturlig og fiktivt, så ved jeg jo netop, at det er det ikke. Det fascinerer mig meget og giver plads til så meget mere fiktion på de andre fronter.

Kærligheden…aha…endelig blev der plads til lidt mere, og vi oplever også en Louise Rick, som åbner sig op og tager imod trøst, dejligt!!!

At Eik er indblandet i alle de forskellige drama giver jo sig selv, men jeg syntes næsten, at det efterhånden er lidt for urealistisk, at Camilla og Fredrik bliver indvolveret igen-igen-igen… Måden, hvor på historien er stykket sammen, giver selvfølgelig god mening, men i hver eneste bog er Camilla indblandet i dramatikken og hvis ikke det skal blive for fiktivt, så tror jeg, at Sara Blædel skal passe på ikke at drage Camilla ind i knudepunktet hver gang.

Hvor realistisk er det også at den stakkels dreng Jonas kan blive ved med at være velfungerende, når han efterhånden har set sin far blive dræbt, fundet et spædbarn, blevet kidnappet og ellers i al almindelighed været udsat for mordforsøg og hvad ellers hverdagen måtte tilbyde. Nej, det der gjorde drengen sky og indelukket var mobning i skolen…hmmm?!?!

Vi fik også en afklaring på Klaus og sikke et drama. Hele historien rejste sig, som en brølende løve og nedlagde alt og alle. Der var virkelig fart over feltet i den sidste del af bogen, og det var fedt!

Nu er jeg så spændt på hvor lang tid vi skal vente på at finde ud af hvad Eik gemmer i rygsækken. Han har helt sikkert nogle lig i lasten med hensyn til hans ungdomskæreste. Og er det noget, som kan sætte Louise og Eik’s forhold ud af spil? Jeg glæder mig til næste dosis af Louise, Camilla, Eik, Frederik, Jonas, Marcus og Melvin…gid ventetiden må gå stærkt.

Skal vi læse Dødesporet sammen?

På søndag den 1. december skal det ikke kun handle om kalenderlys og adventskranse, nej,  sammen med alle de krimifan som har lyst, starter vi på Sara Blædel’s nye bog “Dødesporet”. Vi læser i hele december og det foregår lige her

Du er hermed inviteret til at deltage…

Sara Blædel i Arnold Busck, Hjørring

Det er ikke så tit, at de helt store navne kommer til det nordjyske. Ofte har jeg siddet og set den ene begivenhed efter den anden blive annonceret i hovedstadsområdet, og ærget mig gul og grøn over ikke at kunne deltage. Så jeg skulle selvfølgelig heller ikke gå glip af, at Sara den 13. november kom til Hjørring i den lokale Arnold Busck-forretning – kun 5 dage efter hendes udgivelse af “Dødesporet”.

Sara Blædel havde et super spændende oplæg om hendes nye bog. Det har jeg valgt, at jeg skriver om i forbindelse med min rapportage fra Bogforum, da det var meget de samme ting, som jeg hørte dér. Til gengæld fik jeg lov at få et kvarter med hende på tomandshånd efter oplægget. Det var helt uovertruffen. Hun er sød, engageret og meget tålmodig. Ikke noget stress eller jagt over at skulle videre i programmet. Her er hvad vi talte om…

Hvis du skulle lave en spin-off på én af dine karakterer, hvem skulle det så være?
Eik! Ingen tvivl om det. Han er en spændende karakter med en masse bagage. Han har en stor portion dæmoner, som han slås med. Fx historien med kæresten…Hvad skete der den gang hun forsvandt? Er hun død, eller findes hun stadig derude?
Og så har han jo også en vis indflydelse på Louise Rick. Jo, der kunne godt komme en spændende historie ud af Eik…

Kærlighed er der ikke så meget af i dine bøger. Tør du blive ved med det?
Jeg har en del år været alenemor med min søn, Adam. Det var selvfølgelig ikke et valg, at jeg skulle blive alenemor med en dreng på 1 1/2 år, men efterfølgende havde jeg ikke behov for en mand i mit liv. Jeg elskede mit arbejde og min dreng og havde egentligt nok i det. Derfor kunne jeg også blive meget irriteret over, at folk konstant spurgte om ikke snart jeg skulle have mig en mand.
Det er lidt det samme med Louise Rick. Hun er ekstremt arbejdsom – det er ikke karrierestigen, som hun går efter, men hun engagerer sig bare meget i et job hun elsker. Hun er ikke type til pigemiddage, har ikke et behov for en mand og har slet ikke lyst til at binde sig.
Desuden har hun jo også sin del med i bagagen. I “De glemte piger” blev der åbnet op for historien om hendes første kærlighed, som endte på meget tragisk vis. Det har helt klart sat sine spor…og mon ikke at der også findes en historien dér, som er værd at grave lidt i.

