Chris Carter-konkurrencen er slut og vinderne er fundet…

Tusind tak til alle der har deltaget i konkurrencen og til alle som kom til arrangementet på biblioteket. Tusind tak til Hjørring Bibliotek for at stå til rådighed for torsdagens besøg af Chris Carter, og ikke mindst en stor tak til Anders fra Arnold Busck, som altid gladeligt stiller op til arrangementer.

Chris kom forbi

Personligt var det en kæmpe oplevelse at få besøg af Chris. Vi tilbragte eftermiddagen hjemme hos min familie og mig (han kunne rigtig godt lide mit bibliotek 🙂 ). Spiste aftensmad (som jeg var meget nervøs over – det måtte jo bare slet ikke gå galt), drak billig sød hvidvin (ligesom han foretrækker) og snakkede uafbrudt.

Turen gik til biblioteket, hvor gæsterne allerede var begyndt at ankomme. Og så snart Chris gik i gang, stod munden ikke stille på ham før jeg gav ham TIME-OUT tegnet. Han var både fascinerende og humoristisk at høre på, og hvis ikke deltagerne har læst hans bøger endnu, så tror jeg nok, at de fleste gik hjem for at gøre det.

Bagefter blev der solgt og signeret bøger, drukket Chris Carter-øl og taget billeder. Min fornemmelse var, at alle var rigtig godt underholdt og havde en dejlig aften.

Er du en vinder…?

Jeg ved selvfølgelig godt, at I alle er vindere, men her er de 4, som har vundet “Ondskab” af Chris Carter:

René Vestenbæk – Louise Rømer Thomsen – Jesper Antonsen – Gitte Irene Seloy

René og Louise – tak, fordi I deltog på Hjørring Bibliotek, Jesper – du har god stil og du er bestemt ikke den eneste der er helt vild med CC’s bøger og Gitte – du kan hilse og sige til din far, at han styrer for vildt, fedt at han introducerede dig for CC.

Tillykke til alle vinderne og tusind tak til Forlaget Jentas for præmierne. Vinderne bedes sende mig deres postadresse på rikkeajensen@gmail.com, så bøgerne kan sendes afsted.

Her er lidt stemningsbilleder fra i torsdags:

This slideshow requires JavaScript.

Chris Carter kommer til Hjørring…

Chris carter collage

På torsdag den 6. november kl. 19.00 kommer Chris Carter til Hjørring Bibliotek. Billetten koster kun 50 kr. og alle deltager får e-bogs novellen “Hunter”. Desuden vil der også være smagsprøve på en Chris Carter øl 🙂 Så benyt lejligheden til at møde bestsellerforfatteren, når han kommer til det nordjyske.

5 stjerner

Krucifiksmorderen – Fantastisk plot!!! Nervepirrende slutning. Miljøerne er gode og levende beskrevet.

Bødlen – Gennemtænkt, udspekuleret, umulig at lægge fra sig.

Stalkeren – Gåsehudsfremkaldende slutning, som vil hjemsøge mine drømme fremover.

Dødens kunstner – Blot 30 sider inde i bogen, var jeg rædselsslagen, og det er jeg stadig.

Dødsshowet – Robert og Garcia står overfor deres livs farligste morder, og denne gang er det personligt.

Hunter – en novelle – Kort og godt, velskrevet og Chris Carter i koncentreret form – lækkert!

Så har jeg gjort det. Efter utallige opfordringer, tog jeg mig sammen og gik i gang med Chris Carter’s bøger. Det vil jeg aldrig fortryde…

Mit allerførste indtryk af kriminalassistent Robert Hunter var en overlegen type, som blev fremstillet som bedrevidende på helt basale ting, der er logik for selv en simpel krimilæser som mig.

Men jeg sluger hver en misfornøjet tanke og bøjer mig i støvet for den gennemført geniale, rædselsfremkaldende og mareridtsprovokerende forfatter Chris Carter. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad den mand har oplevet og hvilke tanker, der krydser klinger i hans sind.

Ikke nok med, at han kan sammensætte de mest utænkelige plots og rædselsslagne mordscener, men manden skriver simpelthen fremragende. Og med tanke på at bøgerne foregår i USA, hvor alt kan ske, samt Chris Carter’s baggrundshistorie, som kriminalpsykolog fremstår selv de mest uhørlige mordscener realistiske og troværdige.

