Jeg er kommet til at holde virkelig meget af Emma og hendes venner, både de levende og mindre levende. Den forbudte eller i hvert fald umulige kærlighed sætter også et dejligt desperat præg på fortællingen og får nervetrådene til at sitre i forventningens anspændthed.
Historien eskalerer og spændingen opbygges, men bedst som målet næsten nåes, smuldrer det mellem fingrerne på sig. Alligevel sidder læseren tilbage med lettet åndedrag over at have overlevet strabadserne.
Nu lader vi sårene hele og samler kræfter til den næste og tredje bog. Mon det så endelig lykkes Emma at besejre de onde kræfter og få sin livs kærlighed, eller kommer der til at ske noget helt uventet?