Du fortæller, at du er ordblind. Hvordan ender man så med at blive en succesrig forfatter?
Det gør man med et stor portion stædighed og beslutsomhed. Og det er der jo også stadigvæk. Specielt, når jeg fx. signerer bøger, hvor folk kigger på mig eller jeg laver hurtige status opdatering på Facebook, så kan jeg være bange for at lave fejl. Men jeg har besluttet mig for, at det ikke må tage skrivelysten fra mig, så hellere lave fejl ind imellem. Men det er ikke en beslutning, som er kommet let til mig.

Bogmarkedet er jo et stort begreb i dag. Der er både papirbøger, e-bøger og lydbøger. Hvad syntes du om det udvikling og hvad foretrækker du?
Papirbøgerne vil altid være mine foretrukne bøger. Jeg har dog nydt rigtig godt af lydbøgerne, når jeg har rejst meget og kørt lange strækninger i min bil. Så er de jo et fremragende tidsfordriv. Og jeg kan helt klart også se fordelen ved at pakke en e-bogslæser i kufferten, i stedet for flere tykke krimier. Jeg syntes det er dejligt med forskellige muligheder til forskellige situationer.

Hvad er dit syn på selvudgivelser?
Jeg syntes det er fint, MEN jeg mener samtidig at man skal ikke undervurderer en redaktørs arbejde. Redaktøren er for mig ekstremt vigtig, for det er ikke ‘bare’ at udgive en bog. Forlaget laver et kæmpe stykke arbejde, og selv om nogen mener, at de kan være svære at komme igennem ved, så er der også bare nogen gange brug for et filter. Det er ikke alt, som måske behøver at blive udgivet.

Desuden kan I følge med og deltage i debatten på Krimifan.dk i december, hvor vi læser og disskuterer “Dødesporet” sammen.

Slutteligt vil jeg sige tusind tak til Sara Blædel for at tage sig tid til at tale med mig og en mindst lige så stort tak til Anders fra Arnold Busck i Hjørring for et super godt arrangement og for at blive lidt længere end planlagt!!!

Bogforum 2013…status!

Fredag var jeg just ankommet til messen og som noget af det første slog jeg et lille smut forbi Hr. Ferdinand’s stand. Et absolut højdepunkt på messen var at møde min favorit-forfatter Karin Slaughter og minsandten om ikke hun stod lige der. Så helt spontant fik jeg at vide, at jeg bare kunne gå over og tage en snak med hende…!!! Det var lige før den sorte klap gik ned…det havde jeg slet ikke forberedt mig på, og jeg var helt forfjamsket. Det lykkedes mig dog at sige lidt fornuftigt og fik en fin lille dialog ud af det. Hvad vi snakkede om skal I nok få at høre senere.

Det var jo en fed start på messen, og jeg gik glad videre. På min rundtur kom jeg forbi Forlaget Valeta, hvor en af standens indehavere (Michael) prikkede mig på skulderen og spurgte “Er det ikke Rikke fra Andrup’s Bookshelf?” Jeg siger jer…mine små 160 cm blev lige pludselig til meget mere, og vi grinede en del af, at nu var jeg spottet og det var slut med at gå anonymt rundt. Endnu en fedt og bekræftede oplevelse…

Fredagen fortsatte, og i Saxo.com’s stand spottede jeg Rikke fra Paperback Castle. Vi fik lige en kort sludder, og det var rigtig hyggeligt at se hinanden, når nu man har skrevet en del sammen. Senere mødtes jeg i Tellerups stand med Anne Mejlhede, som står bag Black Daggert Brotherhood’s facebook side, hvor hun gør et fantastisk arbejde. Den utrolig frisk og glad pige, som var sprunget på toget med sin 3 måneder gamle baby i barnevognen, det’ frisk gjort!
Endelig var jeg også inde at høre et fremragende interview med Sara Blædel og Karin Slaughter.

