Vognene ruller atter i Dødesporet…

Anmeldelse: Dødesporet af Sara Blædel

4 stjernerdødesporet 2Sara Blædel har endnu en gang leveret en fremragende krimi, dog med en del flere “bløde” vinkler end i hendes tidligere Louise Rick-bøger.

Fortællingen tager udgangspunkt i Asatroen, som jeg syntes, at hun beskriver godt og spændende. Min nysgerrighed omkring troen blev vagt, og jeg blev lidt klogere uden at føle, at jeg var sat på skolebænken. Rigtig mange fascinerende ritualer blev vendt og – sikkert også takket været dramatikken omkring disse – blev jeg fængslet af historien. Det kan være svært at forestille sig, at der rent faktisk er mange i Danmark, som dyrker troen, som er mig meget fremmed og ukendt. Og selv om det på den ene side kan virke overnaturlig og fiktivt, så ved jeg jo netop, at det er det ikke. Det fascinerer mig meget og giver plads til så meget mere fiktion på de andre fronter.

Kærligheden…aha…endelig blev der plads til lidt mere, og vi oplever også en Louise Rick, som åbner sig op og tager imod trøst, dejligt!!!

At Eik er indblandet i alle de forskellige drama giver jo sig selv, men jeg syntes næsten, at det efterhånden er lidt for urealistisk, at Camilla og Fredrik bliver indvolveret igen-igen-igen… Måden, hvor på historien er stykket sammen, giver selvfølgelig god mening, men i hver eneste bog er Camilla indblandet i dramatikken og hvis ikke det skal blive for fiktivt, så tror jeg, at Sara Blædel skal passe på ikke at drage Camilla ind i knudepunktet hver gang.

Hvor realistisk er det også at den stakkels dreng Jonas kan blive ved med at være velfungerende, når han efterhånden har set sin far blive dræbt, fundet et spædbarn, blevet kidnappet og ellers i al almindelighed været udsat for mordforsøg og hvad ellers hverdagen måtte tilbyde. Nej, det der gjorde drengen sky og indelukket var mobning i skolen…hmmm?!?!

Vi fik også en afklaring på Klaus og sikke et drama. Hele historien rejste sig, som en brølende løve og nedlagde alt og alle. Der var virkelig fart over feltet i den sidste del af bogen, og det var fedt!

Nu er jeg så spændt på hvor lang tid vi skal vente på at finde ud af hvad Eik gemmer i rygsækken. Han har helt sikkert nogle lig i lasten med hensyn til hans ungdomskæreste. Og er det noget, som kan sætte Louise og Eik’s forhold ud af spil? Jeg glæder mig til næste dosis af Louise, Camilla, Eik, Frederik, Jonas, Marcus og Melvin…gid ventetiden må gå stærkt.

Sara Blædel i Arnold Busck, Hjørring

20131119-222516.jpgDet er ikke så tit, at de helt store navne kommer til det nordjyske. Ofte har jeg siddet og set den ene begivenhed efter den anden blive annonceret i hovedstadsområdet, og ærget mig gul og grøn over ikke at kunne deltage. Så jeg skulle selvfølgelig heller ikke gå glip af, at Sara den 13. november kom til Hjørring i den lokale Arnold Busck-forretning – kun 5 dage efter hendes udgivelse af “Dødesporet”.

Sara Blædel havde et super spændende oplæg om hendes nye bog. Det har jeg valgt, at jeg skriver om i forbindelse med min rapportage fra Bogforum, da det var meget de samme ting, som jeg hørte dér. Til gengæld fik jeg lov at få et kvarter med hende på tomandshånd efter oplægget. Det var helt uovertruffen. Hun er sød, engageret og meget tålmodig. Ikke noget stress eller jagt over at skulle videre i programmet. Her er hvad vi talte om…

Hvis du skulle lave en spin-off på én af dine karakterer, hvem skulle det så være?
Eik! Ingen tvivl om det. Han er en spændende karakter med en masse bagage. Han har en stor portion dæmoner, som han slås med. Fx historien med kæresten…Hvad skete der den gang hun forsvandt? Er hun død, eller findes hun stadig derude?
Og så har han jo også en vis indflydelse på Louise Rick. Jo, der kunne godt komme en spændende historie ud af Eik…

