Anmeldelse: Dukkebarn af Carin Gerhardsen
Krimier, hvor børn spiller en væsentlig roller, som offer, har altid en helt særlig indflydelse på mig, og denne er ingen undtagelse. Barnet i denne bog er uhyggelig selvstændig, og det har både fordele og ulemper. Flere gange havde jeg lyst til at ruske barnet og sige, “Vær dog ikke så selvstændig og gør, som et hvilket som helst barn”, men så ville der jo selvfølgelig nok ikke være nogen bog at læse 🙂
Som Carin Gerhardsen også viser i hendes første bog, så er hendes bøger ikke præget af overdramatiseret action, eller i det hele taget af ret meget action. Efterforskningen foregår i et – hvad jeg vil antage – meget realistisk tempo og på en meget troværdig måde. Læseren bliver delagtiggjort og tror, at morderen er gennemskuet. Men Carin Gerhardsen er god til at lave en uforudset krølle på hendes afslutninger.
Bogen bygger flere historier op – og som det typisk er – så har de selvfølgelig til slut en eller anden form for sammenfald (så har jeg vist ikke røbet for meget). Desværre syntes jeg, at opbygningen af hele bogen har været langtrukken, og der var rigtig mange forskellige hændelser, som kørte sideløbende. Da så endelig vi når vejs ende, er det overstået på få sider, og så er det snip-snap-snude…slut!
Bogen slutter dog med en del cliff-hangers til den næste bog, så der er i hvert fald nogle spændende ting at følge op på, fx er voldtægtssagen om Petra langt fra slut.
Andrup's bookshelf 