De korte kapitler giver læseren mulighed for at tage bøgerne i mindre portioner, hvis fordøjelsessystemet skulle have svært ved at kapere doserne af mord og massakre, eller også, som i mit tilfælde, får de korte kapitler mig til at læse bogen på rekordtid, fordi jeg hele tiden lige skal have ét kapitel mere, inden jeg slukker lyset…

Robert hunter fremstår, som en skarpsindig efterforsker med en utrolig observationsevne og en imponerende tålmodighed. Og så elsker jeg Robert Hunter’s gennemgående, total nonchalant replik:

“Jeg læser meget…”

Mød Chris Carter og vind hans nye bog…

 

ondskab banner

Chris Carter er udkommet med hans 6. bog i serien om kriminalassistent Robert Hunter: Ondskab!

“Robert Hunter må se sin fortid i øjnene for at overliste den ondeste morder, han nogen sinde har mødt.”

Kunne du tænke dig at møde Chris Carter OG få en gratis e-bogsnovelle?

ondskab bannerTorsdag den 6. november kl. 19.00 kommer forfatteren til Hjørring og fortæller om Robert Hunter-serien. Foredraget foregår på Hjørring Bibliotek, billetterne koster kun 50 kr. og kan købes her. Alle deltagere får en gratis e-bogs novelle “Hunter”.

Kunne du tænke dig at vinde “Onskab”?

Deltag i lodtrækning, hvor du kan vinde den nyeste bog i serien “Ondskab”. Jeg trækker 2 vindere tirsdag den 11. november. Det eneste du skal gøre for at deltage er at fortælle i hvilken land Chris Carter er født?

Skriv dit svar i kommentarfeltet eller på facebook og deltag i lodtrækningen om “Ondskab”.

 

 

 

 

 

Krimicafé på Hjørring Bibliotek…

DSC_0202Fredag eftermiddag stod på Krimicafé på Hjørring Bibliotek. Jeg mødte op med taskerne fulde af bøger og blussende varme kinder efter 1½ time i rampelyset med en journalist fra TV2 Nord. Min fredag kom til at udarte sig en hel del anderledes end jeg havde forestillet mig.

Skærmtrold: Med en næsten flad mobil, på vej ud af et s-tog på hovedbanegård i København og med tasker tunge af bøger, ringede en journalist fra TV2 Nord. Han ville gerne lave et lille portræt af mig i forbindelse med et indslag om litteratur. Jeg var lige ankommet efter at have tilbragt 2 fantastisk timer i selskab med Jussi Adler-Olsen og 9 andre udvalgte bloggere, så jeg var stadig høj på den oplevelse og blev en anelse rundforvirret over opringningen. Jeg sagde selvfølgelig straks ja, og vi aftalte at mødes hjemme hos mig næste dag – kun et par timer før min Krimicafé på biblioteket. Planlægningen måtte jeg tage mig af på et andet tidspunkt!

Nu er jeg altså slet ikke vant til at stå foran et kamera, men det var da vildt sjovt at få oplevelsen, og så betød det også, at jeg slet ikke fik tid til at blive nervøs over det lille foredrag, som jeg skulle holde senere på eftermiddagen. Så da han havde sagt ‘tak’ for sidste gang, pakkede vi sammen og drog til biblioteket, hvor han også gerne ville lave lidt optagelser.

DSC_0245På de skrå brædder: Det er altid spændende, hvor mange der deltager, når der bliver inviteret til Bogcafé – og jeg bekymrer mig altid om, om der overhovedet kommer nogen?! Så jeg var meget overvældet, da bibliotekaren måtte finde flere stole frem, så alle kunne få en siddeplads.

Så brugte jeg ellers den næste times tid på at anbefale krimier, thrillers og andre spændingsromaner, som har gjort et særligt indtryk på mig. Jeg håber og tror, at de fleste fik mulighed for at skrive et par bogtitler ned til ønskesedlen.

Dernæst kunne jeg takket være Forlaget Jentas, Forlaget People’s Press, Politikens Forlag og Forfatter Tanja Lønberg Rasmussen forkæle en stribe deltagere med en bog – specielt de 3 signeret Jussi Adler-Olsen-bøger “Den grænseløse” bragte stor glæde.

Tak til alle der deltog og tak til Hjørring Bibliotek for invitationen.

This slideshow requires JavaScript.

