Sofie Sarenbrant er ikke kun en smuk og sød kvinde, men hun kan faktisk også skrive. Vi mødtes på Krimifan’s stand og det blev lidt af en prøvelse for mig. Jeg behersker engelsk fremragende, så det er ret pinligt, at jeg ikke fatter et klap svensk. Men Sofie er en meget tålmodig kvinde og med stor hjælp fra en kollega i standen, kom vi igennem interviewet 🙂
Sofie Sarenbrant har skrevet “Uge 36” og “I stedet for dig”, som ligger i den bløde ende af krimigenren. Nu er hun netop udkommet med “Hvil i fred”, som er en psykologisk thriller. Hun er allerede færdig med 2. bind til “Hvil i fred”, og den er så småt i trykken i Sverige. Den udspiller sig ovet et 4-timers forløb under Stockhom Maraton. Titlen på dansk er endnu ikke helt klart, men en direkte oversættelse vil være udtrykket “Sit andet værd”.
Som person er Sofie Sarenbrant meget bange og har en utrolig livlig fantasi. Hun bliver let skræmt og mange af hendes idéer udspiller sig også heraf. Når hun omformulerer sin frygt til tekst bearbejder hun den samtidig og bliver dermed mindre skræmt. Kombinationen af en ekstremt livlig fantasi og hverdagsting inspirerer hende, og som hun selv siger; “Så hjælper det jo også, at jeg er lidt af en dramaqueen…”
Eftersom hun er småbørnsmor, så er hun også nødt til at tilrettelægge skrivningen efter hvornår hun har ro til at skrive. Hun tager gerne ud på en café og skriver, helst et sted uden wi-fi, så hun ikke bliver forstyrret af de sociale medier, og hvor hun samtidig kan blive inspireret af hverdagsting og folk. Generelt er hun meget produktiv, når hun skriver og hendes bøger er skrevet på få måneder.
I følge Sofie Sarenbrant, så behøver krimier ikke have en lykkelig slutning, men det er vigtigt, at slutningen overrasker og bliver husket.