Forfatterfokus: Jakob Knudsen – anmeldelse

Anmeldelse: Håbefulde hjerte af Jakob Knudsen

4 stjernerHåbefulde hjerteNoget af det allerførste, som fangede mig meget ved denne krimi, var kriminalkommisær Kristian Swane. Manden tiltalte mig med hans behagelige personlighed og lader hånt om stereotyperne. Han viser følelser, sårbarhed, er filosoferende og familiær. Han er hverken (synderlig) fordrukken eller slagfærdig, og nej…han er heller ikke kedelig.

Som et meget vellykket udgangspunkt er Nordjylland – nærmere betegnet Hjørring – omdrejningspunkt for gerningsstedet. Med den helt rigtige mængde kendskab og passion for byen og nærmiljøet beskriver Jakob Knudsen min hjemby som et spændende sted uden på nogen måde at overdrive eller være utro mod omgivelserne.

Sproget var godt og flydende om end en anelse kunstig i enkelte af dialogerne. Muligvis fik jeg denne oplevelse, fordi jeg hørte dele af bogen på lydbog, og indlæseren havde en del dialekt 🙂 Persongalleriet indbyder helt klart til mere og giver læseren lyst til at lære de enkelte bedre at kende. Historien var realistisk i forhold til alle involverede parametre. Plottet holdt hele vejen igennem, og selv om jeg meget tidligt i bogen havde en ret god fornemmelse af handlingens retning, ødelagde det på ingen måde læseoplevelsen.

Jakob Knudsen skriver på et højt og professionelt plan, og han kan tilfredsstille enhver krimi-hungrende læser. Slutningen var actionpræget på et nordjysk niveau, som på ingen måde skal opfattes negativt, men blot passende…

Forfatterfokus: Jakob Knudsen – interview

Der er allerede kommer rigtig mange super gode spørgsmål til Jakob Knudsen i konkurrencen om alle 3 bind af hans Swane-krimiserie. Flere af spørgsmålene har jeg allerede stillet ham i nedenstående interview, så dér kan I få nogle af svarerne. Og det er ikke for sent at deltage – konkurrencen fortsætter helt frem til og med onsdag middag, hvor 3 vindere udtrækkes iblandt alle der har stillet et spørgsmål her på bloggen eller på facebook. Så spørg endelig løs…

resten-er-tavshed

Jakob Knudsen er lektor på University College of Nordjylland, hvor han underviser på læreruddannelsen. Han debuterede som forfatter i 2010 med “Håbefulde hjerte” – første bind i serien om Kristian Swane fra Rigspolitiets drabstaskforce og hans team. I 2013 fulgte andet bind “Når engle græder blod”, og bøgerne er solgt til udgivelse i Norge.

Interview med Jakob Knudsen

jakob-knudsenDet var en veloplagt og glad Jakob Knudsen, som med ekstrem kort varsel, mødtes med mig på Hjørring Bibliotek mandag eftermiddag i vinterferie. Selv om der kun er kort tid til hans næste udgivelse, og der er rigeligt at se til i den forbindelse, stillede han gladeligt op til et lille interview. Og der byder Hjørring Bibliotek jo på de perfekte rammer… Så udstyret med kaffe og te strøg 1 ½ time pludselig forbi med en veltalende, imødekommende, behagelig og yderst intelligent forfatter.

Jakob Knudsen udkommer den 27. februar 2014 med sin 3. krimi om kriminalkommissær Kristian Swane “Resten er tavshed”. De første 2 bøger af Jakob Knudsen udskiller sig fra mængden, ved at lade begivenhederne tage udgangspunkt i det nordjyske, samt at smide alle stereotyperne over bord, og i stedet lade kriminalkommissæren være en filosoferende, omsorgsfuld og familiær type.

Skriveprocessen

Jeg laver alt mit research først. Det er et kæmpe arbejde, men det er vigtigt for mig, at når jeg går i gang med at skrive, så skal der ikke være nogen forhindringer. Desuden får jeg også mange idéer under min research, som bliver en vigtig del af mine historier.