 

Find kalender og kuglepen frem…

Så kan du godt rydde kalenderen, for Hjørring Bibliotek har offentliggjort efterårets program, og der kommer til at ske rigtig meget spændende. Men der er selvfølgelig også andre spændende begivenheder, som du ikke må gå glip af…

Her er et par af de ting, som jeg deltager i…

27. september kl. 12.00 #bogbloggertræf i Aalborg

24. oktober kl. 15.30 Krimicafé med Andrup’s Bookshelf på Hjørring Bibliotek

6. november kl. 19.00 Chris Carter og Andrup’s Bookshelf på Hjørring Bibliotek

7.-9. november Bogforum i Bella Centeret, København

Events collage

BiblioteksKLUBBEN…

 

Hjørring Bibliotekernes nye tiltag BiblioteksKLUBBEN tilbyder:

  • rabat på arrangementer
  • rabat i Café Lige-efter-bogen
  • køb billetter til Hjørring Bibliotekernes arrangementer før alle andre
  • nyhedsmails
  • invitation til programpræsentation
  • invitation til VIP-arrangement 2 gange årligt

Og så er det selvfølgelig gratis… Alt at vinde – intet at tabe… så det er bare med at blive meldt ind, så du kan få glæde af deres tilbud. Læs mere om BiblioteksKLUBBEN på deres hjemmeside, hvor du også kan tilmelde dig.

Jeg klapper i hænderne af begejstring for endnu et godt initiativ fra Hjørring Bibliotek!

bibklub-top

Skynd dig at skaffe en billet…!

Jan Guillou besøger Hjørring Bibliotek, og der bliver rift om billetterne!

Hjørring Bibliotek banner

Jan GuillouNår Hjørring Bibliotek tirsdag 8. kl. 19.00 juli får besøg af Nordens største og bedst sælgende, nulevende forfatter – Jan Guillou – er der tale om noget af et scoop. Jan Guillou holder meget sjældent foredrag i Danmark, så det er en enestående chance for de mange Guillou-læsere ikke bare i Hjørring, men i hele Nordjylland, at han vil bruge noget af sin ferieuge i landet på at besøge Hjørring.

Emnet for foredraget vil især være Guillous nyeste og største romanprojekt ”Det Store Århundrede”, hvor han i romanform vil beskrive 1900-tallets historie. De første 3 bind er udkommet med titlerne ”Brobyggerne”, ”Dandy” og ”Mellem rødt og sort”. I sidste bind nåede handlingen frem til 2. Verdenskrig, og Guillou afleverer inden sommerferien manuskriptet til bind 4, der kommer til efteråret, så måske vil han løfte lidt af sløret for handlingen.

“Jeg har skrevet 40 bøger, og statistisk set har jeg tyve år tilbage. Jeg indså, at hvis jeg skal nå at lave en tredje stor romanserie, er det nu, jeg skal i gang med den,” siger Jan Guillou selv i et interview og fortsætter: “Det er så enormt stort, at jeg er lige ved at rødme, når jeg siger det. Det grænser til storhedsvanvid at prøve at gabe over så meget, men én gang skal man sigte rigtig højt. Jeg vil skrive 1900-tallets historie. Menneskehedens største, grusomste og blodigste århundrede.”

Mødet med Guillou vil forme sig som en kombination af foredrag og samtale med journalist Charlotte Rørth fra Nordjyske, der kender hans forfatterskab indgående.

Der er kun et begrænset antal pladser til mødet med Jan Guillou, så det er med at sikre sig billetter, hvis man vil have denne store oplevelse. De koster kun 50 kroner og kan købes på alle Hjørring Bibliotekerne og på www.vendsysselbilletten.dk fra 15. maj.

Kort om Jan Guillou

Jan Guillou er født i 1944, og har udfoldet sig som først journalist og derefter som forfatter, men altid som samfundskritisk debattør. En stor del af hans bøger er desuden filmatiseret. Han har som forfatter bl.a. skildret sin skolegang på kostskolen Solbacka i bl.a. romanen ”Ondskaben”.

Desuden har han skrevet den populære thrillerserie om Carl Hamilton, der også er kendt som agent med kodenavnet Coq Rouge, og serien om korstogsridderen Arn Magnusson.

Efter at have gjort status over sit skrivende liv i bogen ” Ordets magt og afmagt ” begyndte han sit mest omfattende bogprojekt nogensinde i form af en serie romaner om 1900-tallet.

Forfatterfokus: Jakob Knudsen – udgivelsen

DSC_0050I går kom dagen endelig for udgivelsen af “Resten er tavshed” og Jakob Knudsen og Hjørring Bibliotek inviterede til forfattercafé.

