Michael Kamp er fænomenal i hans beskrivelser. Jeg følte og så for mig, hvordan hovedpersonen Thomas hvirvlede gennem gange i en vægtløs tilstand, hvordan han time for time mistede mere og mere af sin forstand, men alligevel nægtede at give op.
Og det var det letfordøjelig sprog og de billedlige beskrivelser, der fastholdt mig til bogen, desværre var det dét eneste.
Selve historien brød jeg mig ikke om, og mest af alt tror jeg, at det var den desperate klaustrofobiske følelse af gentagelser og magtesløshed, som tærrede på mit nervesystem og fik mig til at føle en blanding af kedsomhed og ubehag. Jeg kender forfatterens bøger og ved, at der aldrig er sparret på lemlæstelse eller ulykkelige slutninger, men denne gang manglede jeg en spændende og fantasifuld historie.
en eftermiddag finder Tosh en helt special slange, da han er ude på jagt efter hugorme. I sin søgen efter viden om slangens oprindelse søger han hjælp på nettet og snart efter får han besøg. Tosh bliver pludseligt og ufrivilligt en vigtig del i et gammelt opgør mellem væsner fra en ukendt verden.
‘Slangestenen’ er letlæst børne/ungdomsbog, som kan tilfredsstille sin målgruppe med spændende mystik, action og lille gran humor. Specielt drenge vil med garanti få stor fornøjelse med bogen, som både har hverdagsudfordringer, som venskaber, mobning og skilsmisse, kombineret med de overnaturlige elementer, som magi, kampscener og forskellige verdener.
Forfatteren har skabt et univers med slangen som fokuspunkt og det skinner tydeligt igennem, at han har styr på fakta – dog uden at det bliver irriterende belærende. Det er der imod spændende og fornyende. Der ud over skiller den sig egentligt ikke meget ud i forhold til genren, og i den første den af bogen savnede jeg det et pondus, som skulle fastholde mig som læser. Men hen ad vejen blev jeg mere opslugt at historien og fandt den virkelig underholdende.
Efter en længere periode, hvor anmeldereksemplarer hobede sig op, mens læselysten dalede, besluttede jeg mig for, at Leoniderne skulle være bogen, som bragte læselysten tilbage. Dermed sagt, at forventningerne var store!
Heldigvis indfriede den alle mine forventninger og efter at have tilbragt en hel søndag fordybet i bogen, har jeg nu sat bogen i reolen og glæder mig til at gøre plads til mange flere i serien.
Leoniderne er en fantasy, som foregår i Danmark, og det fungerer fremragende. Faktisk er det skønt for en gangs skyld at være på hjemmebane. Alle forhold er velkendte og skaber ro til en ellers begivenhedsrig fortælling.
Personerne er elskelige på hver deres facon, og der er tilsyneladende allerede skabt en trend om, hvorvidt man er til Team Noah eller til Team Alban. Og selv om jeg syntes det altid er dejligt forfriskende med en trosig bad boy-type, så har Alban helt klart vundet mit hjerte.
Sproget fungerer rigtig godt og henvender sig ikke nødvendigvis til de helt unge, men med sine fantastisk nuancer og eminente sprogbilleder, kan bogen sagtens og med stor fordel også læses af det voksne, fantasy-hungerende publikum.
Der er planlagt 9 bind i serien og hvert bind bliver fortalt fra en ny hovedpersons vinkel. Næste bog bliver fortalt fra Pi, Noahs tvillingesøster’s vinkel, men jeg glæder mig nok allermest til det bliver Alban’s tur. Jeg finder ham meget sympatisk og så bliver det spændende at læse en bog fra en blind person’s vinkel. I det hele taget en fremragende måde at differencere bøgerne på og jeg glæder mig til at se om det fungere optimalt.
Bogen er udgivet ved forlaget Tellerup og næste bog GEMINIDERNEforventes af udkomme til foråret 2015. Og hvis ellers karaktererne arter sig ordenligt og hører efter, hvad Nanna Foss siger, så kan vi måske allerede få bind 3 senere i 2015, men lad os nu se… Jeg sender i hvert fald de bedste anbefalinger med denne fantasy og ser frem til den næste i serien!
Anmeldelse: Giza og Marionetterne af Maria Simonsen
Maria Simonsen er en ung debuterende forfatter, som i juli udkom med fantasy-fortællingen “Giza og Marionetterne”. Bogen har elementer, som ledte mine tanker hen på serierne House of Night og Harry Potter tilsat en stædig rødstrømpe 🙂
Hovedpersonen Giza er viljestærk og fanden-i-voldsk, og jeg elskede hendes stædighed og kunne i det hele taget rigtig godt lide adskillige af personerne; Narax, Ruben, Noel, Wilbur, Benja og Kallas. De har alle det til fælles, at de er beskrevet med indlevelse og en smuk og elskværdig personlighed (her skinner forfatterens feminine side måske lidt igennem, men det gør bare karaktererne mere nærværende).
Selv om fortællingens handlingsforløb måske ikke leverede de store overraskelsesmomenter, så fandt jeg den spændende og kunne sagtens forestille mig flere fortællinger om Giza.
