Beskrivelse: Den 19-årige Jackson finder ud af, at han kan rejse i tiden. I starten er det bare sjovt, og han udforsker mulighederne sammen med hans ven Adam. Men da hans kæreste en dag bliver skudt foretager han en rejse og pludselig kan han ikke vende tilbage igen. Det er starten på mange tidsrejser, som kan få store konsekvenser.
Når man læser en science fiction roman, som denne med tidsrejser, er det en balancegang for forfatteren at forklare dimensionerne af tidsrejserne og at tydeliggøre hvilken karakter der er, hvor – uden at det bliver forvirrende eller kræver lange, søvndyssende forklaringer. Det syntes jeg, at Julie Cross formår ret godt – selvfølgelig skal læseren holde tungen lige i munden for at holde styr på det hele, og jeg indrømmer også, at jeg et par gange var hægtet lidt af. For der er mange personer at forholde sig til – i både nutid, fortid og fremtid, men det var tåleligt og forståeligt at springe…
Kærlighedshistorien holdt den gående for mig. Jeg kunne lide personerne og deres handlinger, men desværre var de ikke beskrevet særligt dybdegående og gav mig derfor heller ikke det store tilhørsforhold. Jeg opfatter det, som et sikkerhedsnet fra forfatterens side; således er der lige romantik nok til at tiltrække pigerne, men ikke for meget til at afskrække drengene. Desværre kan det være en dårlig løsning, så hun risikerer at miste begge parter. Jeg sidder i hvert fald ikke tilbage med et desperat ønske om at læse fortsættelse.
Hele bogen er skrevet i et meget letlæst og flydende sprog, hvilket gjorde af jeg pløjede mig igennem de cirka 450 sider på 2 aftener. Historien er god og gennemtænkt, og den rammer helt sikkert sin målgruppe, men samtidig er det en bog, som ikke efterlader dybe tanker, og som jeg hurtig vil komme til at glemme igen. Ok underholdning.
Andrup's bookshelf 