20131119-222603.jpgKærlighed er der ikke så meget af i dine bøger. Tør du blive ved med det?
Jeg har en del år været alenemor med min søn, Adam. Det var selvfølgelig ikke et valg, at jeg skulle blive alenemor med en dreng på 1 1/2 år, men efterfølgende havde jeg ikke behov for en mand i mit liv. Jeg elskede mit arbejde og min dreng og havde egentligt nok i det. Derfor kunne jeg også blive meget irriteret over, at folk konstant spurgte om ikke snart jeg skulle have mig en mand.
Det er lidt det samme med Louise Rick. Hun er ekstremt arbejdsom – det er ikke karrierestigen, som hun går efter, men hun engagerer sig bare meget i et job hun elsker. Hun er ikke type til pigemiddage, har ikke et behov for en mand og har slet ikke lyst til at binde sig.
Desuden har hun jo også sin del med i bagagen. I “De glemte piger” blev der åbnet op for historien om hendes første kærlighed, som endte på meget tragisk vis. Det har helt klart sat sine spor…og mon ikke at der også findes en historien dér, som er værd at grave lidt i.

Du fortæller, at du er ordblind. Hvordan ender man så med at blive en succesrig forfatter?
Det gør man med et stor portion stædighed og beslutsomhed. Og det er der jo også stadigvæk. Specielt, når jeg fx. signerer bøger, hvor folk kigger på mig eller jeg laver hurtige status opdatering på Facebook, så kan jeg være bange for at lave fejl. Men jeg har besluttet mig for, at det ikke må tage skrivelysten fra mig, så hellere lave fejl ind imellem. Men det er ikke en beslutning, som er kommet let til mig.

Bogmarkedet er jo et stort begreb i dag. Der er både papirbøger, e-bøger og lydbøger. Hvad syntes du om det udvikling og hvad foretrækker du?
Papirbøgerne vil altid være mine foretrukne bøger. Jeg har dog nydt rigtig godt af lydbøgerne, når jeg har rejst meget og kørt lange strækninger i min bil. Så er de jo et fremragende tidsfordriv. Og jeg kan helt klart også se fordelen ved at pakke en e-bogslæser i kufferten, i stedet for flere tykke krimier. 20131119-223125.jpgJeg syntes det er dejligt med forskellige muligheder til forskellige situationer.

Hvad er dit syn på selvudgivelser?
Jeg syntes det er fint, MEN jeg mener samtidig at man skal ikke undervurderer en redaktørs arbejde. Redaktøren er for mig ekstremt vigtig, for det er ikke ‘bare’ at udgive en bog. Forlaget laver et kæmpe stykke arbejde, og selv om nogen mener, at de kan være svære at komme igennem ved, så er der også bare nogen gange brug for et filter. Det er ikke alt, som måske behøver at blive udgivet.

Desuden kan I følge med og deltage i debatten på Krimifan.dk i december, hvor vi læser og disskuterer “Dødesporet” sammen.

Slutteligt vil jeg sige tusind tak til Sara Blædel for at tage sig tid til at tale med mig og en mindst lige så stort tak til Anders fra Arnold Busck i Hjørring for et super godt arrangement og for at blive lidt længere end planlagt!!!

I dag udkommer Dødesporet af Sara Blædel…

…og jeg står klar til at hente mit eksemplar og ikke mindst at få en signatur, som gør bogen helt til min egen.

Denne weekend bliver der mulighed for at møde mine 2 favorit-forfattere Sara Blædel og Karin Slaughter på årets Bogforum.

Sara Blædel

Forfatter-fokus: Sara Blædel

Anmeldelse: De glemte piger af Sara Blædel

5 stjernerDe glemte pigerLouise Rick er kun lige i gang med den spæde opstart som leder af Den Særlig Eftersøgningstjeneste, da liget af en uidentificeret kvinde bliver fundet i en skov.

Da hun endnu ikke har fundet en makker i teamet, bliver hun “påduttet” den tilsyneladende alkoholiseret efterforsker Eik. Ydermere er hendes nye chef åbentbart kun interesseret i en høj opklaringsprocent på afdelingens sager, så Louise Rick kommer hårdt på prøve.

Spørgsmålet om, hvorvidt det var en lidt for desperat afledningsmanøve at påtage sig den nye stilling – som ingen anden ønskede at påtage sig, blot for at slippe for at komme under Michael Stig’s ledelse, sniger sig ind under huden på Louise.