Under min research taler jeg ofte med eksperter, og i modsætning til hvad mange tror, så deler de gerne passioneret ud af deres erfaringer. Jeg er flere gange blevet yderligere inspireret til mine historier af forskellige eksperter.

Når jeg har lavet min research laver jeg en synopsis – en outline med kapitler, som jeg næsten med garanti kommer til at bryde flere gange under skriveprocessen. Ofte hænder det, at fortællingen tager magten fra mig og går sine egne veje. Det lyder utroligt, men når en scene udspiller sig, kan den blive så livagtig, at den får sit eget liv og jeg bliver tilskuer. Det er en del af skrivningen, men så længe jeg altid har styr på min plotstruktur, skal jeg nok få fortællingen til at makke ret.

At skrive en bog kræver meget tålmodighed – det er et langsomt medie. Processen er lang, og det nytter ikke noget at have travlt. Flere unge håbefulde har søgt råd og vejledning i deres jagt på rigdom og berømmelse – ”det hurtige fix”, men mit bedste råd til dem er ”skriv – så kommer inspirationen” og at de skal være indstillet på at skrive meget og bagefter skrive endnu mere. Det tager tid at blive udgivet, og når først man er publiceret, bliver presset og forventningerne skærpet yderligere.

Hjørring som hovedsæde

I de første 2 bøger foregår en stor del af handlingen i Hjørring i det nordjyske. Er det fortsat muligt at koble den københavnske kriminalkommissær med det nordjyske og gøre det troværdigt?

Jeg havde brug for en tilknytning til det – for mig – kendte i begyndelsen, og derfor valgte jeg Hjørring, hvor jeg bor. Dét, at jeg kender området så godt, gjorde skrivningen lettere, og beskrivelser og følelser blev mere troværdige. Selv om jeg brugte et fiktivt vejnavn i den første bog på det første gerningssted, blev området da hurtigt genkendt af de lokale. En genbo spurgte om jeg havde slået naboen ihjel… 🙂

Men jeg er klar over, at jeg er nødt til at slippe det nordjyske for troværdighedens skyld. Dog har Swane jo en tilknytning til Skagen i form af et sommerhus, som de jævnligt frekventerede, da han var barn, men det er så også det eneste. I den nyeste bog slipper nordjyderne således for flere grusomme mordgåder.

Kristian Swane

Kristian Swane virker som en omsorgsfuld og meget familiær mand på trods af en skilsmisse. Hvordan skildrer du Kristian Swane?

I krimiuniverset har der været en tendens til mange kvindelige efterforskere eller retsmedicinere, ligeledes har mange skildret den mandlige pendant i en hårdkogt og ofte fordrukken rollen. Jeg har i stedet forsøgt mig med en mere filosoferende type, som løser gåderne eftertænksomt og som sætter de familiære værdier i højsædet. Og det er på trods af at manden er fraskilt. En skilsmisse, som også er af den milde slags og som igen aftegner Kristian Swane som den eftertænksomme type.

Han har et forhold til den væsentligt yngre Ina. Et ukompliceret forhold, hvor der er plads til deres job, som på hver sin vis er meget krævende i kraft af rejser og skæve arbejdstider. Forholdet har i de første bøger virket dynamisk og afslappet, men i ”Resten er tavshed” begynder de biologiske faktorer at spille ind.

Jeg er ofte blevet spurgt om Kristian Swane ligner mig, og det gør han selvfølgelig på visse punkter. Han er mit fiktive alter ego. Men hvor jeg mener at jeg er blevet mildere med årerne, forbliver Kristian Swane en mere dyster person.

De hurtige

Hvilke forfattere har inspireret dig?

Fjodor Dostojevskij’s ”Forbrydelse og straf” er et mesterværk og skildrer en person, som stiller sig selv det spørgsmål ”Hvorfor skulle jeg ikke kunne slå et andet menneske ihjel?”

