Efter en lang, varm dag på kontoret var det dejligt at komme hjem og finde en stor kuvert i postkassen indeholdende Tina Henneberg’s ‘I paradis får man ikke bank’. Tina havde skrevet til mig et par dage forinden og spurgt om jeg kunne tænke mig at anmelde hendes debutbog, hvilket jeg selvfølgelig indvilligede i. Der var bare lige 2 fordomme, som jeg skulle have manet i jorden først. Først og fremmest er bogen en selvudgiver og som jeg skrev i mit indlæg ‘Er du tonedøv – hvor er filtret?’ så mener jeg, at der slipper publicationer ud, som nok burde have været et tur igennem et forlags filter. Der udover her jeg intet kendskab til Tina Henneberg og søgte selvfølgelig lidt omkring hende. Det indtryk, som min søgning efterlod, var et billede af en dygtig og alsidig kunstner som bl.a. laver flot, abstrakt kunst. Og så tænkte jeg straks, gav vide hvor abstrakt hendes skrevne ord er? For hvor meget jeg end elsker abstrakt kunst, så kan det godt blive for meget for mig, hvis en bog bliver for svævende, poetisk og ‘kunsterisk’.
Jeg fik bogen pakket ud og bladret hurtigt igennem den. Så tog jeg fat på de første par linier, stadig stående midt i stuen med tasken over skulderen og nøglerne i hånden, og så var jeg fanget. I stedet for bare lige at skimte bogen hurtigt inden de huslige pligter skulle klares, satte jeg mig ud på terrassen i den bagende sol og hengav mig til Tina Henneberg’s fantasi.
Eventyr! Den havde jeg bare slet ikke set komme. Eventyr for voksne, blandinger af eventyr fortalt i bedste H.C. Andersen-stil flettet med nyt og gammelt, eventyr som eventyr er, men med et strejf af det virkelige livs barske realiteter. Det hele fortalt med et ægte livlig fantasi, hvor alt kan ske og også sker og fortalt i et vidunderligt sprog, som flyder og kærtegner læseren med en pragtfuld læseoplevelse.Men barsk er fortællingerne også og speciel “I paradis får man ikke bank”, som bogen er opkaldt efter, var fascinerende og utrolig skræmmende på en gang. Hele bogen igennem berører forfatteren højaktuelle problemer og der findes en masse morale i hver enkel fortælling. Emner, som død, sorg, næstekærlighed, vold i hjemmet bliver blandet med eventyr-stilen, gammeldags blandes med nutiden, som den unge pige i “Madam Mufasa”, der drager på en lang rejse for at redde landsbyen mod den onde heks…på en cykel (!) og Tina Henneberg slipper ufattelig godt fra det. Hun har en fantastisk evne til at fange læseren med det samme og selv om fortællingerne er korte, så efterlader de nogle gevaldige indtryk og en masse stof til eftertanke. Det var begrænset hvormeget jeg grinede, mens jeg læste bogen, og jeg indrømmer, at jeg simpelthen ikke kunne holde tårerne tilbage, da jeg læste “Det lille blå barn”. Men det gør ikke noget, så længe det er små korte fortællinger, som man kan læse, lige når man har lyst og bruge tid på at fordøje.
Mit først indtryk af selve bogen var, at jeg undrede mig over bogens format, men som jeg begyndte at læse, var det er simpelthen perfekt – kunne ikke være anderledes. Bogens cover syntes jeg desværre er kedeligt og ganske intetsigende. Tina Henneberg er som sagt en dygtig kunstner og jeg tror, at hun ville kunne lave et meget mere indbydende omslag til bogen, som vækker læsernes interesse.
Alt i alt en dejlig og rørende læseoplevelse, som jeg håber I vil dele med mig.
Jeg ser allerede frem til Tina Henneberg’s næste bog ‘Pigen med de afhuggede fødder’, som skal udkommet her i sensommeren/efteråret.
Læs mere på hjemmesiden www.tinahenneberg.dk
Andrup's bookshelf 