Endnu en gang var det en oplagt, snakkesaglig og tydeligt glad forfatter, som stolt kunne vise hans 3. krimi om politiinspektør Swane frem.

Som en del af konkurrencen, som har været i gang her på bloggen den sidste uges tid, udvalgte jeg 3 spørgsmål, som jeg fik lov at stille Jakob Knudsen:

Kan det være lige så svært at stoppe skrivningen på en god bog, som læsningen af en god bog?

Ja! Faktisk er det sådan jeg har skrevet cirka 25% mere, end hvad der står i færdigudgivelsen. En bog omskrives rigtig mange gange inden den er færdig. Jeg syntes, at det er sjovt at finde på historier og mange gange udvikler den sig og går sine egne veje. Så kan det være svært ikke at lade sig rive med.

Der findes et begreb som hedder at “sidetracke”, hvilket betyder, at man fx bevæger sig ud i en beskrivelse af en karakters familieforhold eller lignende. Som forfatter er det vigtig at kunne gøre det, men også at kunne komme tilbage igen.

Et andet fænomen er “Kill your darlings”. Det kan være en passage i bogen som er velskrevet og som man som forfatter er rigtig godt tilfreds med, men som egentligt ikke passer til historien eller som er irrelevant. Det kan være hårdt at skulle slette dem.

At afslutte en bog kan også være svært, fordi jeg skal sige farvel til de person, som jeg skrevet om i så lang tid.

Hvilken krimi ville du ønske at du havde skrevet?

Da jeg var barn og blev stillet spørgsmålet “Hvis du havde et eneste ønske, hvad skulle det så være?” svarede jeg altid “at alle mine ønsker går i opfyldelse”. Men hvis jeg skal vælge, så må det være “Forbrydelser og straf” af Fjodor Dostojevskij, som er en fremragende krimi. Af nyere dato er det “Danselærerens genkomst” af Henning Mankell.

Hvis Swane-serien blev filmatiseret, hvem ser du så i rollerne?

Eftersom Kristian Swane har flere af de samme karaktertræk, som mig selv, så ville det jo være ekstra vigtig at vælge en person, som jeg selv harmonerer med, ellers ville det jo være en katastrofe.

Som Swane kunne jeg forestille mig Jakob Cedergren eller Michael Persbrandt, men jeg tror, at det er nogenlunde umuligt at finde en skuespiller i Skandinavien, som kan passe på Roberts karakter – dér skal vi nok længere væk.

Navnet er Kristian Swane

At politiinspektøren skulle hedde Kristian, har jeg hele tiden vidst. Jeg tror, at det på et ubevidst plan skyldes, at min morfar altid sagde, at jeg skulle have heddet Kristian. Når jeg vælger at stave det med K er det for at gøre det rigtig dansk. Ligesom mit eget navn Jakob, som selvfølgelig skal staves med K 🙂 Der findes faktisk en familien Swane, som er malere og bor på Bornholm, men de har intet med min Swane at gøre. Jeg valgte et navn, som kan bruges internationalt og undgik derfor æ, ø og å. Det måtte ikke være for langt, så ikke mere end 2 stavelser, og det skulle også være et spændende navn, som klinger med Kristian. Man gør sig rigtig mange overvejelser omkring navnene, for de betyder mere end man lige forestiller sig.

Tema-krimi

Mine krimier er skrevet i temaer. “Håbefulde hjerte” havde elementer fra Balkan-krigen. Titlen kommer fra en mor på Balkan, som vugger sit lille barn, mens hun synger sangen “Håbefulde hjerte”.

“Når engle græder blod” omhandler bloddoping, og titlen kommer fra statuer, hvor rustfarvet vand drypper ned på deres ansigt, så det ser ud til, at de græder blod.

“Resten er tavshed” bevæger sig ind på klima og miljø. Der er mange magtkampe og manipulation. Titlen er et meget berømt citat fra Hamlet.

Coveret

Resten er tavshedEn forside er uhyre vigtig for en bog. Den skal skabe blikfang og gøre læseren nysgerrig. Og, såvel som de første 2 bøger, er Jakob Knudsen’s krimi iklædt et velovervejet cover fyldt med symbolik og hints til fortællingen. Kronborg, hvor handlingen primært foregår, er smukt afbildet, og Sverige skimtes i baggrunden, hvor dele af efterforskningen også foregår.