Ed McBain’s evne til at simplificere handlingsforløbet og stadig holde spændingen fascinerer mig, og desuden er jeg blevet meget inspireret af skandinaviske forfattere, som Henning Mankell og Sjöwall & Wahlöö.

Jeg læser dog aldrig krimier, mens jeg selv er i gang med at skrive. Jeg er bange for at blive for påvirket, at det jeg læser og at der kommer til at smitte af på min fortælling.

Hvor mange Swane-bøger har du planlagt?

Jeg er i fuld gang med den 4. og har helt sikkert planer om den 5. også. Men hvor mange det bliver til i sidste ende, det er en ”forretningshemmelighed”.

Desuden har jeg planer om en spændingsroman, som jeg håber at få luft til at skrive efter den 5. Swane-krimi.

Er der planer om at udkomme i udlandet?

Allerede den 18. marts i år udkommer ”Håbefulde hjerte” i Norge ved forlaget Gyldendal. Jeg er rigtig glad for aftalen lige præcis med Gyldendal, da de er suveræne på krimimarkedet i Norge. Der er flere andre lande, som har vist interesse, men med henblik på udgivelser i udlandet er den 3. bog ofte skelsættende, inden de vover sig ud i en oversættelse. Så jeg er selvfølgelig spændt på at se udviklingen, men som min forlægger siger: ”Det skal du ikke bekymre dig om – du skal bare skrive.”

Tusind tak til Jakob Knudsen for hans tid og lyst til at stille op til et personligt interview. Udover, at I har mulighed for at møde ham på Hjørring Bibliotek torsdag den 27. februar i anledning af hans udgivelse, kan I også møde ham på Krimimessen i Horsens den 5. og 6. april. Også dér er jeg så heldig at lave interview med ham – det kommer til at foregår på Krimifan’s stand – mere om det senere.

Jeg fortsætter i morgen med fokus på Jakob Knudsen, hvor du kan læse min anmeldelse af hans 1. Swane-bog “Håbefulde hjerte”.

Forfatterfokus: Jakob Knudsen – konkurrence

resten-er-tavshedOm mindre end én uge udkommer Hjørring-forfatteren Jakob Knudsen med sin 3. krimi om kriminalkommissæren Kristian Swane. Og jeg tør allerede nu sige, at I kan roligt glæde jer…

Det skal fejres! – og det gør vi ved at bruge ventetiden på en konkurrence, hvor du har mulighed for at vinde alle 3 bøger om Kristian Swane!!! På onsdag finder jeg 3 vindere, som hver vinder 3 Swane-bøger venligst sponsoreret af People’s Press.

Reglerne er simple – stil et spørgsmål til Jakob Knudsen. Skriv det i kommentarfeltet her på bloggen eller i kommentarfeltet på Facebook, og så er du med i konkurrencen. Udvalgte spørgsmål – ikke nødvendigvis vinderspørgsmålene – vil blive stillet til Jakob Knudsen næste torsdag den 27. februar, hvor hans udgivelse vil blive fejre med åben Forfattercafé på Hjørring Bibliotek. Alle er velkommen til caféen, som er gratis og hvor der vil være mulighed for signering.

Hver dag op til udgivelsen, vil du få mulighed for at blive en lille smule klogere på Jakob Knudsen. Allerede i morgen lørdag kommer et interview, som jeg fik lov at lave med ham i mandags i de hyggelige omgivelser på Hjørring Bibliotek. Der vil i ugens løb også komme anmeldelser af hans første 2 bøger i Swane-serien.

Lad nedtællingen til udgivelsen begynde…

Forfattercafé med Jakob Knudsen på Hjørring Bibliotek

Når engle græder blod udklip

Der var et flot fremmøde fredag eftermiddag på Hjørrings Bibliotek, da de indbød til Forfattercafé med lokalforfatter Jakob Knudsen. Og det var en veloplagt forfatter med en masse på hjertet, som fortalte om hans bøger og hans vinkel på livet som forfatter. Rammerne er jo som altid fantastiske på Hjørring Bibliotek og den svage summen af liv på biblioteket gav en dejlig atmosfære.

