Livet er skrøbeligt, husk at leve det…

Anmeldelse: Stadig Alice af Lisa Genova

5 stjernerstadig aliceAlice Howland er en anerkendt kognitiv psykolog og verdenskendt lingvist, mor til 3 børn og har et fortravlet liv med karrieren, som 1. prioritet. I en alder af kun 50 år bliver hun diagnosticeret med Alzheimers.

Jeg har rigtig svært ved at sætte ord på, hvad det betød for mig at læse denne bog, men jeg ved, at jeg er Lisa Genova dybt taknemmelig for, at hun har skrevet den.

Hvor hjerteskærende historien end var, lykkedes det mig at holde tårerene tilbage – der var ellers grund nok til  at lade dem piske i en ustoppelig strøm fra start til slut. Men i stedet for at vride læseren igennem en umenneskelig følelsesladet historie, kom vi bag om kulisserne og fik et kig på tankerne hos Alice og opleve verdenen gennem hendes øjne efterhånden som sygdommen skred frem.  Der var frustration og depression, men der var også den lykkelige uvidenhed om begivenhedernes gang, eller til tider den ekstreme bevidsthed, anerkendelse og accept om at have en uhelbredelig og ubarmhjertlig sygdom.

Alice er skildret fantastisk. Vi oplever hende både som en stærk kvinde, der nægter at lade sig kue af Alzheimers, som en kærlig kvinde, som får et nyt syn på familien, hengivenhed og livet i det hele taget, og så oplever vi hende selvfølgelig også en fortabt kvinde, som kæmper desperat for at hente ting frem, som hendes hjerne holder skjult for hende.

Familien til Alice reagerer vidt forskelligt, men på forventelige måder med både dyb sorg og med hjerteskærende egoisme.

‘Stadig Alice’ er en vigtig historie, der fortæller os om, hvor skrøbeligt livet er. Den er nærværende, ægte og hjerteskærende. Læs den!

Bogen er filmatiseret under titlen ‘Jeg er stadig Alice‘ og brillerer med blandt andet Julianne Moore, Alec Baldwin og Kirsten Steward i hovedrollerne. Filmen har biografpræmiere den 5. marts 2015, og jeg skal helt sikkert se den, men det bliver nok med et stor pakke kleenex som deltager.

 

Anmeldelse: Jorden største helte – Specialklassen 1 af Jacob Kokkedal

5 stjernerspecialklassenSå drenge!! Så kan I godt slukke for computeren, smøge ærmerne op og gør jer kampklar. Jacob Kokkedal giver jer de mest modbydelige, nådesløse og skrækindjagende aliens til dags dato.

‘Specialklassen’ er netop, hvad en specialklasse er. De utilpassede unge, som kræver ekstra opsyn og har særlige behov, men hvem siger, at det nødvendigvis er noget slemt? Faktisk viser det sig, at det kan være med til at redde jorden.

Da eleverne fra Anemoneklassen bliver torturofre for en gruppe aliens, bliver børnenes særpræg pludselig dødbringende våben. En kamp på liv og død og et spørgsmål om jordens overlevelse udspiller sig på forunderlig vis med lige dele humor og actionspræget krigsscener.

“Øjnene poppede ud af øjenhulerne, hvorefter klunk-morkernes hoveder sluttede af med at eksplodere og splatte hjernemasse ud over hele cellen og ud over menneskebarnet, der støt fortsatte med at skrige.” Citat side 60

Forfatteren er i besiddelse af en eminent fantasi og hans skrivetalenter er mindst lige så fantastiske. På én og samme tid fortæller han en børnehistorie, der er spækket med tilpas meget vold og gys til at fastholde og opfylde nutidens børns kvoter, og samtidig slynger han de voksne en syngende lussing om, at de ‘adfærdsvanskelige børn’ er ‘gode nok’. Der er morale nok at tage fat i, og det burde også give børnene lidt at tænke over.

“…ynglingen lagde nu det blodige pandehorn fra sig for først at rykke sine trusser ud fra mellem ballerne og derefter samle sit legetøj op i favnen igen, inden menneskebarnet fortsatte sin højlydte færd gennem skibet…” Citat side 106

Og det skorter heller ikke på humor, når de unge utilpassede mennesker iført løjerlige kostumer bærer rundt på tungt artelleri og pløkker aliens ned.

