En genre er én ting… Jeg kender jo mine favoritter. Jeg sværmer selvsagt for krimierne, krydrer det ind imellem med en (ofte) letlæst fantasy og så spæder jeg gerne op med lidt behageligt erotik til at sætte tingene i perspektiv.
Der er visse genre, som jeg har forsøgt mig med flere gange uden det bedste resultat. Udfaldet er næsten hver gang som en kikset blind date, hvor vi pænt udveklser telefonnumre, men udemærket ved, at det ryger direkte i skraldespanden.
Når jeg så i stedet holder mig til mine velkendte, er der stadig visse forbehold, inden jeg hovedkulds springer ud i et nyt “forhold”.
Jeg skammer mig faktisk rigig meget over det, men fortællinger som krig tiltaler mig bare ikke, og specielt ikke 2. verdenskrig eller Tyskland. Derfor blev jeg også slemt skuffet over “Valkyriesang” af Craig Russll, som jeg læste for nylig. Den lagde rigtig godt og spændende ud, men efterhånden som historien udfoldede sig, forsvandt min motivation. Derfor blev forventningerne om en spændende krimi druknet i en forudindtaget indstilling til krigsbøger.
Jeg kunne ikke lade være med at grine højt og længe, da min mand og jeg forleden talte om netop denne “problemstilling”. Han elsker Discovery’s programmer om politiets indsatsstyrker, hvor man følger dem på deres arbejde. Her sammenligner han mine forventninger til krimierne med hans forventninger om at se et amerikansk SWATteam lave en hardcore aktion mod en narkobule og istedet får en britisk “bobby” med høj hat ridende gennem Londons gade efter en tasketyv – udbyttet er bare ikke det samme!!!
Andrup's bookshelf 