Lørdag blev dagen, hvor armmusklerne blev testet. Der blev købt massevis af bøger, og der sneg sig også en hel del anmeldereksemplarer ned i nettene.

I Tellerups stand fik jeg signeret et par bøger af Michael Kamp og Louise Haiberg og jeg fik en lille, kort sludder med Louise. Hos Boggnaskerne fik jeg signeret en bog til min datter, som jeg glæder mig til at give hende. Det er en bog af Josefine Ottesen, som vi læser og skal anmelde sammen. Det er lidt sjovt. Hos Alvilda fik jeg mulighed for at hilse på Nicole Boyle Rødtnes, som skriver nogle fantastiske bøger og hun havde heldigvis også tid til en signering.

Til middag mødtes jeg med alle mine bloggerkolleger, samt Thilde og Tina fra Krimifan.dk. Vi disskuterede udvikling og fremtid for Krimifan.dk. Dernæst gik vi i samlet flok til Hvid Scene, hvor Marianne Jelved skulle overrække Saxo.com’s Innovations Pris. De 3 nominerede var Mofibo, New Pub og Krimifan. Det var et stort øjeblik, og “vi” rendte da også afsted med æresprisen.

Senere på lørdagen drak vi champagne med Sara Blædel og alle hende læsere, da hende nye bog Dødesporet blev fejret ved en reception på People’s Press’ stand. I december er jeg ordstyrer for en læsegruppe på Krimifan.dk, hvor vi sammen skal læse Dødesporet. Håber jeg kan vente så længe med at læse den 🙂

Søndag slæbte jeg et par gamle skoleveninder med på messen, og det var en meget mere hyggelig og afslappende dag, hvor der var god tid til at ose. Vi hørte et foredrag med Sara Blædel, lidt af Huxi Bach på Litteratursiden’s stand (et sexet interview, som desværre ikke var så sexet, som det var slået op) og lidt om 1-dags kuren hos People’s Press.

Et visti på Politikens stand endte ud i endnu et spontant mini interview, denne gang med Jussi Adler-Olsen. Det var jeg jo af gode grunde heller ikke forberedt på, men som jeg selv mener, at jeg klarede en del bedre end med Karin Slaughter 😀 Det var egenligt meget nem at charme sig ind hos ham, jeg skulle blot fortælle, hvor jeg kommer fra og så var han solgt…

Der kommer mere omkring Jussi Adler-Olsen, Karin Slaughter og Sara Blædel senere…

Her er nogle af de bøger, som jeg fik med hjem (kan ikke huske alle titlerne på stående fod 🙂 ):
1Q84 bind 1+2, Chris Carter første 2 bøger, Kristina Ohlsson den nyeste, Marcos-effekten, Dødesporet, Den betænksomme morder, Kald mig prinsesse, Julians historie, Ikke i år, skat!, Hedt, Snydt, Laust, Rum, 2 af Gillian Flynn, som ikke er Kvinden der forsvandt, Det næstbedste + efterfølgeren og så en hel del flere…

I dag udkommer Dødesporet af Sara Blædel…

…og jeg står klar til at hente mit eksemplar og ikke mindst at få en signatur, som gør bogen helt til min egen.

Denne weekend bliver der mulighed for at møde mine 2 favorit-forfattere Sara Blædel og Karin Slaughter på årets Bogforum.

Forfatter-fokus: Sara Blædel

Anmeldelse: De glemte piger af Sara Blædel

Louise Rick er kun lige i gang med den spæde opstart som leder af Den Særlig Eftersøgningstjeneste, da liget af en uidentificeret kvinde bliver fundet i en skov.

Da hun endnu ikke har fundet en makker i teamet, bliver hun “påduttet” den tilsyneladende alkoholiseret efterforsker Eik. Ydermere er hendes nye chef åbentbart kun interesseret i en høj opklaringsprocent på afdelingens sager, så Louise Rick kommer hårdt på prøve.

Spørgsmålet om, hvorvidt det var en lidt for desperat afledningsmanøve at påtage sig den nye stilling – som ingen anden ønskede at påtage sig, blot for at slippe for at komme under Michael Stig’s ledelse, sniger sig ind under huden på Louise.