“Neonblodsfarvede angsttårer gled ud af dronens øje. En mide skøjtede med en bloddråbe ned forbi pandegællerne og landede ude på den enøjedes grisetryne.” Citat side 148

Jeg indrømmer, at jeg til tider sank en klump, når deres barske torturmetoder blev udpenslet eller når deres udseende havde mejslet sig fast på min nethinde. Har dit barn en livlig fantasi, så er det garanteret ingenting i forhold til Jacob Kokkedal! Her er i hvert fald en fortælling, som er barbarisk og makaber og som kan være et fremragende alternativ til plaffe zombier ned på computerspil.

Slutteligt må jeg komplimentere Peter Nielsen for de fantastiske illustrationer, som pryder bogen og hjælper fantasien på gled.

Bogen udkommer den 14. januar 2015 ved Forlaget Facet.

 

Enestående og fængslende…

Anmeldelse: Vidnet af Nora Roberts

5 stjernervidnetDer findes rigtig mange forskellige typer forfattere, og der er bare nogen ind imellem, hvor jeg falder fuldstændig på knæ for deres evne til at formulere sig og tilfangetage læserne fra første side. ‘Vidnet’ er mit første møde med Nora Roberts, og jeg håber sandelig ikke, at det bliver mit sidste.

Så snart jeg havde sat mig til rette med bogen, blev jeg indhyllet i en perfekt sammensætning af ord, spænding og personligheder, som jeg med det samme vidste, at jeg ønskede at kende alt til. Side efter side levede jeg mig ind i denne velafbalanceret spændingsroman, som ikke byder på meget spas, men som i stedet er fyldt med omsorg og spænding, og som visker grænserne mellem rigtig og forkert ud.

Hovedpersonen Elizabeth er en uhyre interessant person, som er så perfekt, at hun ikke har lært at leve livet. Hun er hyper intelligent og hendes tilgang til livet beskriver et nøgternt perspektiv – yderst interessant og til tider ubevidst humoristisk. Hendes pendant er Brooks, som også er korrekt og lever fuldt op til sin rolle som politichef, men som tirrer hende med en uimodståelig nysgerrighed og påtrængenhed – i kølvandet følger hans familie i overdoseret udgave.

Jeg kan kun give de varmeste anbefalinger til denne bog, som kaldte på mig, når jeg havde andet at se til end at læse og som jeg ikke kunne løsrive mig fra, når jeg gav mig hen til den.

 

 

Som en narkoman vil jeg bare have mere og mere…

 Anmeldelse: En plus en af Jojo Moyes

en plus en shilouet

5 stjernerJess har det ikke nemt, men det kan man hverken se eller høre på hende. På trods af livets ekstreme vilkår er hun rap i replikken og kæmper sig frem for at gøre tilværelsen udholdelig:

Alenemor til 2, hvor af sønnen faktisk ikke en gang er hendes egen, men hendes ægtemands. En fraværende ægtemand, som har boet hos sin mor de sidste to år på grund af en depression og som aldrig betaler en klink til hans børn. Pengene kan ikke slå til, så to jobs skal Jess håndtere i forsøget på at komme de konstante regninger til livs, og så er der jo også alle de andre forhindringer…

Af ubeskrivelige årsager (her er det at du simpelthen er nødt til at læse bogen for at det giver mening) ender Jess med børn og en stor savlende OG fisende hund på en tredages lang biltur med Ed Nicholls. Ed Nicholls har sin egen turbulente nedtur at håndtere, men i et ubemærket øjeblik overtaler han sig selv til at agere chauffør på en tur, som ændrer dem alle sammen på forunderligvis.

en plus en collage‘En plus en’ er ikke kun en kærlighedshistorie, men kommer omkring mange vigtige emner. Emner, som vi alle i større eller mindre grad, kan nikke genkendende til, men som kan være svært at tale om eller håndtere: mobning, kærlighed, svigt, fattigdom, bedrag, familieforhold.

En af de ting, som jeg rigtig godt kan lige ved historien er, at det ikke blot er endnu en fortællingen, hvor den rige millionær kommer valsende ind fra højrefløjen, køber alle hovedpersonens problemer væk med sit Mastercard og så lever de lykkeligt til deres dages ende. Bevares, vi tager da alle en afstikker en gang imellem til drømmeverdenen og suser mod stjernerne med en millionær i baghånden, men vi tager jo også turen tilbage til virkeligheden.

