Anmeldelse: En mors synd af Danielle Steel
Hvis ikke dette var en bog af Danielle Steel ville den aldrig være sluppet gennem nåleøjet hos forlagene – det er jeg overbevidst om. Det forventes jo, at bogen sælger med Danielle Steel på fronten, og det gør den jo også, fordi det er Danielle Steel, der har skrevet den…argh?!?!
Gentagelser på gentagelser på gentagelser – langt over halvdelen af bogen handler om hvordan moren, Olivia, har svigtet sine 4 børn for at skabe et imperium. Hun er direktør for et verdenskendt firma og har brugt hele deres barndom på firmaet i stedet for familien. Først får læseren indblik i, hvordan Olivia har klaret tilværelsen, stærkt hjulpet af hendes mand og mor. Bagefter kigger vi bagom de 4 børns syn på opvæksten, og for at det ikke skal være løgn, får vi det også lige fra svigerbørn og børnebørns opfattelse. Og det er stort set det samme hver gang, blot med nogle få nuancer.
Det var virkelig dræbende at komme gennem de første 2/3 af bogen, og den sidste 1/3 var en forventelig sukkersød opvejning af alt det slemme…uha-uha! Ingen action, ingen drama… bare en slem mor, som godt nok havde elsket sine børn og været kærlig og omsorgsfuld, men havde brugt hendes tid på at tjene millioner og skabe en forretning, der kunne sikre børn og børnebørns fremtid, nej, hvor forfærdeligt?!
Det virkede snobbet og forkælet, barnagtigt og virkelighedsfjernt. Bogen levede slet ikke op til forfatterens tidligere værker, som jeg har holdt rigtig meget af.
Andrup's bookshelf 
Samtidig med at det vel også bakker nogle stereotyper op om, at kvinder ikke må bruge deres tid på andet end børnene, men mænd godt må. Det lyder ret unuanceret. Personligt er jeg opvokset med en far, der har været væk det meste af tiden, men jeg har altid været klar over, at han gjorde det, så vi havde noget at leve af.
Og hvad er der i det hele taget i vejen med at gå op i noget andet end familien? Wow. En hobby. Hvilken synd!
Kan godt mærke jeg ikke skal læse den bog, end ikke for masokismens skyld. Jeg ville flå den i stykker.
LikeLike
Åh, hvor er det bare træls. Jeg hader de læseoplevelser, hvor det er åh-så-tydeligt, at bogen kun er udgivet, fordi forfatternavnet står på forsiden.
LikeLike