Jan Guillou besøger Hjørring Bibliotek, og der bliver rift om billetterne!
Når Hjørring Bibliotek tirsdag 8. kl. 19.00 juli får besøg af Nordens største og bedst sælgende, nulevende forfatter – Jan Guillou – er der tale om noget af et scoop. Jan Guillou holder meget sjældent foredrag i Danmark, så det er en enestående chance for de mange Guillou-læsere ikke bare i Hjørring, men i hele Nordjylland, at han vil bruge noget af sin ferieuge i landet på at besøge Hjørring.
Emnet for foredraget vil især være Guillous nyeste og største romanprojekt ”Det Store Århundrede”, hvor han i romanform vil beskrive 1900-tallets historie. De første 3 bind er udkommet med titlerne ”Brobyggerne”, ”Dandy” og ”Mellem rødt og sort”. I sidste bind nåede handlingen frem til 2. Verdenskrig, og Guillou afleverer inden sommerferien manuskriptet til bind 4, der kommer til efteråret, så måske vil han løfte lidt af sløret for handlingen.
“Jeg har skrevet 40 bøger, og statistisk set har jeg tyve år tilbage. Jeg indså, at hvis jeg skal nå at lave en tredje stor romanserie, er det nu, jeg skal i gang med den,” siger Jan Guillou selv i et interview og fortsætter: “Det er så enormt stort, at jeg er lige ved at rødme, når jeg siger det. Det grænser til storhedsvanvid at prøve at gabe over så meget, men én gang skal man sigte rigtig højt. Jeg vil skrive 1900-tallets historie. Menneskehedens største, grusomste og blodigste århundrede.”
Mødet med Guillou vil forme sig som en kombination af foredrag og samtale med journalist Charlotte Rørth fra Nordjyske, der kender hans forfatterskab indgående.
Der er kun et begrænset antal pladser til mødet med Jan Guillou, så det er med at sikre sig billetter, hvis man vil have denne store oplevelse. De koster kun 50 kroner og kan købes på alle Hjørring Bibliotekerne og på www.vendsysselbilletten.dk fra 15. maj.
Kort om Jan Guillou
Jan Guillou er født i 1944, og har udfoldet sig som først journalist og derefter som forfatter, men altid som samfundskritisk debattør. En stor del af hans bøger er desuden filmatiseret. Han har som forfatter bl.a. skildret sin skolegang på kostskolen Solbacka i bl.a. romanen ”Ondskaben”.
Desuden har han skrevet den populære thrillerserie om Carl Hamilton, der også er kendt som agent med kodenavnet Coq Rouge, og serien om korstogsridderen Arn Magnusson.
Efter at have gjort status over sit skrivende liv i bogen ” Ordets magt og afmagt ” begyndte han sit mest omfattende bogprojekt nogensinde i form af en serie romaner om 1900-tallet.