‘En plus en’ skildrer vigtigheden i at drage omsorg for hinanden, at se hinanden som den man er inderst inde og ikke nødvendigvis kun hvordan det ydre ser ud. Den fortæller en historie om vilje og styrke og troen på at kunne, men også historien om en gang imellem at lade andre tage over og tage imod en trøstende skulder. Det behøver ikke altid være rigdom, der skal til for at ændre tingenes tilstand. Opmærksomhed og anerkendelse er det første skridt i den rigtige retning, men det skal komme det rette sted fra for at give en rette respons.

Jojo Moyes taler direkte til mig i hendes bøger. Hendes sprog fastholder og tiltaler mig, og som et andet narkotikum vil jeg bare have mere og mere.

Læs også min anmeldelse af ‘Mig før dig‘ og ‘Honeymoon i Paris‘ ligeledes skrevet af Jojo Moyes.

 

Denne bog burde stå på din ønskeseddel…

Læserne i Broken Wheel anbefaler banner

Læserne i Broken Wheel anbefaler af Katarina Bivald

“Mens en pludselig regn slog ind mod vinduet, sad hun fordybet i bøgerne, omringet af de hviskende stemmer fra århundreders fortællinger, som ventede på at blive opdaget af de fremtidige læsere i Broken Wheel.” Citat side 114

“De fleste af bøgerne var paperbacks, så bogreolerne så luftige og farverige ud. Der var chicklit-bøgernes glade, bølgede skrifttyper og bløde pastelfarver, krimiernes hårde sorte omslag og kolde, sølv- eller guldfarvede titler, og de mere lødige romaner i lys beige, grå eller hvid. Hist og her dukkede en indbunden bog op som en bjergtop blandt paperback-dalene, og nogle af fakta- og fotobøgerne stak uden for reolkanten eller lå ned, hvis de var for store.” Citat side 126

5 stjernerlæserne i broken wheel anbefaler

Den unge, svenske Sara drager til Iowa, USA for at mødes med den aldrende dame Amy, som hun har skrevet sammen med og delt sin lidenskab for litteraturen med. Da Sara ankommer til den lille by, som ligger uden for lov og ret, er Amy død! På trods af det bliver Sara i byen og snart får hun den lille søvnige by vækket til live.

Jeg kunne citere denne bog i én uendelighed. Det var som at se mig selv, og jeg smilede og nikkede genkendende gang på gang over følelser og handlinger.

Passionen for bøger og ønsket om at sprede deres budskab på et helt uselvisk grundlag gennemsyrede bogen og var så nærværende, at jeg så mig selv stå bag den sommergule disk eller sidde i den slidte, grønne øreklapstol fordybet i en bog. Omringet af de finurlige personligheder som frivilligt eller ufrivilligt blev draget ind i boghandlens lune.

Og kærlighedshistorien var selvfølgelig heller ikke til at stå for. Bogen var fyldt med kærlighed – kærlighed til bøger, til byen, til manden, men lad dig nu ikke skræmme væk og tro, det er en gang pladderromantisk suppedas, for de humoristiske karakterer der blander sig i Saras liv er med til at opveje det søde. Venskaber opstår på kryds og på tværs, grænser overskrides og udfordringer tages op.

 

 

Chris Carter kommer til Hjørring…

Chris carter collage

På torsdag den 6. november kl. 19.00 kommer Chris Carter til Hjørring Bibliotek. Billetten koster kun 50 kr. og alle deltager får e-bogs novellen “Hunter”. Desuden vil der også være smagsprøve på en Chris Carter øl 🙂 Så benyt lejligheden til at møde bestsellerforfatteren, når han kommer til det nordjyske.

5 stjerner

Krucifiksmorderen – Fantastisk plot!!! Nervepirrende slutning. Miljøerne er gode og levende beskrevet.

Bødlen – Gennemtænkt, udspekuleret, umulig at lægge fra sig.

Stalkeren – Gåsehudsfremkaldende slutning, som vil hjemsøge mine drømme fremover.

Dødens kunstner – Blot 30 sider inde i bogen, var jeg rædselsslagen, og det er jeg stadig.

Dødsshowet – Robert og Garcia står overfor deres livs farligste morder, og denne gang er det personligt.

Hunter – en novelle – Kort og godt, velskrevet og Chris Carter i koncentreret form – lækkert!