Sagen om den uidentificerede kvinde, ripper op i gamle sår, som er dybe og hjerteskærende og viser for første gang en skrøbelig og bange Louise Rick.

Samtidig glider Camilla Lind væk fra Louise i et virvar af bryllupsplanlægning, uengagerede håndværkere og et snobbet temperament.

Plejesønnen Jonas brillerer i musikkens verden, underboen Melvin bruger efterhånden med tid med hans damebekendtskab og Louise’s nye makker er et helt kapitel for sig.

Endnu en gang en fremragende krimi, hvor siderne vender sig selv, og jeg sad helt yderst på stolen det meste af tiden. Louise Rick og hendes familie/venner/kolleger er kommet helt under huden på mig, og jeg er vilde med hver og én…

Forfatter-fokus: Sara Blædel

Anmeldelse: Dødsenglen af Sara Blædel

5 stjernerdødsenglen 2Denne 6. bog i serien om Louise Rick er – efter min mening – indtil nu den bedste i serien. Eneste negative ting var, at bogen ikke var længere – heldigvis kan jeg straks tage fat i den næste bog i serien og glæde mig over, at den 8. bog lander i butikkerne om 2 dage…

Jeg er glad for, at jeg har læst samtlige af bøgerne i serien, ellers ville jeg slet ikke få så fantastisk en læseoplevelse. Der er efterhånden bygget et stærkt persongalleri op omkring Louise Rick, Camilla Lind, Jonas, Melvin og kollegerne. I denne bog griber historien fat i en hændelse fra foregående bog og bygger videre på denne. Det understøtter hele samhørigheden af serien fantastisk og styrker denne.

Kærlighed finder du ikke meget af i disse bøger – til gengæld får du masser af udspekuleret magtudøvelse og modbydelige, grundvoldsrystende handlinger udtænkt af et sygt sind. Mens unge, nordiske kvinder forsvinder og bliver offer for en gal mands værk, sloges den velhavende familie Sachs-Smiths yngste generation om familiens værdier.

Camilla Lind er forelsket i den ene af den forsvundne Walter Sachs-Smiths sønner, og Camilla ved noget, som resten af familien ikke gør.

Louise Rick forsøger at være den rette for sin plejesøn Jonas, men det er ikke let pludselig at blive “mor” til en 12-årig dreng, som allerede har pådraget sig urimelig mange ar på sjælen. Samtidig elsker hun sit job og kollegerne og arbejder sig gennem sagen efter sagen med professionel og målrettet vilje, som hver gang får hende på rette spor. Og det betaler sig…

Forfatter-fokus: Sara Blædel

Anmeldelse: Hævnens gudinde af Sara Blædel

4 stjernerhævnens gudindeDenne 5. bog i serien om Louise Rick og Drabsafdelingen, er den bog, der har vagt de største følelser til live. Generelt er det jo ikke dyb kærlighed, varme følelser eller latterfremkaldende humor, som udspiller sig i Sara Blædel’s krimier. Men der var stor og dyb sorg at føle i denne bog, og klumpen var stor og kvælende i halsen på mig flere gange.

Som i flere af de andre krimier jonglerer Louise Rick og afdelingen med flere sager, som i sidste ende har en eller anden form for indflydelse på hinanden. Det fungerer godt og holder spændingen i højsædet.

Camilla Lind slikker sårene efter de knubs hun fik i “Aldrig mere fri”.

Louise Rick er nødt til at tage sit livs holdepunkter op til overvejelser og måske se ud over hendes egne behov. Også alt sammen udspundet af store beslutninger truffet i foregående fortælling.

Lars Jørgensen kæmper med at få sit liv med børnene til at fungere efter, at konen er skredet. Det efterlader Louise Rick med en midlertidig ny makker.

Michael Stig er væsentligt ‘nedskrevet’ i denne fortælling, specielt i forhold til den foregående, hvor han endelig begyndte at blive en lille smule mere tålelig at høre på.
Willumsen…jeg venter bare på at den mand falder om med et slagtilfælde med det temperament han ligger for dagen. Han fortjener at en eller anden lukkede kæften på ham. Louise gør antræk til det, men får det aldrig rigtig trumfet igennem, men i min verden burde hun give ham det glatte lag.

