Simon Toyne er forfatteren bag bogen “Sanctus” og den helt nye bog “Nøglen”. Til næste år udkommer den 3. og sidste bogen i serien. Bogen kommer til at hedde “The Tower”. Den danske titel vides endnu ikke, men det burdes ikke være svært at gætte sig til 🙂
Jeg havde æren af at få lov til at interview Simon Toyne, og manden slog simpelthen helt benene væk under mig. Så behagelig og rolig og med et lille glimt i øjet. Han behøvede ikke en gang at være charmerende, det kom helt naturligt!
Simon Toyne har altid skrevet og fortalt historier. For ham er det terapi at skrive, ellers bliver han sur. Når han skriver, bliver han inspireret af familien, musik, film og andre bøger. Livet som sådan giver han idéer og hjælper ham til at skrive. Livet er dog ikke altid lykkeligt eller retfærdigt, og der er både tragedier, sorg, men også spænding og kærlighed at forholde sig til. Derfor mener han heller ikke, at en krimi behøver have en lykkelig slutning.
Derfor er det egentligt heller ikke særligt overraskende, at bogen “Ondskabens øjne” er den bog, som har haft størst betydning for ham. Det er den perfekte thrille, fantastisk plot, research, karaktererne, dialogerne – det hele er genialt.
At skrive er lig med hans arbejde, og han skriver ca. 1000-1500 ord om dagen. Hans arbejdsdag er tilrettelagt efter, hvornår børnene ikke er hjemme. Når børnene er sendt i skole, skal hunden luftes og så er der arbejdsro. Helt stille er der nu ikke. Musikken har også en vigtig rolle i skriveprocessen. Det er altid instumental musik og meget gerne soundtracks, men forskellig musik alt efter hvilken scene han er ved at skrive. Stemningen skal passe, og er det en voldsom eller hæsblæsende scene, så må det gerne være musik, som går stærkt og er hektisk.
Lidt utraditionelt starter Simon Toyne med at skrive slutningen på en bog og så arbejder han sig baglæns igennem bogen. Det var egentligt slet ikke meningen, at “Sanctus” skulle have været en triologi. Så da han afleverede det første udkast til forlaget kommenterede de også, at slutningen ikke var optimal. Hertil var han helt enig og fortalte at han faktisk allerede havde den næste bog klar derhjemme, men at han syntes det var lidt overvældende at komme anstigende med 2 bøger, når han ikke engang vidste om de ville antage den første.
Da “Sanctus” første gang skulle udkomme i udlandet, var det i Frankrig. Simon Toyne havde et ønske om at kunne begå sig i deres sprog også. Han syntes, det var pinligt hvis ikke han kunne tale sproget. Det var ikke det store problem, da fransk var obligatorisk i skolen. Men derefter blev det noget mere problematisk, bogen er i dag udkommet i bl.a. Rumænien, Tyskland, Kina, Japan, de skandivaniske lande og mange, mange flere, og han måtte derfor opgive idéen om at kunne tale det sprog, som hans bøger bliver udgivet på. Men tanken er da meget sød…
Han har en teori om, at krimi-forfattere får deres dæmoner ud at kroppen og nedfældet på papirer, og det er også derfor, at de er så behagelige. Hvortil han med et glimt i øjet siger, at roman-forfattere virkelig kan være skrækkelige personer med alle deres indestængte dæmoner 🙂
Andrup's bookshelf 