Brobyggerne er den første bog, som jeg læser af Jan Guillou, men bestemt ikke den sidste…
Selv om bogen klart ligger udenfor min “comfort-zone”, var det en oplevelse af læse den. Fortællingen handler om tre fattige, norske fisker-drenge, som besidder et fantastisk naturtalent indenfor ingeniør-verdenen. Som ved et lykketræf beslutter “Det gode formål” – en slags velgørenhedsorganisation – at finansiere drengenes uddannelse til ingeniører mod at de efterfølgende skal bygge bro og jernbaner i Norge. Det er selvfølgelig den ypperste uddannelse, som de får, og de består alle på højt niveau.
Da tiden er kommet for at betale deres gæld tilbage, er drengene blevet til unge mænd og de har gjort sig nogle livserfaringer. Desværre driver disse erfaringer dem i hver sin retningen og snart står der kun én tilbage til at færdiggøre 3 mands arbejde. Herefter følger vi 2 af brødrene gennem årerne frem til 1. verdenskrig.
Smukt fortalt, spændende fortælling og fantastiske beskrivelser. Et mesterværk, som fortjener fordybelse og engagement fra læseren.
Må erkende, at jeg absolut ikke er enig i din positive anmeldelse. Emnet er fantastisk og fuld af muligheder for at skrive en virkelig meningsfyldt historisk romantriologi, men … jeg synes Guillou i den grad misbruger stoffet. Finder, at han er alt for venlig over for udviklingen i Tyskland. Den bedste beskrivelse i bogen er om bygningen af jernbanen, som så også bygger på en anden bog om netop det emne. Derfor er den velskrevet og særdeles realistisk.
I min verden er bogen på niveau med en ugebladsnovelle – overfladisk og ganske ligegyldig, men da udmærket til at få tiden til at gå på.
Må så også erkende, at jeg ikke sympatiserer med forfatterens holdninger – f.eks. i forhold til Israel, som han nedgør på enhver mulig måde, eller i forhold til de arabiske, muslimske stater, som han roser og respekterer på enhver måde.
Se hans begejstring for Saddam Hussein i 1975: at “Saddam Hussein, i høj grad i kraft at Iraks store ressourcer og økonomisk udvikling om nogle år vil fremstå som en af den arabiske verdens virkelig betydningsfulde ledere.” I 1979 skriver han en bog, hvor han præsenterede Irak i rosende vendinger og præsident Saddam Hussein som en populær og progressiv statsmand og partileder. Guillou mente dengang, at Saddam værdsatte fred og demokrati, og at landet var på vej mod pressefrihed og økonomisk velstand”
Det er med disse holdninger i baghovedet, at jeg vurderer hans rosenrøde holdning til udviklingen i Tyskland – og hans generelt negative holdning til England i den afrikanske del af bogen. Det hænger sikkert også sammen med hans klare USAfjendtlige holdninger.
Derfor besluttede jeg ikke at spilde min tid ved at læse de 2 efterfølgende bind – det er måske en fejl, så jeg ser frem til at læse din bedømmelse af dem.
Mon ikke Jan Guillou lo hele vejen hen i banken med sit fede honorar, medens jeg ærgrer mig over, at en gylden mulighed for en dejlig, læseværdig historisk roman er spildt med overfladisk og ligegyldig sjusk.
LikeLike
Dejlig anmeldelse. Jeg har bogen stående på min hylde, og glæder mig til at komme igang. Det bliver også mit første møde med Guillou, men har forkærlighed for historiske romaner
LikeLike