Skorstene henleder tankerne på miljø, som er bogen tema. Ligeledes er coveret holdt i grønne, brune og blå farver, som igen refererer til klima og miljø.

Øverst på siden ses en person, som Jakob Knudsen fortalte, betragtes som en androgyn. Det vil sige en person, hvor det er svært at skelne om det er en mand eller en kvinde. Jeg syntes lige netop, at mystikken omkring personen på coveret var med til at fange min interesse.

Uanset hvad, så er det et helt fantastisk cover, som indkapsler fortællingen og alle de rette elementer til at vække læserens nysgerrighed.

Jakob Knudsen collage

Forfatterfokus: Jakob Knudsen – interview

Der er allerede kommer rigtig mange super gode spørgsmål til Jakob Knudsen i konkurrencen om alle 3 bind af hans Swane-krimiserie. Flere af spørgsmålene har jeg allerede stillet ham i nedenstående interview, så dér kan I få nogle af svarerne. Og det er ikke for sent at deltage – konkurrencen fortsætter helt frem til og med onsdag middag, hvor 3 vindere udtrækkes iblandt alle der har stillet et spørgsmål her på bloggen eller på facebook. Så spørg endelig løs…

resten-er-tavshed

Jakob Knudsen er lektor på University College of Nordjylland, hvor han underviser på læreruddannelsen. Han debuterede som forfatter i 2010 med “Håbefulde hjerte” – første bind i serien om Kristian Swane fra Rigspolitiets drabstaskforce og hans team. I 2013 fulgte andet bind “Når engle græder blod”, og bøgerne er solgt til udgivelse i Norge.

Interview med Jakob Knudsen

jakob-knudsenDet var en veloplagt og glad Jakob Knudsen, som med ekstrem kort varsel, mødtes med mig på Hjørring Bibliotek mandag eftermiddag i vinterferie. Selv om der kun er kort tid til hans næste udgivelse, og der er rigeligt at se til i den forbindelse, stillede han gladeligt op til et lille interview. Og der byder Hjørring Bibliotek jo på de perfekte rammer… Så udstyret med kaffe og te strøg 1 ½ time pludselig forbi med en veltalende, imødekommende, behagelig og yderst intelligent forfatter.

Jakob Knudsen udkommer den 27. februar 2014 med sin 3. krimi om kriminalkommissær Kristian Swane “Resten er tavshed”. De første 2 bøger af Jakob Knudsen udskiller sig fra mængden, ved at lade begivenhederne tage udgangspunkt i det nordjyske, samt at smide alle stereotyperne over bord, og i stedet lade kriminalkommissæren være en filosoferende, omsorgsfuld og familiær type.

Skriveprocessen

Jeg laver alt mit research først. Det er et kæmpe arbejde, men det er vigtigt for mig, at når jeg går i gang med at skrive, så skal der ikke være nogen forhindringer. Desuden får jeg også mange idéer under min research, som bliver en vigtig del af mine historier.

Under min research taler jeg ofte med eksperter, og i modsætning til hvad mange tror, så deler de gerne passioneret ud af deres erfaringer. Jeg er flere gange blevet yderligere inspireret til mine historier af forskellige eksperter.

Når jeg har lavet min research laver jeg en synopsis – en outline med kapitler, som jeg næsten med garanti kommer til at bryde flere gange under skriveprocessen. Ofte hænder det, at fortællingen tager magten fra mig og går sine egne veje. Det lyder utroligt, men når en scene udspiller sig, kan den blive så livagtig, at den får sit eget liv og jeg bliver tilskuer. Det er en del af skrivningen, men så længe jeg altid har styr på min plotstruktur, skal jeg nok få fortællingen til at makke ret.

At skrive en bog kræver meget tålmodighed – det er et langsomt medie. Processen er lang, og det nytter ikke noget at have travlt. Flere unge håbefulde har søgt råd og vejledning i deres jagt på rigdom og berømmelse – ”det hurtige fix”, men mit bedste råd til dem er ”skriv – så kommer inspirationen” og at de skal være indstillet på at skrive meget og bagefter skrive endnu mere. Det tager tid at blive udgivet, og når først man er publiceret, bliver presset og forventningerne skærpet yderligere.

Hjørring som hovedsæde

I de første 2 bøger foregår en stor del af handlingen i Hjørring i det nordjyske. Er det fortsat muligt at koble den københavnske kriminalkommissær med det nordjyske og gøre det troværdigt?