Allerede efter en kort intro, var det tydeligt, at Jakob Knudsen er en mand, der har noget på hjertet. Hans kropssprog og alle de ord, som nærmest stod i kø for at komme ud af munden på ham, bevidnende om en erfaren fortæller. “Jeg forestiller mig, at jeg fortæller lidt i den første halve time og så kan i bruge den sidste halve time på at stille spørgsmål og så videre…” Ja, udgangspunktet fejlede jo ikke noget, men 50 minutter senere, var vi blevet en hel del klogere på filosofi, bøger og Jakob Knudsen selv – og selv om tiden var rendt fra ham, så havde han stadig god tid til at besvare spørgsmål og besvarede hvert et grundigt.

jakob-knudsenFor 4 år siden udgav Jakob Knudsen den første kriminalroman om kriminalkommisær Kristian Swane “Håbefulde hjerte” og for ca. en måned siden udkom han så med sin 2. roman “Når engle græder blod”. Titlen har han ikke selv fundet på, men faktisk var det han yngste søn på nu 15 år, som foreslog titlen (dog uden at have læst bogen, som vist ikke egner sig for hans alder).

Bogen er blevet taget rigtig godt imod rundt omkring og Jakob Knudsen fortæller, at han og konen vågnede kl. 5 om morgenen på udgivelsesdagen for at læse avisanmeldelserne. Der blev ikke sparet på stjernerne og han kunne stolt skrive til sin redaktør om succesen (han kunne dog godt have sparet sig ulejligheden, for hun var allerede oppe kl. 4 for at læse anmeldelserne 🙂 ) Men ingen tvivl om, at bøgerne er blevet en succes og den første bog er også blevet genoptrykt.

HVORFOR? Men hvad er det så der skulle gøre netop Jakob Knudsen’s bøger bemærkelsesværdige i dette gigantiske litterære univers, hvor krimier bliver masseudgivet og det kan være svært at skille sig ud fra mængden. Jakob Knudsen mener først og fremmest, at forlaget spiller en kæmpe rolle. People’s Press er et stort og anerkendt forlag med fingeren på pulsen, specielt når det kommer til krimier. De ved hvordan bøgerne skal formidles og hvad der skal til. Der ud over ville han gerne tilføre bøgerne noget anderledes og fordi filosofi er en del at Jakob Knudsen selv blev det hans ekstra krydderi til bøgerne. Det er ikke set før og heldigvis virkede det tilsyneladende.

At hovedpersonen har nogle træk, som stammer fra forfatteren selv, er ikke helt ualmindeligt. Det gør personen mere virkelighedsnær og realistisk, men som Jakob Knudsen siger, er det heldigvis ikke alle træk, der er ens. Det er vigtigt for ham, at han kan skabe disse relationer. Noget at det der også betyder meget for ham, når han skriver, er at emnet skal være interessant og fange hans interesse. Så der er et felt at udforske. Dernæst skal geografien være genkendeligt, og det er derfor, at han har valgt at lade noget af handlingen foregår i Nordjylland. Desuden er der heller ikke så mange forfattere, som har taget udgangspunkt i det nordjyske.

SUCCESSEN FORTSÆTTER! Gyldendal i Norge har allerede købt rettighederne til bøgerne og senere på måneden bliver bøgerne præsenteret på en stor messe i London, hvor andre lande kan købe rettighederne til at udgive i deres land. Den 3. bog er også allerede under udarbejdelse og forventes at komme i handlen til foråret 2014.

Det er fedt at opleve en lokal forfatter med så stor succes, og jeg ønsker Jakob Knudsen al held og lykke med hans forfatterskab. Hans bøger står selvfølgelig i reolen og venter på mig…