Tag med til Londons dystre gader…

Den sorte paraply collage 2Anmeldelse: Den sorte paraply af Lene Dybdahl

4 stjernerDen sorte paraply‘Den sorte paraply’ henvender sig til et lidt ældre publikum end Lene Dybdahl’s trilogi ‘Nøglens vogter’. Og det er bestemt ingen skade til, at hun rammer et bredere publlikum med hendes velskrevne og fantasifulde fortællinger.

I 1666 er adelssønnen Robert Swift vidne til et grusomt mord, som han selv kan risikere at blive straffet for. Den ondskabsfuld Dr. Rawls tager Robert til sig, men ikke på den kærlige måde. Et videnskabseksperiment er ikke kun skyld i at det meste af London brænder ned til grunden, men også at Robert pludselige befinder sig i London nutiden!

Det fremgår tydeligt af bogens beskrivelser, at forfatteren har boet i England. Hendes kendskab, viden og passion for landet skinner igennem og styrker bogens troværdighed, uden tvivl støttet godt op med grundig research. 1600-tallets beskidte og fattige miljøer gør bogen mørk og dyster, og de grusomheder, der helt klart fandt sted i datiden, billedliggøres under Lene Dybdahls pen. ‘Den sorte paraply’ er bestemt ikke for sarte sjæle.

Hele fortællingen er spændende og letlæst, men slutningen fandt jeg desværre en smule forhastet. Desuden er jeg i tvivl om hvor vidt der kommer en fortsættelse. Hvilket jeg egentligt ikke syntes er nødvendig, men epilogen gør det muligt.

Lene Dybdahl står endnu en gang bag en anbefalingsværdig bog, som desuden er pakket ind i et smukt cover. Og så er der jo lige den eminente paraply, som jeg absolut måtte eje – ikke at den nogensinde får lov at komme ud i regnvejr. Gud forbyde den skulle komme noget til 🙂

 

 

 

Bogforum i billeder og headlines….

Bogforum 2014 var helt anderledes for mig end de foregående år. Der blev ikke tid til at høre en masse af alle de inspirerende foredrag eller interviews, men til gengæld blev der tid til at møde en masse fantastisk forfattere og bloggere. Og jeg havde nogle helt unikke og fantastiske møder at se frem til…

Her er min Bogforum-tour i billeder og headlines… 

On stage med Claus Mørkbak Højrup

2014-11-07 17.21.27 (2)Fra Hjørring kan man levere varen! Endnu en fremragende krimiforfatter med begge ben solidt plantet i jorden, er udkommet med en spændende krimi ‘Mordet ved Dybbøl Banke’. Og på opfordring fra forfatteren selv fik jeg lov at gå ‘on stage’ og lave et interview med ham. Det var ikke helt uden nerver, at jeg for første gang skulle lave et ‘live’ interview. Tak for tilliden til dig Claus! Og tak til din skønne hustru, som kyndigt betjente mit kamera.

En herre fra Brønshøj var tilsyneladende meget ‘imponeret’ af, at det foregik på ‘hjørringensisk’. Det må jeg sige var ganske ubevidst, men vi er jo begge fra Hjørring, så det var næsten uundgåeligt. Jeg tror dog, at de fleste fangede essensen af interviewet alligevel.

Forfatter-chat hos Tellerup

Ingen Bogforum uden besøg hos Tellerup!!! Allerede fredag eftermiddag besøgte jeg standen første gang, hvor jeg indledte en dybt alvorlig samtale med Louise Tellerup:

Bogforum: kl. 17 fredag eftermiddag på Tellerup’s stand…

Rikke (trist): “Louise, jeg har det faktisk ikke særlig godt.”

Louise (bekymret): ” Det var da ikke så godt. Hvad kan vi gøre ved det?”

Rikke (håbefuld): “Jeg kunne jo købe nogle bøger?! Jeg har faktisk slet ikke købt nogle bøger endnu!”

