Økse, kanyle, dolk, sømpistol, hammer, hækkesaks, knojern, motorsav, issyl eller bare helt enkelt gift… Døden skal jo have en årsag, men der er ingen der har sagt, at det behøver være kønt. Jeg læste Tine Færch’s meget interessante indlæg om The Body Farm og det forskningsarbejde, der laves på stedet. Jeg blev straks fascineret og samtidig væmmedes jeg. Det er imponerende, at der er nogen, som vil ligge krop til, og det tager jeg hatten af for, men de skal nok ikke satse på mig.
Mine tanker gled straks over på retsmedicinere. Hvis man kan se bort fra LIG, mider, forrådnelse, blod, sår og død i det hele taget og i stedet kan isolere opklaringsprocessen, så er en retsmediciners arbejde enestående. Jeg vil ikke kalde det et sindsoprivende spændende erhverv for det er jo nok ikke hver dag, at det er lige så spændende som på film (eller i en bog). Men den viden, som de ligger inde med og de ting, som de kan udlede ud fra deres analyser – det er da fascinerende.
Retsmedicinere er jo efterhånden et folkefærd, som krimilæserne er kommet tæt ind på livet af gennem det senere årti, hvor krimigenren virkelig har fået lov at blomstre. De er blevet beskrevet i alle mulige (og umulige) personligheder, som næsten kan løse hele mordgåden, blot ved at kigge i et mikroskop. Der ligger et kæmpe research bag mange af disse profiler og ofte tager forfatterne en specialist med på sidelinjen, så fakta er bæredygtigt.
Desværre syntes jeg nogle gange, at det kan gå en smule overstregen. Jeg vil gerne, at fortællingerne er så realistiske som muligt. Jeg er klar over, at detaljer i en vis mængde kan være nødvendigt for at skabe en helhed, men nogle gange kan man også gå for meget i dybden. At høre om obduktioner, hvor de skræller huden af lag for lag eller hvordan man ruller ansigtet af et kranie, er ikke altid så god underholdning, som det er hensigten. Fx Susanne Staun’s Hilsen fra Rex, syntes jeg havde flere scener, som var unødvendigt makabre. Ikke at jeg er sart anlagt, når jeg læser, men jeg skelner også mellem, hvad der er nødvendigt for underholdningsværdien.
Andrup's bookshelf 