Sagen om den uidentificerede kvinde, ripper op i gamle sår, som er dybe og hjerteskærende og viser for første gang en skrøbelig og bange Louise Rick.

Samtidig glider Camilla Lind væk fra Louise i et virvar af bryllupsplanlægning, uengagerede håndværkere og et snobbet temperament.

Plejesønnen Jonas brillerer i musikkens verden, underboen Melvin bruger efterhånden med tid med hans damebekendtskab og Louise’s nye makker er et helt kapitel for sig.

Endnu en gang en fremragende krimi, hvor siderne vender sig selv, og jeg sad helt yderst på stolen det meste af tiden. Louise Rick og hendes familie/venner/kolleger er kommet helt under huden på mig, og jeg er vilde med hver og én…

Forfatter-fokus: Sara Blædel

Anmeldelse: Dødsenglen af Sara Blædel

Denne 6. bog i serien om Louise Rick er – efter min mening – indtil nu den bedste i serien. Eneste negative ting var, at bogen ikke var længere – heldigvis kan jeg straks tage fat i den næste bog i serien og glæde mig over, at den 8. bog lander i butikkerne om 2 dage…

Jeg er glad for, at jeg har læst samtlige af bøgerne i serien, ellers ville jeg slet ikke få så fantastisk en læseoplevelse. Der er efterhånden bygget et stærkt persongalleri op omkring Louise Rick, Camilla Lind, Jonas, Melvin og kollegerne. I denne bog griber historien fat i en hændelse fra foregående bog og bygger videre på denne. Det understøtter hele samhørigheden af serien fantastisk og styrker denne.

Kærlighed finder du ikke meget af i disse bøger – til gengæld får du masser af udspekuleret magtudøvelse og modbydelige, grundvoldsrystende handlinger udtænkt af et sygt sind. Mens unge, nordiske kvinder forsvinder og bliver offer for en gal mands værk, sloges den velhavende familie Sachs-Smiths yngste generation om familiens værdier.

Camilla Lind er forelsket i den ene af den forsvundne Walter Sachs-Smiths sønner, og Camilla ved noget, som resten af familien ikke gør.

Louise Rick forsøger at være den rette for sin plejesøn Jonas, men det er ikke let pludselig at blive “mor” til en 12-årig dreng, som allerede har pådraget sig urimelig mange ar på sjælen. Samtidig elsker hun sit job og kollegerne og arbejder sig gennem sagen efter sagen med professionel og målrettet vilje, som hver gang får hende på rette spor. Og det betaler sig…

Forfatter-fokus: Sara Blædel

Anmeldelse: Hævnens gudinde af Sara Blædel

Denne 5. bog i serien om Louise Rick og Drabsafdelingen, er den bog, der har vagt de største følelser til live. Generelt er det jo ikke dyb kærlighed, varme følelser eller latterfremkaldende humor, som udspiller sig i Sara Blædel’s krimier. Men der var stor og dyb sorg at føle i denne bog, og klumpen var stor og kvælende i halsen på mig flere gange.

Som i flere af de andre krimier jonglerer Louise Rick og afdelingen med flere sager, som i sidste ende har en eller anden form for indflydelse på hinanden. Det fungerer godt og holder spændingen i højsædet.

Camilla Lind slikker sårene efter de knubs hun fik i “Aldrig mere fri”.

Louise Rick er nødt til at tage sit livs holdepunkter op til overvejelser og måske se ud over hendes egne behov. Også alt sammen udspundet af store beslutninger truffet i foregående fortælling.

Lars Jørgensen kæmper med at få sit liv med børnene til at fungere efter, at konen er skredet. Det efterlader Louise Rick med en midlertidig ny makker.

Michael Stig er væsentligt ‘nedskrevet’ i denne fortælling, specielt i forhold til den foregående, hvor han endelig begyndte at blive en lille smule mere tålelig at høre på.
Willumsen…jeg venter bare på at den mand falder om med et slagtilfælde med det temperament han ligger for dagen. Han fortjener at en eller anden lukkede kæften på ham. Louise gør antræk til det, men får det aldrig rigtig trumfet igennem, men i min verden burde hun give ham det glatte lag.

Endnu en gang nød jeg selskabet og vil straks forgribe mig på den næste bogen i serien…