Louise (chokeret): “Har du ikke købt nogle bøger??? Jamen, hvornår er du kommet?”

Rikke (skamfuldt og med nedslået blik): “Kl. 9.45…”

Louise (forskrækket): “Jamen, det er jo forfærdeligt!!!!”

2014-11-08 16.30.21 (2)Og så shoppede jeg og fik det meget bedre!!! Jeg elsker at besøge deres stand og kunne slæbe stakkevis af bøger med hjem… hov, det gjorde jeg da også. Men det fedeste ved Tellerup er deres passion og deres ‘familieforhold’ til såvel læsere, som til deres forfattere. Hele atmosfære stråler ud ud af personalet, og det oser ud af bøgerne, når du åbner dem, at det er et forlag med sans for detaljer og gennemarbejdning. Jeg fik mig også en god snak med Nanna Foss, Louise Haiberg, Mette Julin, Haidi Wigger Klaris og Lene Dybdahl.

Kindkys med Jussi Adler-Olsen

Altid dejligt at blive genkendt og slet ikke så tosset, når det er Jussi him-self. Der lød et højt ‘Hej Rikke!’ fra den berømte krimiforfatter, da jeg slog et smut forbi Afdeling Q’s stand. Lige inden jeg sagde farvel igen fik jeg et stort kindkys – bare fordi jeg er nordjyde og blogger, som han sagde 🙂

Dram og kram med Stephanie Caruana og Jakob Melander

Omend det var en lidet flatterende måde jeg præsenterende mig på overfor Stephanie Caruana, så endte det ud i en hyggelig og sjov samtale. Hun er et fantastisk menneske, som tog sig tid og fortalte åbenhjertet om hende selv.

Sammen gik vi over på Rosinante’s stand, hvor vi fandt den meget høje og meget handsome herre Jakob Melander. Der blev skænket dram og vi fik os en hyggelig snak, og så jeg gik derfra med et par idéer i støbeskeen, desværre ingen billeder.

Brunch med Mons Kallentoft og Markus Lutteman

2014-11-08 12.51.32 (2)Lørdag formiddag begav jeg mig til Københavns latinerkvarter til det hyggelige Hotel SP34 for at spise brunch med Mons Kanneltoft, Markus Lutteman, Politikens Forlag og 4 andre udvalgte bloggere.

Vi talte lystigt om deres bog ‘Zack’ og på trods af en lille sprogbarriere (svensk er bare ikke min boldgade), så var det utroligt spændende at høre om deres forfatterskab, samarbejde og fremtidsplaner. Her er et super cool forfatterpar, som er værd at se nærmere på.

Hvor er det nu lige jeg har set de herrer før?

Det var lidt som om mængden af folk skilte sig, da 3 herre skridtede hen ad den røde løber, der prydede gangene i Bogforum. Mændene udstrålede selvsikkerhed og et snert af arrogance, og jeg vidste at jeg havde set dem før. Og så slog det mig… Dreamlitt! Selv om jeg er begyndt at arbejde for Dreamlitt har jeg endnu ikke mødt bagmændene, så jeg gik selvfølgelig over og hilste på.

“30 minutter, de herrer! Og så har jeg en middagsaftale,” sagde jeg og så skal jeg da lige love for at snakken gik. Idéer og forslag blev kastet op i luften og jeg sluttede af med at sige “Hvem griber alle disse forslag?” Og så jeg gik derfra med idéerne summende i hovedet og en endnu større lyst til at komme i gang.