Jeg var en del i tvivl om, hvor vidt bogen skulle have 3 eller 4 stjerner, og det begrunder jeg med, at den desværre indeholdt en del grammatik- og opsætningsfejl, som irriterede mig. Men omvendt så var jeg imponeret over den gode historie, som den unge forfatter har skrevet i et letlæst sprog, som passende henvender sig til det unge publikum. Jeg læste selv dele af bogen op for min datter, som var helt opslugt og levede sig vældig ind i historien.
Om forfatteren
Maria Simonsen er 26 år og arbejder til dagligt i TV-branchen, hvor hun er redaktionchef for forskellige TV-programmer. Hun er uddannet journalist og bor i København. Hun elsker fantasy og har læst og skrevet i genren lige så længe hun kan huske.
Anmeldelse: Landet Armgard 1, Korgon – Det magiske sværd af Ken Brerup
Hvis du trænger til noget nyt efter Harry Potter, Ringenes Herre eller Arven, så er fantasytrilogien Landet Armgard et rigtig godt bud.
Ken Brerup har skabt sit helt eget smukke og troværdige fantasy-univers. Hans sprog flyder godt, og bøgerne kan sagtens læses af unge helt ned til de tidlige teenageår. Bogen henvender sig primært til drenge, som vil nyde godt af magien, kampene og mystikken.
Fantasien er stor og magien kender ingen grænser. Bogen handler om Korgon – et magisk sværd, som kan forvandles ved hjælp af tankens kraft, men det kan kun styres af én bestemt person. En mørk og ond magt hersker over landet, og Korgon og dettes retsmæssige ejermand er de eneste, der kan besejre det.
Det eneste negative jeg har at sige om bogen, er, at den til tider godt kan være lidt langtrukken. Og så alligevel ikke, måske jeg opfatter den således, fordi jeg ikke besidder den tålmodighed og fordybelse, som bogen kræver. Dette er en bog, som skal nydes, ikke sluges og fortæres.
Så læn dig tilbage i en god stol og hav kaffekanden klar, så du kan holde dig vågen til langt ud på natten. Jeg ønsker dig en magisk rejse til Landet Armgard!
Landet Armgard er skrevet af den danske forfatter Ken Brerup, som altid har haft en levende fantasi og evnen til at skrive, men først nu har gjort noget ved det. Korgon – Det magiske sværd er 1. del af trilogien, efterfulgt af 2. del Krystalstjernens hemmelighed, 3. del er stadig under udarbejdelse. Bøgerne kan blandt andet købes hos Arnold Busck.
Anmeldelse: Nattens sanger 3 – Følelse af Christina Bonde
INTET KAN SIDESTILLES med overgrebets skrig. Der findes skrig af vrede og glæde, skrig af sorg og smerte, skrig af forskrækkelse eller overraskelse, skrig af angst og magtesløshed, skrig af nydelse – og så overgrebets skrig. Den intense lyd, der i virkeligheden er en følelsesfærd gennem de fleste af de andre skrig.
Endnu en gang blev jeg overvældet af Christina Bondes beskrivelser. Titlen kunne ikke være mere rammende, da bogen er en rejse rundt i smukke observationer og indlevende følelser.
I den forrige bog blev der lagt mange tråde ud og jeg var spændt på om det lykkedes at samle dem alle, men det gjorde det selvfølgelig. Jeg kunne ikke undgå at lade mig fuldstændig opsluge. Som titlen indikerer så er følelserne i højsædet, men også oplevelsen af ikke at have følelser mestrer hun imponerende. For det syntes ellers som en umulig opgave at beskrive en opfattelse af verden, uden at bruge menneskets komplekse register af følelser. Vi har dem med i alt, hvad vi gør og siger, uanset om de er synlige eller ej, så raser der en konstant bølge i kroppen på os – bygget på alt fra glæde, begejstring og lyst til sorg, had og raseri. At beskrive et liv uden dette, er en kunst.
Hele den sidste tredje del af Nattens sanger 3 er en stor closure. Og samtidig med jeg higede efter en afslutning og følte, at nu måtte hun godt se at få sat det sidste punktum, så nåede der at udspille sig handlinger nok til endnu en bog, og ikke én kunne undværes. Dog hælder jeg måske til, at historien ikke behøver slutte her. Selv om der ikke er nogle løse tråde, så er der stadig muligheder, som jeg ikke vil komme nærmere ind på af hensyn til spoilers. Men man har jo lov at håbe…
Nattens sanger-trilogien er fortalt af en person, der simpelthen må være ekstremt omsorgsfuld og kærlig. En person, som brænder for hendes karakterer og er stærkt passioneret. Jeg har aldrig mødt Christina Bonde, men jeg forestiller mig, at hun har lagt en stor del af hendes personlighed i fortællingen, og det er dét der er med til at gøre den ægte. Bare da jeg modtog bogen, kunne jeg næsten ikke få mig selv til at pakke den op. Den var smukt dekoreret med perler og bånd, og dét bevidner om en omsorg ud over det almindelig.
