Anmeldelse: The Hungers Game af Suzanne Collins
The Hungers Game 1 – Dødsspillet: Jeg var indstillet på at skulle læse en nyere udgave af Stephen King’s “Den løbende mand” og konceptet var også meget i samme stil, men så stoppede lighederne. Jeg skulle lige vænne mig til nutids- og jeg-fortællingen, da det er længe siden, jeg har læst en bog i det perspektiv. MEN overlevelse, list og kærlighed – jeg var fanget fra 1. side og bogen var skyld i mange sene nattetimer. Den er skrevet i et godt og letfordøjeligt sprog og historien er gribende. Jeg glæder mig til “Løbeild”.
The Hungers Game 2 – Løbeild: Fantastisk god bog. Tryllebundet fra side 1. Jeg slugte de sidste sider grådigt og samtidig forsøgte jeg at holde igen, da jeg ikke ville have bogen til at få en ende. Jeg har store forventninger til den sidste bog og kan ikke vente til den udkommer. Denne triologi skal bare læses.
The Hungers Game 3 – Oprør: ‘Sindsoprivende’ som der står på bogens cover, er nok det ord der beskriver bogen bedst. Glæd dig til at være naglet fast til denne bog de næste par dage, men forvent det uventede. Jeg gøs og græd og der var langt mellem smilene. Mine nakkehår rejste sig, da mutaerne hvæsede Kattua’s navn i minetunnelerne, mine næsebor udvidede sig da stanken af forrådnelse blandede sig med aske og min hals snørrede sig sammen og kvalte skrig fremkaldt af mareridt. Jeg følte mig fuldstændigt sat i Kattua’s forfærdelige sted og jeg følte med hende og hendes tab under kampene. Da jeg lukkede bogen efter sidste side, sukkede jeg ikke et forventningsfuld suk med “…og de levede lykkeligt”, men snarede et fortvivlet “…og det er også en slags overlevelse”. Suzanne Collins har en fantastisk fantasi og beskriver hendes univers farverigt og detaljeret, som giver en utrolig indlevelse.
Andrup's bookshelf 
Åh ja. De bøger er så spændende og så uendeligt medrivende.
LikeLike
Ja, jeg syntes, at de skiller sig ud fra mængden.
LikeLike