Anmeldelse: Islandske konger af Einar Már Guðmundsson
Humoristisk fortællinger om de såkaldte islandske konger. Man skal virkelig være en kold skid, hvis ikke man flere gange slår et skraldergrin op.
“…Hotel Hekla en gang om året og drak sig fuldstændig ud af denne verden og endte med at ligge og drikke i sengen, alt imens Djævelen stod ude på torvet og pissede ind ad hans vindue. Til sidst var han ude af stand til at holde sig selv ren og sked i en blomstervase og en enkelt gang i sin strømpe, og nogle siger, at han havde tænkt sig at smide den ud ad vinduet og svingede den i cirkler over sit hoved, men at der var hul på tåen.”
Uddrag fra: “Islandske konger.” Lindhardt og Ringhof
Bogen skal læses i et roligt tempo og skal nydes, ellers bliver gentagelserne overvældende og irriterende. Men samtidig er gentagelserne også nødvendige for at holde rede på de ekstremt mange personer og navne, som vi kommer omkring.
Tidsforløbet er svært at lokalisere, da vi springer lige fra 1749 til det 2100. århundrede. Sætningerne er lange, ofte 4-5 linier, hvilket får mig til at “snappe efter vejret” eller starte fordr for at få hele sætningens betydning.
Det var en blandet følelse at læse bogen. Jeg blev virkelig underholdt, men samtidig var bogen også anstrengende at læse. Jeg tror, at hvis jeg havde “ofret” meget tid på læsningen og trukket den i langdrag, så ville jeg have nydt bogen en hel del mere…
Andrup's bookshelf 