Endnu en gang nød jeg selskabet og vil straks forgribe mig på den næste bogen i serien…

Forfatter-fokus: Sara Blædel

Anmeldelse: Aldrig mere fri af Sara Blædel

4 stjernerAldrig mere fri 2I den 4. bog om Louise Rick er hun tilbage i Drabsafdelingen på Københavns Politigård.

Denne gang bringes læseren udover landgrænserne og får en virkelig grim side at se med menneskehandel, prostitution og organiseret kriminalitet.

Det er rart at følge kollegerene og selv Michael Stig er jeg så småt begyndt at kunne lide, selv om han nok altid vil kunne få “mit pis i kog” med hans arrogante holdning.

Camilla Lind får en hel del skrammer psykisk og jeg er spændt på hvilken retning denne bogs konsekvenser vil bringe hende i  fremover.

Louise Rick selv får også vendt op og ned på sit liv og står overfor en af de helt store beslutninger, som vil ændre alt.

Jeg beundrer Sara Blædels evne til at gøre hver bog helt sin egen. Historierne er vidt forskellige, men der er stadig en klippefast base i Louise Rick, Camilla Lind og alle kollegerne. En base som udvikler sig og for hver bog åbner op for mere personlighed og skaber en tilknytning mellem gruppen og læseren.

Formidabel og skræmmende læsning på én gang!

Forfatter-fokus: Sara Blædel

Anmeldelse: Kun ét liv af Sara Blædel

3 stjernerKun et liv 2I denne 3. bog om Louise Rick bliver læseren trukket ud af de efterhånden trygge og vante omgivelser, som Sara Blædel ellers har skabt i miljøet om Louise Rick og hendes familie/venner.

Lousie Rick bliver udlånt til Rejseholdet og hele forløbet foregår i Holbæk. Personligt syntes jeg, at det lidt en skam allerede at ændre hele persongalleriet, hvor det stort set kun er journalisten og veninden Camilla Lind, som følger troeligt med.

Selve historien tager udgangspunkt i mordet på en teenagepige af anden etnisk baggrund og det får hurtigt politi, presse og borgere til at dømme. Efter alle de indledende afhøringer og undersøgelser syntes jeg, at historien går meget ned i gear. Sådan er virkeligheden ofte også, men i en krimi er det vigtig at holde læseren til ilden. Det kneb lidt for mig.

Jeg er dog stadig vild med personen Louise Rick. Hun fremstår viljestærk og proffesionel, men alligevel har hun selvfølgelig også sine svagheder og det er jo det der er med til at gøre personen interessant.

Jeg er spændt på at se, om Louise Rick er tilbage i de vante omgivelser i næste bog og hvordan tingene arter sig for hende.

Forfatter-fokus: Sara Blædel

Anmeldelse: Kald mig prinsesse af Sara Blædel

Kald mig prinsesse4 stjernerNoget tyder på, at Sara Blædel er “min danske Karin Slaughter”.

Hun formår at bygge et afhængighedsfremkaldende persongalleri op, hvor personerne er mindst lige så spændende som selve bogens drama.

Vi følger Louise Rick’s privatliv sideløbende med efterforskningen, og hun bliver sat en hel del på prøve i denne 2. bog i serien. Alligevel er hun ikke en overdramatiserende, opmærksomhedshungerende madame, som ødlser ud af sine private problemer. Jeg kan lide måde hun takler problemerne på. Det afspejler sig også i hendes efterforskning, hvor hun eftertænksomt trævler problemerne op og håndterer mennesker på bedste vis.

Jeg glæder mig endnu mere til at følge hendes udvikling og høre mere om veninden Camilla Lind, (ex)kæresten Peter og alle kollegerne i afdelingen.

Forfatter-fokus: Sara Blædel

Anmeldelse: Grønt støv af Sara Blædel

4 stjernerGrønt støvPage-turner! Allerede fra start er historien bygget spændende og troværdigt op. Jeg blev hurtigt nysgerrig omkring Louise Rick og hende efterforskning.

Louise Rick er en fantastisk efterforsker med benene plantet solidt på jorden. Jeg kan lide hendes personlighed og glæder mig til at følge hende og hendes udvikling.

Hele persongalleriet omkring bogen giver plads til mange flere bøger.