Jeg ønsker Christina Bonde tillykke med en smuk og velskrevet trilogi og opfordrer hende stærkt til straks at kaste sig over næste skriveprojekt… Vi er nogen der venter… 🙂
Anmeldelse: Shadow falls – Født ved midnat af C.C. Hunter
Det er længe siden, at jeg har læst en bog til ende, som har irriteret mig så meget som denne. Bogen var langtrukken og led under manglende fantasi, og jeg fandt adskillige passager direkte latterlige og platte.
Jeg ved godt, at enhver forfatter ikke ønsker, at deres bog bliver beskyldt for at ligne andres bøger, og C.C. Hunter forsøger at gøre hendes fortælling til noget særligt, men de vippende øjenbryn og de idéforladte øjenavne, som Grønøje, Tudsepigen eller Menig Hængemule (den skrabede virkelig bunden), gjorde ikke bogen til noget særligt, men latterliggjorde den snarere.
Og den ufattelig naive og tykpandede teenager Kylie drev mig til vanvid med hendes evindelig “Det er sikkert en hjernesvulst” eller “Faaar…du lovede!” Hun fremstilles virkelig som en teenager i alle dets fordomsagtige klichér, og hendes ringe dømmekraft hvad mandkøn angår…argh, kom nu ind i kampen!
Jeg tror festen stopper her for mit vedkommende…tak for nu, Shadow Falls!
Anmeldelse: Usynlighed af Andrea Cremer og David Levithan
Jeg har gjort et ihærdigt forsøg på at elske denne bog. Hele idégrundlaget var godt og spændende, men hver gang jeg satte mig for at læse, var det en kamp at fordybe mig i historien.
Andrea Cremer tryllebandt mig ellers med hendes Nightshade-serie, men denne bog var langtrukken og kunne på ingen måde fastholde mig. Jeg har rigtig svært ved at sætte en finger på hvad der helt præcist var galt, men jeg tror, at det var personerne, som jeg ikke kunne få et ordentligt tilhørsforhold til. Og da hele bogen faktisk kun kræsede om ganske få personer, så giver det god mening, at historien ikke kunne fastholde mig.
Den læner sig helt klart op ad en 2’er, men jeg ved ikke rigtig, om jeg vil spilde kræfter på den, men blot konstatere at jeg så er blevet den oplevelse rigere.
Anmeldelse: Elverskud 2 “Søsterpagt” af Nicole Boyle Rødtnes
“Søsterpagt” bringer læseren tilbage til Birke og Rose kort efter vi forlod dem i den første bog “Skæbnedans“. Bøgerne kan ikke læses selvstændigt og det vil klart være en fordel at læse dem umiddelbart efter hinanden. Den mulighed havde jeg desværre ikke og det tog lidt tid for mig at komme rigtig ind i historien igen og få udfyldt hullerne.
Men uanset hvad, så vil Nicole Boyle Rødtnes’s bøger altid fortrylle mig og “Søsterpagt” var ingen undtagelse. Sproget appelerer til læseren, og bogen læser nærmest sig selv på ingen tid. Personerne er elskværdige og troværdige. Hver især kæmper de deres kampe: Birke med kærligheden til Malte. Rose med sorgen over Benjamin. Faren med tabet af og sin svigt til hans døtre. Kirse med det uretfærdige lod, som hun har trukket. Og den nytilkommende Aske, som spiller en vigtig og spændende rolle for dem alle.
Bogen er for mig lidt en overgangsfase, inden den store afslutningen, som jeg forventer vi får i den 3. og sidste bog. Derfor accepterer jeg også, at der ikke er de store drama på spil, og at bogen afklarer nogle uafsluttede hændelser, mens den lader op til “le grand finale”. Men alligevel ærgrer det mig lidt, at Rose’s hemmelighedskræmmeri ikke får mere opmærksomhed. Der er mange dybe følelser gemt i hendes handlinger, og de fortjenere med.
Nicole Boyle Rødtnes skriver fantastisk og hendes valg af elver til denne serie, fryder mig meget, desuden har hun pakket fortællingen ind i et smuk, smuk cover.
Alexandra Adornetto lukker denne trilogi af på den mest vellykkede og fuldendte måde. Beth og Xavier’s kærlighed må stå meget ondt igennem, og denne gang rammer det Beth’s allernærmeste, som ender ud med at tage vigtige ting op til overvejelse.
Alexandra Adornetto skriver med hjertet og hendes bøger stråler af kærlighed, hengivenhed og troen på noget større end os. Hun undlader ikke endnu en gang at imponere mig med hendes skrivekundskaber, som på ingen måde afslører hendes meget unge alder. Med afslutningen på denne trilogi afventer jeg spændt på, hvad mere der måtte komme fra hendes velsignede hænder.
Michael Kamp er fænomenal i hans beskrivelser. Jeg følte og så for mig, hvordan hovedpersonen Thomas hvirvlede gennem gange i en vægtløs tilstand, hvordan han time for time mistede mere og mere af sin forstand, men alligevel nægtede at give op.
Andrup's bookshelf 