Jeg havde brug for en tilknytning til det – for mig – kendte i begyndelsen, og derfor valgte jeg Hjørring, hvor jeg bor. Dét, at jeg kender området så godt, gjorde skrivningen lettere, og beskrivelser og følelser blev mere troværdige. Selv om jeg brugte et fiktivt vejnavn i den første bog på det første gerningssted, blev området da hurtigt genkendt af de lokale. En genbo spurgte om jeg havde slået naboen ihjel… 🙂

Men jeg er klar over, at jeg er nødt til at slippe det nordjyske for troværdighedens skyld. Dog har Swane jo en tilknytning til Skagen i form af et sommerhus, som de jævnligt frekventerede, da han var barn, men det er så også det eneste. I den nyeste bog slipper nordjyderne således for flere grusomme mordgåder.

Kristian Swane

Kristian Swane virker som en omsorgsfuld og meget familiær mand på trods af en skilsmisse. Hvordan skildrer du Kristian Swane?

I krimiuniverset har der været en tendens til mange kvindelige efterforskere eller retsmedicinere, ligeledes har mange skildret den mandlige pendant i en hårdkogt og ofte fordrukken rollen. Jeg har i stedet forsøgt mig med en mere filosoferende type, som løser gåderne eftertænksomt og som sætter de familiære værdier i højsædet. Og det er på trods af at manden er fraskilt. En skilsmisse, som også er af den milde slags og som igen aftegner Kristian Swane som den eftertænksomme type.

Han har et forhold til den væsentligt yngre Ina. Et ukompliceret forhold, hvor der er plads til deres job, som på hver sin vis er meget krævende i kraft af rejser og skæve arbejdstider. Forholdet har i de første bøger virket dynamisk og afslappet, men i ”Resten er tavshed” begynder de biologiske faktorer at spille ind.

Jeg er ofte blevet spurgt om Kristian Swane ligner mig, og det gør han selvfølgelig på visse punkter. Han er mit fiktive alter ego. Men hvor jeg mener at jeg er blevet mildere med årerne, forbliver Kristian Swane en mere dyster person.

De hurtige

Hvilke forfattere har inspireret dig?

Fjodor Dostojevskij’s ”Forbrydelse og straf” er et mesterværk og skildrer en person, som stiller sig selv det spørgsmål ”Hvorfor skulle jeg ikke kunne slå et andet menneske ihjel?”

Ed McBain’s evne til at simplificere handlingsforløbet og stadig holde spændingen fascinerer mig, og desuden er jeg blevet meget inspireret af skandinaviske forfattere, som Henning Mankell og Sjöwall & Wahlöö.

Jeg læser dog aldrig krimier, mens jeg selv er i gang med at skrive. Jeg er bange for at blive for påvirket, at det jeg læser og at der kommer til at smitte af på min fortælling.

Hvor mange Swane-bøger har du planlagt?

Jeg er i fuld gang med den 4. og har helt sikkert planer om den 5. også. Men hvor mange det bliver til i sidste ende, det er en ”forretningshemmelighed”.

Desuden har jeg planer om en spændingsroman, som jeg håber at få luft til at skrive efter den 5. Swane-krimi.

Er der planer om at udkomme i udlandet?

Allerede den 18. marts i år udkommer ”Håbefulde hjerte” i Norge ved forlaget Gyldendal. Jeg er rigtig glad for aftalen lige præcis med Gyldendal, da de er suveræne på krimimarkedet i Norge. Der er flere andre lande, som har vist interesse, men med henblik på udgivelser i udlandet er den 3. bog ofte skelsættende, inden de vover sig ud i en oversættelse. Så jeg er selvfølgelig spændt på at se udviklingen, men som min forlægger siger: ”Det skal du ikke bekymre dig om – du skal bare skrive.”

Tusind tak til Jakob Knudsen for hans tid og lyst til at stille op til et personligt interview. Udover, at I har mulighed for at møde ham på Hjørring Bibliotek torsdag den 27. februar i anledning af hans udgivelse, kan I også møde ham på Krimimessen i Horsens den 5. og 6. april. Også dér er jeg så heldig at lave interview med ham – det kommer til at foregår på Krimifan’s stand – mere om det senere.

Jeg fortsætter i morgen med fokus på Jakob Knudsen, hvor du kan læse min anmeldelse af hans 1. Swane-bog “Håbefulde hjerte”.