Så har jeg gjort det. Efter utallige opfordringer, tog jeg mig sammen og gik i gang med Chris Carter’s bøger. Det vil jeg aldrig fortryde…

Mit allerførste indtryk af kriminalassistent Robert Hunter var en overlegen type, som blev fremstillet som bedrevidende på helt basale ting, der er logik for selv en simpel krimilæser som mig.

Men jeg sluger hver en misfornøjet tanke og bøjer mig i støvet for den gennemført geniale, rædselsfremkaldende og mareridtsprovokerende forfatter Chris Carter. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad den mand har oplevet og hvilke tanker, der krydser klinger i hans sind.

Ikke nok med, at han kan sammensætte de mest utænkelige plots og rædselsslagne mordscener, men manden skriver simpelthen fremragende. Og med tanke på at bøgerne foregår i USA, hvor alt kan ske, samt Chris Carter’s baggrundshistorie, som kriminalpsykolog fremstår selv de mest uhørlige mordscener realistiske og troværdige.

De korte kapitler giver læseren mulighed for at tage bøgerne i mindre portioner, hvis fordøjelsessystemet skulle have svært ved at kapere doserne af mord og massakre, eller også, som i mit tilfælde, får de korte kapitler mig til at læse bogen på rekordtid, fordi jeg hele tiden lige skal have ét kapitel mere, inden jeg slukker lyset…

Robert hunter fremstår, som en skarpsindig efterforsker med en utrolig observationsevne og en imponerende tålmodighed. Og så elsker jeg Robert Hunter’s gennemgående, total nonchalant replik:

“Jeg læser meget…”

Give-away… Spillet om Sirenen-konkurrence…

Om kun 2 dage udkommer Spillet om Sirenen, og du kan her på bloggen vinde et eksemplar. Det eneste du skal gøre for at deltage i konkurrencen er at Like og dele opslaget på facebook, eller Like og kommentere dette indlæg, og så er du med i konkurrence.

Vær med til at sprede budskabet om en fantastisk debutbog af Pernille Vørs.

Læs min anmeldelse af bogen her og læs et interview med Pernille her.

Vinderne af konkurrence udtrækkes på fredag, hvor bogen udkommer 🙂

Spillet om sirenen collage

Jeg er blevet smittet med ID-syndromet…

Spillet om sirenen collage

Anmeldelse: Spillet om sirenen af Pernille Vørs

5 stjernerEL James, så kan du godt flytte dig – der er kommet en ny forfatter til byen. Forfatter Pernille Vørs serverer den sexede, rødhåret hidsigprop Catharina Julie Hansen, som nægter at lade sig tæmme af Ian Dominic og hans velvoksne… tegnebog.

Hele weekenden har jeg været fuldstændig opslugt af Spillet om sirenen, som er 1. del af Dominic-trilogien af debuterende forfatter Pernille Vørs. Og jeg spørger bare, hvor f… har du gemt dig henne, Pernille? Det var på tide, at du krøb ud af dit musehul og slog dig løs. Damn girl – you got something going on.

Men vogt dig, kære Læser, for bogen er ikke kun hot, den er også smitsom, og du kan helt sikkert forvente dig en farlig omgang ID-syndrom. Og den eneste kur er Ian Dominic, som en vis en utæmmet, rødtop allerede har slået kløerne i… grrrr!

Den iltre Catharina er så temperamentsfuld, at hun sågar får det til at krible i mine hænder for at give hende en endefuld. Til gengæld tvang den dæmoniske Ian mig i knæ ved første møde og gjorde mig fuldstændig tam.

Selv om fortællingen foregår i lille kedelige Danmark, så lykkedes det for Pernille Vørs at bringe jetsettet til storbyen. Og ja, jeg kan selvfølgelig sagtens drage paralleler til denne bog og til Fifty Shades, CrossFire etc., men jeg syntes stadig, at historien har sin egen vinkel og netop, fordi den får lov at blive i Danmark, bliver den mere autentisk.

Hvis ikke det var, fordi bogen er skrevet med ubarmhjertig lille skrift, så ville du sikkert sidde med en mursten på 800 sider i skødet. Og pris dig endelig lykkelig for det, for næste del udkommer desværre – og til min store rædsel – først om adskillige måneder. Gad vide om ID-syndromet er dødeligt, og jeg ikke overlever, før jeg får min næste dosis…

Stor ros til coveret, som er stilrent, smukt og rammer stemningen perfekt!

