Anmeldelse: 3096 dage af Natascha Kampusch
Bogen giver dig et indblik i en lille forskræmt piges umenneskelige tilfangetagen. Hun fortæller råt, men uden at du sidder og ynker hende. Hun fortæller i detaljer, men uden at det bliver sliberigt. Jeg har ondt af pigens barndom, af hendes 8 spildte år i fangeskab og jeg har ondt af befolkningens behandling af hende efterfølgende. Jeg vil anbefale enhver at læse bogen, den giver dig forståelse for hendes handlinger og tanker.
Filmen
Da jeg gik ud af biografen var det med en underlig fornemmelse. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg kiggede på min mor, som jeg var afsted sammen med, og sagde: “Ja, den kunne jo ikke være anderledes.”
Filmatiseringen skildrer stemningen fremragende. Den er dyster, simpel og forenklet. Der er ikke action, storslåede miljøer eller overdrevne personkarakterer. Fortællingen er skåret helt ind til benet og fortæller den nøgne sandhed. Giver stof til eftertanke.