Som en narkoman vil jeg bare have mere og mere…

 Anmeldelse: En plus en af Jojo Moyes

Jess har det ikke nemt, men det kan man hverken se eller høre på hende. På trods af livets ekstreme vilkår er hun rap i replikken og kæmper sig frem for at gøre tilværelsen udholdelig:

Alenemor til 2, hvor af sønnen faktisk ikke en gang er hendes egen, men hendes ægtemands. En fraværende ægtemand, som har boet hos sin mor de sidste to år på grund af en depression og som aldrig betaler en klink til hans børn. Pengene kan ikke slå til, så to jobs skal Jess håndtere i forsøget på at komme de konstante regninger til livs, og så er der jo også alle de andre forhindringer…

Af ubeskrivelige årsager (her er det at du simpelthen er nødt til at læse bogen for at det giver mening) ender Jess med børn og en stor savlende OG fisende hund på en tredages lang biltur med Ed Nicholls. Ed Nicholls har sin egen turbulente nedtur at håndtere, men i et ubemærket øjeblik overtaler han sig selv til at agere chauffør på en tur, som ændrer dem alle sammen på forunderligvis.

‘En plus en’ er ikke kun en kærlighedshistorie, men kommer omkring mange vigtige emner. Emner, som vi alle i større eller mindre grad, kan nikke genkendende til, men som kan være svært at tale om eller håndtere: mobning, kærlighed, svigt, fattigdom, bedrag, familieforhold.

En af de ting, som jeg rigtig godt kan lige ved historien er, at det ikke blot er endnu en fortællingen, hvor den rige millionær kommer valsende ind fra højrefløjen, køber alle hovedpersonens problemer væk med sit Mastercard og så lever de lykkeligt til deres dages ende. Bevares, vi tager da alle en afstikker en gang imellem til drømmeverdenen og suser mod stjernerne med en millionær i baghånden, men vi tager jo også turen tilbage til virkeligheden.

‘En plus en’ skildrer vigtigheden i at drage omsorg for hinanden, at se hinanden som den man er inderst inde og ikke nødvendigvis kun hvordan det ydre ser ud. Den fortæller en historie om vilje og styrke og troen på at kunne, men også historien om en gang imellem at lade andre tage over og tage imod en trøstende skulder. Det behøver ikke altid være rigdom, der skal til for at ændre tingenes tilstand. Opmærksomhed og anerkendelse er det første skridt i den rigtige retning, men det skal komme det rette sted fra for at give en rette respons.

Jojo Moyes taler direkte til mig i hendes bøger. Hendes sprog fastholder og tiltaler mig, og som et andet narkotikum vil jeg bare have mere og mere.

Læs også min anmeldelse af ‘Mig før dig‘ og ‘Honeymoon i Paris‘ ligeledes skrevet af Jojo Moyes.