Læs mere om Pernille Vørs på hendes hjemmeside!

Vil du ha’ mere? Så følg med de næste par dage, hvor du får mulighed for at lære mere om Pernille Vørs, Cat og Ian, samt at vinde bogen… På gensyn!

Kan Ian Dominic tæmme dig?

Køb bogen og find ud af det…

Spillet om sirenen udkommer

Kvinde, forkæl dig selv…

Anmeldelse: Sommernattens hemmeligheder af Lisa Kleypas

5 stjerner

Wallflower, hvor er det dog et smukt udtryk for en knap så flatterende position… bænkevarmer. Og de 4 smukke wallflowers i denne skønne, skønne fortælling er helt fantastiske. Sammen allierer de sig om kampen på de eftertragtede ungkarle med de rette titler. Historien foregår i 1800-tallet, hvor titler var altafgørende for magt og status i samfundet.

Den var skøn, således sukkede jeg, da jeg lukkede bogen efter sidste side. Romantisk og passioneret, humoristisk og erotisk og med meget passende drama. Vores hovedperson Annabelle får lov at spille rollen som skøn-jomfru-i-nød, men viser sig samtidig også at være en stærk og viljefast kvinde. Hendes situation ser håbløs ud, da familieformuen er væk og, hun, med hendes 25 år, efterhånden ikke er et særligt attraktiv valg til hustru. Det resulterer i desperate handlinger, som både er humoristiske, men også tragiske.

Bogen frarøvede mig min nattensøvn, kun for at få mig til at stå op i de tidlige morgentimer, mens der endnu var ro i hus og læse de sidste sider. Jeg elskede simpelthen hver en side. Det fantastiske miljø, som er os helt ubegribeligt i dag, de ekstreme status-forskelle, hvor højeste status, var dem der absolut ikke rørte en finger og brugte al sin tid på sociale arrangementer. Tøjet, smykkerne, håret, men også uskyldigheden skjult bag en nysgerrig og ivrig maske. Kærlighedens magt og afmagt, længsel og fangeskab. Den sensuelle erotik og den begærlige. Åhh…jeg får helt lyst til at starte forfra på bogen igen.

Det eneste der ærgrer mig er, at jeg læste den alt for hurtigt, men så er det heldigvis én af den slags bøger, som kan læses igen og igen og igen…

2. bind i Wallflowers-serie udkommer på dansk den 31. oktober 2014 fra Forlaget Pretty Ink. Gæt en gang, hvem der glæder sig til det…

Et sommer-must-read…

Anmeldelse: Min mands hemmelighed af Liane Moriarty

5 stjerner20140628-143020-52220843.jpg

 

Sæt dig en gang og tænk på en helt specielt lejlighed, som har haft stor betydning for dit liv…og forestil dig så, at du ikke havde truffet den beslutning den gang. Måske huskede du at tage den p-pille, måske valgte du at blive hjemme fra den nytårsfest, måske nået du ikke at få hold på cyklen alligevel inden bussen drønede over for rødt… Hvor ville du så have været i dag?

“Min mands hemmelighed” er én af den slags bøger, hvor læseren i et adstadigt tempo får et lille indblik i forskellige familiers liv. Og mere man får at se jo flere facader krakelerer…

Den succesrige overskudsmor Cecilie, som er elsket og beundret af alle, som altid er pænt klædt, siger alle de rigtige ting og kender navnene på alle i byen inklusiv børn og børnebørn, får vent op og ned på livet, da hun finder et gammelt brev. Brevet er skrevet af hendes mand i et svagt og sentimentalt øjeblik – helt tilbage til fødslen af deres første barn. Nu sidder Cecilie med en hemmelighed, som hun ikke kan magte, men som hun heller ikke kan ignorere

Samtidig svigtes Tess af hendes mand og hendes bedste veninde/kusine, da de fortæller hende deres hemmelighed. Og så er der den aldrende skolesekretær Rachel, som mistede lysten til livet for 28 år siden.

Af forunderlige årsager og et strejf af skæbne vikles deres liv sammen på godt og ondt. Gammel kærlighed blusser op, hjerter bliver knust og livets tilfældigheder spiller dem alle et pus.

Bogen handler om ægte kærlighed, moderkærlighed og om at kunne tilgive. Og så giver den et fremragende indblik i, hvor stor betydning skæbnen har. En storslået bog med en slutning, som ramte mig dybt og vil blive siddende længe.