Frokost med Pernille Vørs og tøsesnak med Christina Bonde

2014-11-08 14.57.48 (2)I mit hårdt presset program blev der tid til en afslappende middag med Pernille Vørs og hendes søde (og tålmodige og opbakkende) kæreste. Det var dejligt at møde hinanden, når man nu har skrevet så meget frem og tilbage. Og bare rolig jeg har sagt til hende igen-igen, at vi glææææder os til fortsættelsen, så hun har bare værsågo’ at komme i gang 🙂

Det lykkedes mig også at fange Christina Bonde, og jeg tror, at vi kunne have brugt hele weekenden på at snakke. Hun er lige så sød og behagelig som hendes bøger, der udståler varme følelser, kærlighed og omsorg. Jeg glæder mig rigtig meget til, at hun udkommer med noget nyt, men jeg håber også, at vi kan finde på at lave noget sammen i form af foredrag, lysten er der i hvert fald – hvem ved…

Champagne med Sophie Kinsella på Bella Sky Bar

Hele weekendens højdepunkt var lørdag eftermiddag, hvor jeg meget spændt og begejstret mødte op på Bella Sky Line. Yderligere bloggerne Nena, Julie og Mette var inviteret, samt den heldige (og meget lykkelige) Jannie, som havde vundet denne oplevelse. Vi skulle alle møde selveste Sophie Kinsella.

2014-11-08 18.48.15 (2)

2014-11-08 18.15.53 (2)Udstyret med en lækker lille goodiebag, steg vi til vejrs – op til 23. etage, hvor Bella Sky Bar ligger med en fantastisk udsigt over København. Med rank ryg, benene pænt over kors og champagne i glassene modtog vi den verdenskendte forfatter.

Hun var noget af det sødeste og tog sig tid til at få en snak med os hver især. Hun var helt fantastisk og nem at snakke med – det var en kæmpe oplevelse.

Jeg var så betaget af hele oplevelsen – og sikkert også en del starstruck – at jeg stort set ikke kan huske hvad jeg talte med hende om. Men vi nåede alligevel vidt omkring, inden den næste i række fik sine 5 minutters alenetid med Sophie. Jeg vil gerne sige tusind tak til Forlaget Lindhardt & Ringhof og specielt pigerne bag Love-Books, som stod for arrangementet. Det var intet mindre end fuldendt! Tak!

Dinner med Chris Carter & Tracy Chevalier

Lørdag aften efter en lynomklædning sprang jeg i en taxi til en lille hyggelig restaurant ved kultorvet Le Meson. Her var hele personaleflokken fra Jentas samlet til en lækker middag. Forlaget havde i år Chris Carter og Tracy Chevalier med på Bogforum, så de deltog selvfølgelig også i middagen. Vi hyggede, spiste godt, snakkede en masse og grinte endnu mere.

Bagefter søgte vi et ordentligt dansested, men det ville ikke rigtig lykkedes, så jeg endte med at trave tværs gennem Nørrebro på meget ømme fødder, men ‘stang beruset’ på fantastiske oplevelser.10751670_10152927141664673_1321637693_n (2)

Vejledning og gode råd til din blog…

Forfatter Lene Dybdahl giver gode råd og vejledning til forbedringer af din blog eller til hvordan du nemt og simpelt kan lave logo, header eller andet design. Følg hende på YouTube

Anmeldelse: Fantasy med humor, spænding og fremragende historik

Lene Dybdahl udkom den 1. oktober 2012 med 2. bind af hendes triologi Nøglens Vogtere, 3. og afsluttende bog Kongens Krucifix forventes at udkomme til maj 2013.

Nøglens Vogtere – Bind 2: Visigotens Hjelm

Fremragende fantasy, som er bygget op på en realistisk historik og giver fortællingen en god grobund. Jeg var hurtigt inde i historien igen, som fortsætter fuldstændig, hvor etteren slap. Stadig med et let tilgængeligt sprog, men som absolut har udviklet sig siden den første bog. Fortællingen er godt skruet sammen og krydret med spænding, humor, lidt kærlighed og masser af fantasy i form af hekse, troldmænd, ghouler, skatkamre og mystike gåder. Middelalderen møder nutiden, lanser og riddere står ansigt til Iphones og det er ret underholdende og fængslende.

