Anmeldelse: Tavshedens mørke af Maria Kjær-Madsen

Endnu en velskrevet krimi fra Maria Kjær-Madsens hånd, skrevet i et godt og letlæst sprog.

Vi er tilbage sammen med journalisten Luna, kæresten Janus og efterforskeren Jepsen. Og endnu en gang vikles Luna og hendes nysgerrighed ind i en efterforskning om et – ved første øjekast – naturligt dødsfald, men som viser sig at være udfaldet af en udspekuleret morders hævnaktion.

Højst usandsynligt bliver Luna accepteret som en naturlig del af efterforskningen, hvor end ikke lederen Hvillum gør sig de store indvendinger. Ja, jeg forestiller mig, at det ligefrem er helt urealistisk i den virkelige verden, men det er med til at give historien en blød vinkel og derfor er jeg fuldstændig ligeglad med realiteter og nyder blot en anderledes tilgangsvinkel til opklaringen.

Sagt med et glimt i øjet, så er det tydeligt, at denne krimi er skrevet af en kvinde; den meget familiære omgangstone, som personerne har med hinanden og de meget imødekommende, elskværdige og ufattelig forstående kvinder, som Merete fx er et fremragende billede af. Maria Kjær-Madsen pryder historien med feminine træk, som klæder den og gav mig en dejlig læseoplevelse.

Slutningen var forventelig, men alligevel en perfekt retning af Luna’s meget positive personlige udvikling. Og samtidig en oplagt mulighed for at skrive flere troværdige bøger om Luna, Janus og Jepsen.