Nøglens Vogtere – Bind 1: Den Gyldne Nøgle

For den rette målgruppe vil jeg tillade mig at give bogen 4 stjerner. Det er helt klart en bog, som henvender sig til det unge publikum, da den er skrevet i et meget let og flydende sprog. Der er gjort meget ud af historikken, som giver bogen en troværdig tilgang til fortællingen. Der er flere små sjove detaljer, som får læseren til at trække på smilebåndet, og jeg var specielt vild med bondeknolden Karl Drøn – lige indtil at jeg fandt ud, at han kommer fra Hjørring, som er min hjemby 🙂 Historien er til tider gennemskuelig og det er virkelig et par skarpe 13-årige børn, som har hovedrollerne i fortællingen. Ind imellem syntes jeg måske, at tingene kommer lidt for til dem, men igen er det ok for læser-målgruppen. Endelig scorer bogen virkelig point for den flotte forside-illustration, indbindingen og hele lay-outet, som er virkelig lækkert. Dejligt med en bog, hvor der er kælet for detaljerne.

Jeg kæderyger mine bøger…

Jeg har netop været i eventyrland, jeg er blevet bortført og forført, jeg har gyst og grædt og elsket igen og igen.

Lige nu befinder jeg mig i Sverige med Sofie Sarenbrant, hvor jeg forsøger at løse gåden om Nicole’s bror, som blev kidnappet fra hendes mor straks efter fødslen, samtidig har Karin Slaughter ført mig til USA, hvor jeg sammen med Will Trent sidder i en jordhule og prøver at løse mysteriet om en kvinde der er blevet tortureret på stedet, Lene Dybdahl har trukket mig hele den lange vej til det varme Spanien, hvor jeg følger tvillingernes kamp om den gyldne nøgle i selskab med en uvorden prins. Og netop fordi bøgerne er af så vidt forskellig karakter, har jeg ingen problemer med at holde dem adskilt fra hinanden.

Én ad gangen er ikke altid nok, nogle gange jeg læser både 3 og 4 på én gang. Mange gange både læser og hører jeg bøger. De fleste huslige pligter kræver ikke just den store tankeproduktion, men frarøver mig alligevel muligheden for at sætte mig ned med en bog. Så hvis jeg er alene og stryger tøj, ordner vasketøj, laver mad eller gør rent eller for den sags skyld, når jeg befinder mig på min cykel eller går tur, så er jeg aldrig helt alene. Jeg er altid akkompagneret af min kære Ipod, som jeg kan blive næsten lige så forbydet i, som i mine bøger. Det kræver dog lidt tilvænning at få historien fortalt på den måde, et par sekunders uopmærksomhed og du risikerer at misse løsningen på mordgåden 🙂

Så snart jeg er færdig med én bog griber jeg den næste. Jeg sætter mig dog altid efter en endt bog og forholder mig til den. Var den god eller dårlig – og hvorfor? Hvilke følelser bragte den frem i mig? Fik den mig til at grine eller græde? Hvordan var skrivestilen og layout? Således er det lettere for mig, hvis fx bogen er en del af en serie, at læse fortsættelsen på et senere tidspunkt. Desværre skal man jo ofte trækkes igennem en umenneskelig pine for at få en fortsættelse, og forfatteren kan jo ikke forvente, at man lever i cølibat indtil næste skud på stammen produceres.

Jeg kan godt lide at sætte tingene i system, og jeg er ikke helt færdig med en bog før jeg har forholdt mig til den. Når det så er gjort, kaster jeg mig grådigt over den næste. Gang på gang kan jeg blive imponeret over en forfatters evne til at tilfangetage læseren, at de kan overføre hovedpersonens sindstilstand til læseren. Jeg har ofte levet mig så meget ind i en fortælling at jeg har følt mig glad, ked af det, deprimeret, opstemt eller bange og det er præcis de følelser, som gør at jeg kæderyger mine bøger… De giver mig abstinenser…